Den svagt faldende medlemsopbakning til folkekirken skal ikke skygge for alle de positive tendenser, der også er.
- Erik Thomsen/Biofoto
Niels Erik Aggesen |
2. januar 2012
En medlemsprocent på 80 er jo et imponerende højt tal set i forhold til den sekulariseringsbølge, der de seneste årtier har præget Danmark, skriver Niels Erik Aggesen
Så kan man igen læse ”rystende” overskifter om folkekirkens medlemsflugt. Senest fredag den 22. december i Kristeligt Dagblad med overskriften ”Hver femte dansker er ikke medlem af folkekirken”. En religionssociolog fortsætter i artiklen med ”Folkekirkens medlemsandel falder og falder. Man er nu ved at nå grænsen for, hvornår det giver mening at tale om en ’folkekirke’.”
LÆS OGSÅ:
Hver femte er ikke længere medlem af folkekirken
Det er betryggende at læse, at kirkeminister Manu Sa-reen (R) samme dag udtaler, at ”det er stadigvæk en kæmpesucces, at over 4,4 millioner danskere er medlem af folkekirken”. Han siger også, at det ikke er befolkningsandelen af folkekirkemedlemmer, der er afgørende for spørgsmålet om folkekirkens særstatus i Grundloven. Afgørende er, slutter Manu Sareen, at den evangelisk-lutherske kirke er en del af Danmarks kulturarv.
For nylig kunne man i dagspressen i en helt anden sammenhæng læse at 10,1 procent af Danmarks befolkning i dag har anden etnisk baggrund end dansk. I København er tallet 22,2 procent. Procenttallene stammer fra Danmarks Statistik. Det sætter den såkaldte medlemsflugt fra folkekirken i perspektiv.
Således er det jo forståeligt, at medlemsprocenten i folkekirken på landsplan er faldet fra cirka 90 procent til cirka 80 procent gennem de seneste 30 år, når befolkningsgruppen med anden etnisk og dermed anden kulturel og religiøs baggrund er vokset tilsvarende. I København er medlemsprocenten i folkekirken faldet fra omkring 80 procent i 1990 til cirka 65 procent i 2011. Jo, men her har 22,2 procent i dag anden etnisk baggrund.
Det er rart at vide her og nu, hvor journalister, mediefolk og andre, der ønsker folkekirken hen, hvor peberet gror, de seneste mange år har bragt alarmerende artikler om, hvor slemt det står til i folkekirken. Vi kender alle overskrifterne: tomme kirker, kedelige gudstjenester og – ikke mindst – medlemsflugten. Overskrifter er blevet gentaget i et sådant omfang, at der helt ind i de snævre kirkekredse visse steder har bredt sig en næsten panikagtig fortvivlelse over for folkekirkens fremtid.
FOR VIRKELIGHEDEN er en anden: Der er et aktivitetsniveau i folkekirken, som i historien savner sidestykke. Ud over gudstjenester og kirkelige handlinger er der koncerter, foredragsaftener, eftermiddagsmøder, bibelkredse, litteraturaftener, babysalmesang, natkirke, korsang for børn, unge og voksne, minikonfirmandundervisning, skole-kirke-samarbejde og sognecaféer, hvor der på kryds og tværs knyttes venskabelige og sociale bånd.
Alt i alt en lang række aktiviteter, der har til formål at skabe en bred berøringsflade udadtil og styrke befolkningens tilknytningsforhold til kirken. Så et skulderklap til de mange ansatte ved folkekirken og menighedsrådsmedlemmer landet over, der med disse aktiviteter er med til at sikre, at langt den overvejende del af befolkningen stadigvæk ønsker at bevare deres medlemskab til folkekirken.
For en medlemsprocent på 80 er jo et imponerende højt tal set i forhold til den sekulariseringsbølge, der de seneste årtier har præget ikke blot Danmark, men også vore nabolande. Dertil kommer, at der i Danmark også er gået skattetænkning i folkekirkemedlemskabet – der, hvor kun den ene ægtefælle er medlem.
Disse positive kendsgerninger skal imidlertid ikke fralede opmærksomheden fra en svagt faldende medlemsopbakning til folkekirken. En realistisk udfordring for folkekirken kunne være den, at den faldende kurve – medlemsprocenten – kunne bringes til en udfladning. Ikke baseret på panik over medlemsprocenter, men baseret på en grundlæggende tro på kristendommens betydning for det enkelte menneske og for samfundet.
Niels Erik Aggesen er organist ved Trinitatis Kirke i Fredericia
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad