Kirkebegravelser skaber konflikt mellem præster og pårørende

”Konflikterne opstår, fordi folk ikke er klar over, at den kirkelige begravelse er en gudstjeneste, hvor evangeliet forkyndes, og der skal synges salmer. Jeg siger nej til, at folk taler under bisættelsen. Jeg synes, det er en skidt udvikling. En personlig tale hører til uden for de kirkelige rammer, når præsten er færdig,” siger han.

Sognepræst vedHelligåndskirken i Aarhus Henrik Oest er meget uenig i, at kirken ikke skal indgå kompromiser med de pårørende.

”Folk vælger helt sikkert kirken og præsten fra, hvis præsten ikke på nogen måde kan komme folks ønsker i møde,” siger han.

Han har selv måttet sætte grænser og for eksempel sige nej til, at der blev opstillet et stort musikanlæg i kirken ved en begravelse. Men handler det om at give pårørende lov til at sige et par ord ved kisten, er han fleksibel.

”Men jeg spørger altid til, om folk mener, at de er i stand til at tale. Sommetider kan det blive pinligt, hvis stemmen knækker, og de bliver grådlabile, eller hvis talen bliver for lang eller alt for personlig,” siger han.

Modsat folkekirken er det almindeligt både i den anglikanske kirke i Storbritannien og i den katolske kirke, at pårørende får lov til at sige et par mindeord ved kisten.

”Ved begravelse i kirken i Storbritannien anses det i nogle områder ligefrem for dårlig stil, hvis man ikke giver plads til, at de, der kendte afdøde, får mulighed for at tale ved ceremonien,” siger bedemand og direktør for Begravelses Service Peter Thomassen og fortsætter:

”I folkekirken er begravelsen stramt planlagt og skal helst kunne afvikles på en halv time. Det kan skyldes, at præsten og det øvrige kirkepersonale skal kunne planlægge deres tid. Jeg vil tro, at nogle præster siger fra, fordi de ikke har styr på tiden, hvis de pårørende får mulighed for at tale under ceremonien,” siger han.

Han understreger, at hverken bedemanden eller familien kan tvinge en præst til at gøre andet end det, der står i ritualbogen. Men han opfordrer præsterne til at være lydhøre over for de pårørende – og for eksempel skære fem minutter af deres egen prædiken, så der er tid.

”Mange pårørende har – i en situation, hvor de har mistet en nærtstående – ikke overskud til at diskutere deres ønsker, men vi ved, at selv små ting kan betyde en stor forskel i forhold til den måde, de får sagt farvel på. Derfor er det altid vigtigt at lytte til de pårørendes ønsker og forsøge at hjælpe dem til at få dem opfyldt, så de ikke fortryder det efterfølgende, for man kan ikke gøre en begravelse om,” siger han.