Frihed og forpligtelse – evangeliet mellem slaveri og lovløshed

Jesus elskede at forarge. Sådan kan det faktisk virke. Oftest var det farisæerne og andre kloge hoveder, der stod for tur. De begreb ikke hans, efter deres begreber, lovløse omgang med syndere, syge og sindssyge. Andre gange var det disciplene selv. Jesus afslørede deres slavesind, deres tilbøjelighed til at sætte grænser for evangeliets berøring. ”Lad de små børn komme til mig”, måtte han irettesættende bebrejde dem.

En af de beretninger, der tydeligst udpensler evangeliets grænsesprængende, forargelige, imødekommende natur, finder vi i Johannesevangeliets kapitel 4. Jesus er taget til Samaria – et folk, jøderne afskyede. Han taler med en kvinde – hvilket undrer disciplene (v. 27). Og oven i købet en kvinde, der har begået seksuelle synder og nu lever med en mand, der ikke er hendes mand (v.18). Trods det tilbyder han hende ”det levende vand” – et symbol på Guds tilgivende nærvær.

Som en tragisk rød tråd løber vores iboende uvilje mod evangeliets forargelige åbenhed gennem kirkens historie. Alt for ofte har kirken og dens tradition taget patent på frelsen. Gjort os selv til de hellige og andre til syndere. Vi anerkender – og bekender – at vi til tider er på fuld omgangshøjde med selv den bedste farisæer på Jesu tid i vores slavetendens til at begrænse menneskers møde med Guds godhed og kærlighed.

Det vil ganske enkelt være en tragedie i tragedien, hvis debatten om et vielsesritual for homoseksuelle gør os bange for evangeliet. Der er ikke den person og situation, som evangeliet ikke kan nå. ”I dag skal du være med mig i Paradiset”, er Jesu sidste ord til røveren på korset.

Men selv med et øje kan vi ikke undgå at se, at Jesus ikke blot forargede i sit åbne møde med mennesker. ”Hvem kan så blive frelst?”, udbryder disciplene fortvivlet på vejen mod Jerusalem, hvor Jesus i stigende grad begynder at tale om prisen for at følge ham. Jesus gør mere end at opsøge og frelse det fortabte. Han tager os bagefter med på vandring: ”Følg mig!”, siger han!

Også kvinden i Samaria bliver klar over, at der i mødet med Jesus er et før og efter: ”Han har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort”.

Samme grundlæggende dobbelthed møder vi hos Paulus i snart sagt alle hans breve. Tag for eksempel Galaterbrevet – det brev, hvor han mest indædt kæmper imod slavebindingen af evangeliet. Trods det afslutter han brevet med at tale om evangeliets forpligtelse. ”Brødre, I blev kaldet til frihed”, skriver han og fortsætter med det samme: ”Brug blot ikke friheden som påskud for kødet”.

Evangeliet forarger ikke blot i det grænsesprængende frie møde. Det forarger også i sit krav til forpligtelse og efterfølgelse. Der er ikke noget evangelium i Det Nye Testamente, der ikke indeholder en forpligtelse også af etisk art.

Luther begyndte på et tidspunkt at tale meget klart om evangeliets forpligtelse. Han gik så at sige fra tårnkrig til tofrontskrig. I ”tårnet” havde han som ung munk kæmpet sig til klarhed over evangeliets frihed.

Men som Reformationen spredte sig, viste der sig efterhånden en ny front. Luther måtte erkende, at en gruppe, nærmest i begejstring over evangeliets frihed, var blevet over-entusiastiske og nu forkyndte evangeliet uden at tale ”om helliggørelsen, om det nye liv i Kristus”.

Luther kaldte dem for ”antinomister” – de, der var imod loven. Han medgav, at de nok var dygtige påskeprædikanter; men de var ”skændige pinseprædikanter”, fordi de blot ville tale om syndernes tilgivelse og ikke ”syndernes ophør”.

Og stik imod hvad mange senere Luther-læsere ville vente, måtte han korrigere denne nye ensidighed med ordene: ”Den sande Kristus er ikke dér, om så alle engle skreg: ’Kristus alene, Kristus alene!’” (alle citater fra skriftet ”Om koncilierne og kirken”, 1539).

En nåde uden efterfølgelse er, med Dietrich Bonhoeffers ord, ikke en fri nåde, men en billig nåde. ”Billig nåde er vor kirkes dødsfjende. Vor kamp i dag gælder den dyre nåde. Billig nåde betyder nåde som udsalgsvare, tilgivelse, trøst og sakramente til spotpris; nåde som kirkens uudtømmelige forrådskammer, hvorfra der øses ud med letfærdig hånd, tankeløst og grænseløst; nåde uden pris, uden omkostninger.”

Ja, det handler virkelig om kærlighed. Kærligheden er nådens grundtone; og kærligheden er forpligtelsens grundtone. For kærlighed sætter os ikke fri til selv at definere, hvad den måtte gå ud på, eller hvad den må koste os. Kærligheden rummer lydighed. Også når den byder os det, vi næsten ikke kan bære.

Det er endnu ikke godtgjort, hvordan vor tid og vor kirke skulle kunne vide bedre, hvad Kristi kærlighed kræver, end hvad Kristi apostle bød os.

Selvom vi gerne kvitterer biskop Skov-Jakobsen for ligefrem tale, så mener vi ikke, at vi med ham har frihed til simpelthen at sige: ”Homoseksuelle forhold bliver omtalt som en synd i Bibelen, men vi opfatter det som kærlighedsforhold” (Politiken, den 20. september i år, red.).

Det er stadig ikke godtgjort, ud fra hvilke parametre og på hvilken basis vi skulle kunne forstå kærlighed så grundlæggende anderledes, end Det Nye Testamente gør.

Og ja, det handler om selve evangeliet – det hele evangelium, der hverken bliver for småt eller kun halvt. Et helt evangelium modgår med mod enhver tale om en særlig gruppe af syndige mennesker, nåden ikke gælder. Gælder den kun nogle, gælder den ingen – og slet ikke os!

Men et helt evangelium kalder samtidig ind i en forpligtende efterfølgelse af den Jesus, vi kender fra Skriften selv. En begrundelse for et vielsesritual for homoseksuelle kan ikke hentes ud af evangeliet uden at ende i antinomismens manglende syn for efterfølgelsens nødvendighed.

Vi ender med et halvt evangelium, med billig nåde og en lovløs kirke, der ikke længere vil vejledes af Herrens eget ord.

Leif Andersen er lektor i praktisk teologi på Menighedsfakultetet og rejsepræst i Indre Mission. Morten Hørning Jensen er lektor i Ny Testamente på Menighedsfakultetet og hjælpepræst i Århus Valgmenighed.