Østersjagt er blevet en populær aktivitet i Sydvestjylland, hvor mange gæster nyder den dejlige natur og de lækre østers
Vinteren er højsæson for østers, der er blevet en populær delikatesse, som mange sætter pris på – også til festmiddagen nytårsaften.
De findes i rigelige mængder i Vadehavet, hvor det også er muligt at deltage i østersture, hvor man selv kan plukke sine østers.
Årets sidste tur finder faktisk sted i dag, på årets sidste dag, og mange har benyttet sig af muligheden for selv at plukke østers direkte fra sandbankerne ud for Ribe, Rømø og Fanø.
Langt størstedelen af de østers, der i dag indtages ved landets middagsborde, kommer stadig fra Frankrig, og de færreste kender til ”danske” østers. Ikke desto mindre bugner Sydvestjylland af den eftertragtede delikatesse.
Det er de såkaldte ”stillehavsøsters”, der plukkes i det sydvestjyske.
Som navnet antyder, stammer de oprindeligt fra Stillehavet ved Japan og Sydøstasien, men siden 1996 har man altså også kunnet finde stillehavsøsters i Vadehavet, hvor bestanden i dag er oppe på cirka 11.000 ton.
De op til 30 centimeter store østers kommer til syne ved lavvande, hvor de kan håndplukkes direkte fra sandbankerne på havbunden.
Til det formål arrangeres guidede ture med naturvejledere, som viser deltagerne sikkert ud til østersbankerne. Her kan de fylde lommer, poser og rygsække med alle de østers, de har lyst til – vel at mærke til eget forbrug.
Bankerne ligger op til tre kilometer ude i Vadehavet, der krydses til fods med gummistøvler eller waders. Højdeforskellen mellem ebbe og flod er hele to meter, og vadehavsvandring bør kun ske sammen med en naturvejleder, som kan bringe vandrerne i land, inden tidevandet kommer.
Østerssæsonen i Sydvestjylland går fra oktober til april. I den periode er vandet som regel tilstrækkeligt koldt til, at der ikke længere er fare for alger, og de friske østers kan spises umiddelbart efter plukningen.
Som nævnt finder årets sidste østerstur sted i dag, men for alle dem, der ikke når det, er der mange muligheder i 2012.
Bag turene står blandt andet Vadehavscentret i Vester Vedsted ved Ribe, Fanø Turistbureau i Nordby, Naturcenter Tønnisgård på Rømø og Sort Safari i Møgeltønder. Mens østersturene på Fanø og Rømø er kortere vandringer, tilbyder Vadehavscentret længere ture.
Disse kræver god kondition og baserer sig på en mere helhedsorienteret oplevelse, som foruden østersplukning omfatter indgående information om Vadehavet og dets øvrige dyreliv.
rejser@k.dk