Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Tyskland – en europæisk supermagt mod sin vilje til din ven.
Tyskland – en europæisk supermagt mod sin vilje
Europas mægtigste økonomi og vægtigste politiske drivkraft kan vælge at gå alene ud på det globale marked – men vil måske have mere ud af at trække Europa med. –
- Jørgen Schytte/Scanpix.
Læs også
Nu bakker tyskerne ikke mere op om det europæiske projekt og euroen for enhver pris, fortæller politologen Ulrike Guérot
Tyskland har altid været den store drivkraft i EU. Men under eurokrisen er tyskerne begyndt at vakle og udstiller nu for alvor deres angst for at være en førende stormagt, mener politologen Ulrike Guérot. Alligevel drømmer hun om, at Tyskland ikke går enegang på verdensmarkedet, men derimod tør gå forrest i et stærkt integreret og globalt orienteret europæisk projekt.
Hvad der er godt for Tyskland, er godt for Europa. Fra Stockholm til Athen og fra Dublin til Warszawa har der groft sagt været enighed om dette mundheld, siden den tyske genforening viste sig mere ufarlig, end selv de største Europa-fans havde drømt om ved Østblokkens sammenbrud. I den grasserende eurokrise, der har plaget vores kontinent siden udbruddet i Grækenland i 2010, er denne tyske stormagtsposition i Europa nu blevet mere synlig end nogensinde – som Romano Prodi, tidligere leder af Europakommissionen, tilspidset har formuleret: ”Frankrig plejede at være den politiske drivkraft, mens Tyskland var den økonomiske. Nu er det Merkel, der bestemmer, og Sarkozy, der holder en pressekonference for at forklare hendes beslutninger.”
Få mennesker har et så dybt kendskab til Tysklands europæiske rolle og til, hvordan landet ligger mellem de forskellige EU-medlemmer, som Ulrike Guérot, tysk leder af den uafhængige politiske tænketank European Council on Foreign Relations, der har kontorer i syv europæiske hovedstæder. Med et levende blik leverer den 47-årige politolog slagkraftige formuleringer og mangestrengede politiske analyser i et rasende tempo. Men hun har et fast udgangspunkt, som hun igen og igen vender tilbage til: ”Uanset hvilken vej Europa går for at løse denne krise økonomisk og politisk, er det lige så utænkeligt, at løsningen vil foregå mod Tysklands vilje, som at den vil foregå uden Tyskland.”
Annonce
Det er ikke nyt. Vesttyskland var primus motor i det europæiske samarbejde fra dets fødsel, og i den nuværende eurokrise har tyskerne med gigantkreditter umiddelbart været villige til at sætte landets økonomiske styrke på spil for at redde euroen. Men nu bakker tyskerne ikke mere op om det europæiske projekt og euroen for enhver pris, fortæller Ulrike Guérot.
Hvad der er godt for Tyskland, er godt for Europa. Fra Stockholm til Athen og fra Dublin til Warszawa har der groft sagt været enighed om dette mundheld, siden den tyske genforening viste sig mere ufarlig, end selv de største Europa-fans havde drømt om ved Østblokkens sammenbrud. I den grasserende eurokrise, der har plaget vores kontinent siden udbruddet i Grækenland i 2010, er denne tyske stormagtsposition i Europa nu blevet mere synlig end nogensinde – som Romano Prodi, tidligere leder af Europakommissionen, tilspidset har formuleret: ”Frankrig plejede at være den politiske drivkraft, mens Tyskland var den økonomiske. Nu er det Merkel, der bestemmer, og Sarkozy, der holder en pressekonference for at forklare hendes beslutninger.”
Få mennesker har et så dybt kendskab til Tysklands europæiske rolle og til, hvordan landet ligger mellem de forskellige EU-medlemmer, som Ulrike Guérot, tysk leder af den uafhængige politiske tænketank European Council on Foreign Relations, der har kontorer i syv europæiske hovedstæder. Med et levende blik leverer den 47-årige politolog slagkraftige formuleringer og mangestrengede politiske analyser i et rasende tempo. Men hun har et fast udgangspunkt, som hun igen og igen vender tilbage til: ”Uanset hvilken vej Europa går for at løse denne krise økonomisk og politisk, er det lige så utænkeligt, at løsningen vil foregå mod Tysklands vilje, som at den vil foregå uden Tyskland.”
”Tyskerne har fået et post-romantisk kærlighedsforhold til Europa. De er ikke mere dødforelskede. Forelskelse er jo ’fordi’, mens kærlighed er ’selvom’. Tidligere var vi forelskede i Europa, som efter krigen atter banede vejen for tyskerne ud i verden. Nu er vi i et problematisk kærlighedsforhold med Europa, hvor de mange ’selvom’er’ hober sig op,” siger hun og begynder at tælle på fingrene.
”Vi elsker Europa, selvom grækerne har fusket, selvom danskerne kontrollerer grænserne, selvom briterne er dumme, selvom franskmændene ikke forstår os. Når den slags lister med ’selvom’er’ bliver lange nok, ender kærlighedsforhold som regel i skilsmisse.”
Tyskland står ikke alene med disse overvejelser. I en lang række lande som Holland, Finland og England genforhandles ifølge Guérot for tiden den pris, vi er villige til at betale for Europa. Med sin økonomiske slagkraft sidder Tyskland med stærke kort på hånden til at styre udviklingen, og tyskerne burde derfor være i stand til at holde hovedet koldt og se på noget så nøgternt som tal og klare argumenter, mener politologen.
”EU’s indre marked er stadig økonomisk ekstremt vigtigt, også for Tyskland. Men i euroredningen har det argument mistet sin slagkraft til fordel for rent følelsesbaserede argumenter,” sukker hun.
”25 procent af tyskerne aner ikke, hvad det indre marked er, og blandt de sidste 75 procent forbinder mere end halvdelen det indre marked med noget negativt som for eksempel udhuling af rettigheder på arbejdsmarkedet.”
Den kulørte tyske presses beretninger om ukontrollerede sydeuropæiske skatte- og socialforhold, der fra nu og i al evighed skal reddes af den tyske økonomi, giver Ulrike Guérot heller ikke meget for.
”I et demokrati er det svært at forklare, at høje omkostninger nu og her formentlig vil skabe endnu større gevinster i fremtiden. Det er svært at sætte disse enorme kreditter op over for tabet af et indre marked, som vi ikke kan sætte tal på,” siger hun og henviser til tyskernes samtidige angst for inflation.
”Især de ældre tyskere, der oplevede hyperinflation i 1920’erne og 30’erne, skaber forståeligt nok et farligt drama. Men dette historiske trauma skal jo ikke bestemme verdenshistoriens gang her 80 år senere. Vi taler jo ikke om hyperinflation, men måske tre-fire procent i stedet for to procents inflation,” siger hun og tilføjer:
”Det ansvarsløse inflationshysteri har desværre fået lov at florere siden eurokrisens udbrud.”
Trods dette angivelige hysteri er det i Ulrike Guérots øjne interessant, at euroskepsissen i Tyskland endnu ikke har fået partipolitisk grobund. Det eneste tyske parti, der har kritiseret euroredningen, er det liberale FDP, og de er i frit fald i alle meningsmålinger.
”Vælgerne strømmer til De Grønne og Socialdemokraterne, selvom de er for euroobligationer, for mere Europa, for en mere pragmatisk rolle til Den Europæiske Centralbank,” siger hun og kalder det ”gode nyheder for Tyskland”, at de liberales ”europopulisme” ikke bider på vælgerne.
Men hvem siger, at euro-skepsissen nødvendigvis er populistisk? Spiller de euro-skeptiske politikere kun på den ringe folkelige opbakning til det europæiske projekt? Sætter de ikke nærmere fingeren på en række fundamentale fødselsfejl i Europa-integrationen og euroen: at det er håbløst at lægge så mange lande med dybt forskellige produktivitetsniveauer, socialsystemer og handelsmønstre sammen i én mønt og én politisk union?
Mod disse indvendinger argumenterer Ulrike Guérot ikke bare med det indre markeds betydning og med svage europæiske staters magtesløse situation i en ny verdensorden med USA og Kina i spidsen. Hun går samtidig, indrømmet, gammeldags til værks.
”Når jeg diskuterer med mine børn, forstår de ikke den krig og fred-patos, som har drevet mig og især folk fra den ældre generation i deres Europa-engagement. Men man kan ikke ignorere spørgsmålet om, hvad der vil følge med euroens sammenbrud. Det vil true freden i Europa – så er spørgsmålet blot, hvad krig ville være i dag. Selvfølgelig gentager historien sig ikke. Teknikken er en helt anden nu, så jeg forestiller mig nærmere krig om energiforsyning og -distribution, cyberkrig eller strid om forsvarsstrategier,” lyder Ulrike Guérots dystre vurdering.
Med fredsargumentet for øje har Tyskland som europæisk sværvægter et tungt ansvar. Et ansvar, der paradoksalt nok hænger sammen med grundlaget for, at Tyskland har det så svært med sin status som stormagt i Europa, mener Guérot.
”Vores angst for at være ledende nation i Europa hænger selvfølgelig sammen med erfaringerne fra Det Tredje Rige. Men det rækker samtidig mere end 150 år tilbage i den tyske historie. Vi har altid haft problemer med at være en nation, og da vi blev det i kejsertiden, blev det straks et militaristisk fænomen. Vi var en kulturnation, hvor de andre var politiske nationer. Vi har en føderal stat, som de andre ikke kender, men som nu er vores forbillede for EU,” lyder det fra lederen af den pan-europæiske tænketank.
”Disse forskelle har medvirket til den nuværende krise. Men hvis vi skal skære det ind til benet, kan vi ikke finde ud af at være en førende nation, fordi tyskerne straks associerer magt med noget militært og totalitært,” siger Ulrike Guérot og sender med en bitter kommentar en hilsen til Tysklands manglende deltagelse i Libyen og den tyske våbenindustris samtidige handel med kampvogne til Saudi-Arabien.
”Vi er den absolut største økonomiske drivkraft i Europa, men vi tør ikke have andre former for magt. Det er problematisk i forhold til at skabe stabilitet ude i verden, og det er komplet illusorisk, at vi på sigt skulle kunne sælge vores skruer og maskiner til hele verden og ellers – bitte schön – holde os fra enhver anden form for magtudøvelse.”
Trods finanskrise og eurokrise er Tyskland faktisk overraskende stærk. Efter en række hårde reformer af arbejdsmarkedet har landet historisk lav arbejdsløshed, og 2010 var et overraskende godt år for den tyske eksport og handelsbalance. Hyppige forklaringer er, at de tyske lønninger er stagneret, og at tyskerne har haft stor gevinst af den stabile euro, der har gjort de øvrige eurolande i stand til at købe tyske produkter. Men endnu mere interessant er Tysklands store engagement i Rusland og landets enorme eksport til Kina, mener Ulrike Guérot.
”Tyskland står for hele 45 procent af EU’s eksport til Kina. De øvrige 55 procent er fordelt på de resterende 26 EU-lande,” siger hun og hæver brynene.
”Derfor er frygten måske berettiget: Tyskland går global enegang. Med det ene øje ser vi på Europa, på de europæiske idéer og det europæiske sammenhold, men med det andet øje ser vi allerede udad og ser på, hvor de egentlige penge og interesser ligger, nemlig i BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina, red.). Vi køber gas fra Rusland, vi forsyner Kina med BMW’er og verden med alt det, vores ingeniørstand har at byde på,” fremhæver hun.
Derfor er det måske ikke helt ved siden af, når europæiske politikere har kritiseret magthaverne i Berlin for at gøre mindre vigtige politiske områder til europæiske anliggender, mens alle vigtige handelsspørgsmål forhandles bilateralt.
”Strategisk kunne man måske sige, at Tyskland med så lidt energi som muligt forsøger at holde den europæiske gryde i kog, mens landet for længst ser udad. I den optik ville det dog stadig være et alt for stort spild af politisk og økonomisk energi, hvis euroen bryder sammen, og Europa-projektet nedsmelter,” lyder det fra Ulrike Guérot.
Tilbage står stadig mange-milliard-euro-spørgsmålet: Kan og vil tyskerne løbe fra Europa ud på verdensmarkedet? I Guérots øjne er det naivt at stille dette spørgsmål, som om det kun handler om markedsandele.
”På et eller andet tidspunkt kan vi jo ikke stille noget op over for kineserne. Hvorfor skulle de købe vores BMW’er, hvis de bare kan tage dem? Skal vi så stille op med en pensionisthær over for Kina?” spørger hun med et syrligt drillende smil.
”Jo videre man tænker de strategiske spørgsmål, desto tydeligere står det, at Tyskland ikke kan stå på egne ben. Vi har ingen forsvarsstrategi, så derfor må vi selvsagt spørge: Hvor finder vi en strategisk rygdækning? I EU, selvfølgelig. Lad os da gå hele vejen,” siger Ulrike Gúerot og lægger hænderne fladt på bordet.
”Tyskland bør lede det vingestækkede Europa ind i en postmoderne og kraftfuld politisk æra, hvor interesser og værdier, men også magt må gå hånd i hånd. Hele charmen ved det store europæiske projekt var jo, at vi ville sammentænke landbrugspolitik og handelspolitik, forsvar og udvikling, pengepolitik og udenrigspolitik. Og knytte det sammen med europæiske værdier – det etiske islæt er jo vores brand. Vi er de gode. Vi fokuserer på klima, menneskerettigheder, velfærd, god regeringsførelse. Det forventer verden også af Europa, men det er ved at gå fløjten i den nuværende krise,” siger hun og gentager sit mantra: ”Interesser, værdier og magt må gå hånd i hånd.”
At den europæiske magt ikke kun bør være af militær art, demonstrerer Ulrike Guérot prompte med en række drøje hug til Europas finanspolitiske linje.
”Se på, hvordan amerikanerne har lavet udenrigspolitik med dollaren i årtier. De har gjort dollaren til en ledende valuta og har selv i krisen haft likviditet nok. Vi burde forsøge det samme, men i hele diskussionen om Grækenland er det perspektiv gået tabt. I mine øjne er det åbenlyst, at vi skal udbygge Den Europæiske Centralbank, skabe euroobligationer og gøre euroen til en international reservevaluta. Det er den eneste vej, hvis vi vil skabe en solidarisk eurozone og en slagkraftig europæisk værdiskabelseskæde i den ny verdensorden.”
På spørgsmålet om, hvilken ny verdensorden vi taler om, læner Ulrike Guérot sig frem i stolen og sænker stemmen.
”Tyskland afstemmer sin øst-vest-binding på ny. Vi har historisk været meget mere bundet østpå end vestpå. I det perspektiv var den kolde krig en undtagelse. Hele bindingen til Nato og USA er en historie, som Tyskland som USA’s juniorpartner med succes har skrevet sig ind i. EU var på mange måder et produkt af denne rolledeling, som døde med den kolde krigs ophør. Med 20 års forsinkelse er vi ved at opdage det,” siger Ulrike Guérot og læner sig atter tilbage i stolen.
”Trods skepsissen her i eurokrisen tror jeg på, at tyskerne dybt nede i maven føler sig som europæere. Desværre svigter de tyske intellektuelle. De tilbyder ingen store fortællinger om Europa, som kan skabe en følelsesmæssig nærhed til det europæiske projekt på linje med nationalstaterne,” siger hun.
Men hvor skulle disse store fortællinger komme fra? ”Ja, det er problemet,” indrømmer Ulrike Guérot og holder en usædvanlig lang talepause på flere sekunder. Fra Bruxelles?
”Nej, nej, det er også en del af problemet. For ærligt talt: Vores problem er jo, at Europa er ved at blive fanget i sin egen kompleksitet. Det er lidt som et garnnøgle, der er gået i hårdknude. Enten må man med møje filtre trådene ud eller give op og gribe til saksen. England har som det første land reflektorisk grebet til saksen, og det er forståeligt nok. Men jeg håber, Tyskland tør tage en anden, mere fremadrettet rolle.”
udland@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
Seneste udland
Stillinger
-
A-kassekonsulenter søges i Roskilde og Kolding
-
Salgschef søges til Krifa forsikring i Aarhus
-
Leder søges til ny juridisk afdeling i Aarhus
-
Børnekonsulent søges til LM Kids
-
Chef søges til KFBU, Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge
-
Forstander/forstanderpar søges til Vesterbølle Efterskole
-
Sognepræst søges til Bramdrup Kirke
-
Københavns kommune søger Centerleder til Plejeboligcenter Fælledgården
-
Projektmedarbejder søges til Folkekirkens Skoletjeneste Fredensborg-Helsingør provstier
-
Ny forstander søges til Løgumkloster Højskole
-
Leder søges til Kirkens Korshær Esbjerg
-
Præst søges til Ubberup valgmenighed
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce
Debat
Seneste debatindlæg
| 4 | Sv. ??? |
Jørgen...
55 min. siden |
| 1 |
Humanisme er andet end de... |
Karenerfaren
2 timer siden |
| 1 |
Dem der har skal mere gives |
Steen
2 timer siden |
| 1 | Endelig...! |
F.O.Hvidberg
2 timer siden |
| 7 |
Sv. Skal åndehuller... |
Knud
3 timer siden |
10 vigtigste ting at vide om...
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
Læs også
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
