Erik Bjerager |
31. december 2011
Nytår: Europas krise er både økonomisk og åndelig
På den første dag i 1990, bare tre dage efter at det daværende tjekkoslovakiske parlament havde udnævnt Vaclav Havel til landets nye præsident, holdt han en nytårstale til befolkningen. Den angik forholdet mellem moral og politik og var talt ind i det aktuelle opgør med et kommunistisk styre. Men pointerne i talen holder også i dag, for Havel, der døde kort før jul, var en åndfuld intellektuel tænker, hvis politiske ærinde havde noget universelt og evigt gyldigt over sig.
Politik behøver ikke alene være det muliges kunst, sagde han, og slet ikke, hvis man derved forstår spekulationers, beregningers og den pragmatiske manøvrerings kunst. Politik bør være det umuliges kunst, nemlig kunsten at gøre sig selv og verden bedre.
Det er en værdig tanke at træde ud af et gammelt år med, og det er en god overskrift for et nyt år, også for os. For vi får brug for at tænke det umulige.
Den økonomiske krise truer den vestlige verden med en depression af samme omfang som den, der prægede 1930’erne. Den kommer på et tidspunkt, hvor manglen på råstoffer og energiressourcer tager til, og hvor en global miljø- og klimakatastrofe lurer. Det er et paradigmeskifte, vi med stor sandsynlighed står over for. Et skifte fra én samfundsform til en anden. Meget tyder på, at nye generationer bliver fattigere end de nuværende.
Siden Anden Verdenskrig har det europæiske samarbejde skabt voksende velstand, fremgang i social lighed og fred og frihed for Europa.
I en verden, der i stigende grad domineres af stærke globale magter og internationale finanskræfter, garanteres danskernes velfærd, sikkerhed og frihed bedst i et tæt europæisk samarbejde. Det er i Danmarks interesse, at det samarbejde overlever eurokrisen, og hvad der følger. Vi skal ikke frygte et for stærkt Europa, men derimod et for svagt Europa.
I morgen overtager Danmark formandskabet for EU. Det stiller store krav til landets regering. Krav om at udvise lederskab og opstille visioner, herunder også visioner om, at samfundets bestemmelse er større end målet om gold økonomisk vækst, og at det europæiske samarbejde også har en åndelig dimension.
”Jesus, ikke Cæsar,” sagde Havel i sin nytårstale i 1990 og udtrykte det håb, at hans folk kunne komme til at tilføre det politiske liv en åndelig dimension både europæisk og globalt.
Havel var en stor fortaler for europæisk enhed, men så den kun muliggjort, hvis der blev udvist fornyet respekt for de åndelige værdier, der har skabt Europa, nemlig samvirket mellem det antikke og det jødisk-kristne.
I en række sammenhænge talte han om sin tilværelsesforståelse, der ifølge ham knyttede mennesket uløseligt til sin skaber. Han anså en del af Vestens problemer for at være en følge af, at vi har fjernet os fra den livstolkning og ikke længere medtager den åndelige dimension i det politiske liv. Havel så en åndelig fundering som det, der giver samfundet en moralsk orientering.
Ved indgangen til et nyt år, hvor vi savner tænksomme statsledere af Havels kaliber i Europa, får han det sidste ord, ikke fra nytårstalen, men fra de fængselserfaringer, han også gjorde sig og skrev om i bogen ”Fjernforhør”. Her handler det om håb, som han beskriver som ”en åndens tilstand”, en åndens og hjertets orientering.
”Håb er ikke simpelthen optimisme. Det er ikke en overbevisning om, at noget vil gå godt, men en vished om, at noget giver mening – uden hensyn til, hvordan det går. Jeg tror altså, at ... det håb henter vi så at sige andetstedsfra.”
GODT NYTÅR!
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad