|
30. december 2011
Rejsebrev fra en læser Kirsten Rytter fra Vodskov har besøgt Iran og fortæller her om reliefferne i Persepolis
Det er de færreste, der rejser til Iran som turist, men en af dem, der har haft en stor oplevelse som turist i landet, er Kirsten Rytter fra Vester Hassing ved Vodskov.
Rejsen fandt sted i efteråret i fjor, og hjemvendt fra det muslimske land har Kirsten Rytter sendt Rejser&Kultur et par fotos og indtryk fra rejsen.
Vi kan desværre ikke bringe alle Kirsten Rytters rejseoplevelser, men hun skriver blandt andet:
”En af de største oplevelser var at besøge Persepolis, der står tilbage som en imponerende ruinby og et vidnesbyrd om det enorme perserriges hovedstad. Byen, der lå badet i solskin, er omgivet af ørken. Den blev lagt i ruiner af Alexander den Store (330 f.Kr.) og senere af araberne. Ruinerne vidner om storhed og skønhed med fantastiske relieffer med blandt andet soldater samt store heste- og løveskulpturer.
At ruinerne er så velbevarede, skyldes, at de har været begravet i sand. Her var ikke andre turister end os og ingen iranere.
Den dansk-tyske opdagelsesrejsende Carsten Niebuhr (1733-1815) har været med til udgravninger her, ligesom han har lavet utallige skitser og tegninger af ruinerne. Danmark har været repræsenteret på en udstilling om Carsten Niebuhr i Iran i 2011.
Persepolis blev medtaget på Unescos liste over verdens kulturarv i 1979.”
Kirsten Rytter besøgte også hovedstaden, Teheran, og byen Isfahan i det nordlige Iran.
Hun fortæller i sit rejsebrev, at Iran er et dejligt og smukt land at rejse i, og at iranerne er så ufattelig imødekommende og venlige over for turister, at ens eventuelle fordomme om Iran fordufter.
Som råd til dem, der kunne tænke sig at besøge landet, skriver Kirsten Rytter, at man skal have visum, samtidig med at ens pas skal gælde mindst et halvt år efter hjemrejsen, og der må ikke være et israelsk stempel i passet.
Man skal som kvindelig turist være tildækket, så kun ansigt og hænder er frie, og mænd må ikke bære shorts.
Videre hedder det i brevet fra Kirsten Rytter:
”Inden for de seneste år er der sket et skift i de iranske myndigheders attitude til turisme. Det betyder, at det i dag er nemmere at være turist i landet. Men det er stadig ikke muligt at finde turistbrochurer om Iran på de danske biblioteker. Ligesom man kan lede forgæves efter en ’Turen går til Iran’ i forretningerne.”
rejser@k.dk