Henrik Gade Jensen |
2. januar 2012
Når mennesker af samme køn vil vies i kirken og forpligte sig på hinanden, er det glædeligt og med til at udbrede protestantisk kultur, skriver Henrik Gade Jensen
Indførelse af et vielsesritual for homoseksuelle i folkekirken er et markant udtryk for kulturkristendommens dominans.
I århundreder har homoseksualitet været forvist fra en acceptabel borgerlig livsform. Indførelsen af registreret partnerskab i 1987 betød en fremgang for det monogame livsforhold. Det kristne ideal om monogami blev her bredt ud til at gælde ikke kun heteroseksuelle.
LÆS OGSÅ:
Det gode ægteskab findes endnuMonogami har været en hovedhjørnesten i især protestantisk kultur siden Reformationen. Samfundet bygger på familier præget af troskab og forpligtelse. Det monogame forhold er en stærkt diskriminerende samlivsfom, hvor partnere lover troskab mod hinanden og samtidigt ekskluderer andre. Polygami eller polyamori forstået som flere ægtefæller eller elskere på samme tid er en hedensk tradition og ikke befordrende for et moderne borgerligt samfund med lige rettigheder for begge køn.
”Monogami? Nej, ellers tak”. Sådan udtalte forfatteren Anja Lysholm sig forleden i et interview i Politiken. Anja har flere kærester og vil ikke indskrænke kærligheden til kun én person. Hun om det, og Anja Lysholm kan sikkert leve med det, men det er at behandle andre menneskers følelser som engangsemballage, der kan blive smidt ud efter brug. Eller måske genbruges et par gange.
Et vielsesritual mellem personer af samme køn vil være yderligere udtryk for, at kristne kulturidealer befæster sig i det danske samfund. Der er ikke grund til at se det som en trussel mod eller en fordærvelse af kristendom, men tværtimod som en udbredelse af Vestens værdigrundlag.
Fra en kulturkristen vinkel vil et vielsesritual for homoseksuelle i folkekirken være en styrke for kulturprotestantismen. Det er altid glædeligt, når mennesker vil forpligte sig på hinanden. Og altid sørgeligt, når det ikke lykkes og ender i skilsmisse. Torpedoen mod den kristne ark kommer derimod fra hippiekultur med fri og uforpligtende kærlighed.
Monogamiet har været en af de væsentlige moralske institutioner for opbyggelsen af Vesten. I dag er ægteskabet den eneste institution med gensidig forsørgelsespligt. Børn kan rende hjemmefra som 18-årige og få SU og overførselsindkomster fra staten, og forældre kan undlade at betale til dem. Mange efterlønnere og golfspillende pensionister praler med, at der ikke skal være noget at arve til børnene. Mens vi ingen økonomiske forpligtelser har over for voksne børn eller forældre, har vi pligt til at betale skat til alle og enhver.
Skuespilleren Mel Gibson skal nu skilles fra sin kone gennem 37 år, og det kommer til at koste ham to og en halv milliard kroner eller halvdelen af formuen. Så høj er prisen på monogamiet, selvom Gibson med mere rettidig omhu havde kunnet indgå ægtepagt og undgået at skulle dele.
At mennesker også af samme køn vil vies i kirken og forpligte sig på hinanden er glædeligt og er med til at udbrede protestantisk kultur.
Henrik Gade Jensen er mag.art. og projektleder ved tænketanken CEPOS
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad