Fra elfenbensgebisser til nul huller-generationen

Sankt Apollonia – skytshelgen for tandlæger: Den fromme ældre dame fik slået alle sine tænder ud og døde som martyr på bålet omkring 250 i Alexandria. I middelalderen begyndte der at dukke relikvier op, der mentes at stamme fra denne helgeninde. Det var gerne tænder eller dele af hendes kæbe. Pave Pius VI (1775-1799) brød sig ikke om denne relikviedyrkelse og beordrede, at alle de Apollonia-tænder, der var genstand for dyrkelse rundt omkring i Italien, skulle samles sammen og smides i Tiberen. Kassen, hvori Apollonia-tænderne blev lagt, vejede efter sigende omkring 3 kilo. Apollonia afbildes gerne som en ung kvinde med enten en tandlægetang i hænderne eller en halskæde, hvori der hænger en eller flere af hendes tænder. Illustrationen her er fra 1500-tallet. –

- Scanpix.

Læs også

flexblock

Tema

Sundhed & Helbred

flexblock

Fakta

Tidslinje

3000-4000 år f.kr: Egypterne har tandlæger og man har blandt andet fundet egyptiske opskrift på...
Læs mere

flexblock

Emneord for denne artikel

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Line Vaaben | 2. januar 2012

Selvom tandsygdomme har eksisteret lige så længe som mennesket, er tandlægefaget kun godt 100 år gammelt. Inden da var tandbehandling primitiv og typisk overladt til den kloge kone eller barberen. Og der har altid været forskel på tændernes forfatning hos høj og lav

Når de romerske senatorer omkring 480 f.Kr. var færdige med deres politiske møder i Castor og Pollux-templet på Forum Romanum, kunne de slentre ud mellem søjlerne og besøge nogle af de butikker og stadepladser, der lå langs med det imponerende tempel. Her kunne de blandt andet besøge den kombinerede barbersalon og tandklinik og få lagt sminke – eller få behandlet deres tandsygdomme. Således fandt en skandinavisk udgravning for nylig netop ved dette tempel små salve- og sminkebeholdere samt 86 udtrukne tænder i gulvafløbet fra en sådan klinik.

LÆS OGSÅ: Tættere på fuld brugerbetaling hos tandlægen

Jo, tandsygdomme og behandling af dem er formodentlig lige så gamle som selve mennesket, og fra både skriftlige kilder og arkæologiske udgravninger ved man, at der har været udført tandbehandlinger i de fleste større antikke kulturriger.

”Det, der skete dengang, var jo uhyre primitivt og byggede meget på overtro. Man havde ikke tekniske hjælpemidler til at udbedre noget. Og ofte har man bare trukket tænder ud.”

Annonce

Det fortæller Ib Sewerin. Han er doktor i odontologi – læren om tænder – samt tidligere redaktør af Tandlægebladet og forfatter til en række bøger og artikler om tandlægehistorie.

Helt tilbage fra de gamle egyptere – 3000-4000 år før Kristi fødsel – udviklede man recepter på smertestillende behandling, og faktisk stammer også verdens ældste tandpastaopskrift fra Egypten. Her børstede man tænderne med en blanding af kridtpulver og urin – for at blege tænderne. Også i det antikke Grækenland cirka 460 til 370 f.Kr har man fundet beskrivelser af tændernes anatomi og fysiologi samt behandling af tandsygdomme.

De plastictandbørster, vi kender i dag, kom først på markedet efter Anden Verdenskrig, men i de ældste kulturriger havde man også tandbørster. Man mener, at den første tandbørste blev opfundet i præ-islamisk tid – en type, der stadig bruges i muslimske lande. Det er en trærod – en miswak – som fugtes og tygges i den ene ende, så den ligner en lille barberkost. En af dem, der ifølge overleveringer brugte en miswak, var profeten Muhammed.

Tænder og tandsygdomme var langt op i historien et lavstatusområde, som blev varetaget af uorganiserede eller ligefrem tvivlsomme personer. Fra middelalderen og helt op til slutningen af 1700-tallet blev tandbehandling i byerne foretaget af barberen – som ofte også tog sig af andre kirurgiske indgreb for eksempel åreladning. Mens folk på landet var overladt til omrejsende humbugmagere, der tog fat med tang og knofedt. Det gjorde helt sikkert ondt. Men bagefter var problemet løs, og det kostede ikke ret meget. Havde man råd, var alkohol et typisk bedøvelsesmiddel.

”Det var gøglere og charlataner, der optrådte på markedet og tjente penge på dårlige tænder. Det var ikke et område, lægerne tog sig af – det blev betragtet som lavstatusområde,” siger Ib Sewerin.

Formodentlig havde befolkningen dog som udgangspunkt en bedre tandstatus end i dag.

”De levede måske lidt sundere, havde ikke adgang til alskens slik og forfinet mad, som vi har i dag. Men masser af de ældre mistede deres tænder, og man havde jo også tandsygdomme som paradentose,” siger Ib Sewerin.

I historiske kilder kan man også finde folk, der skriver om tandsmerter. Og man kan støde på urteopskrifter og andre gode råd mod tandpine.

”Det har ikke været morsomt at have tandpine i middelalderen. Man kunne stort set kun kurere det med tandudtrækninger. Og når vi tænker på, hvor mange der har visdomstænder, der sidder i kæben og giver betændelse, så har det medført ufattelige lidelser for de pågældende. Men det hører jo med til billedet, at man havde et andet niveau for sygdomsopfattelse, hvor man generelt var nødsaget til at acceptere smerte og invaliditet i højere grad end i dag,” siger Ib Sewerin.

Dårlige eller manglende tænder sender i dag et signal om lav social status. Og sådan har det altid været, fortæller overinspektør på Nationalmuseet Peter Henningsen:

”I 1600- og 1700-tallet er der ingen tvivl om, at det at have sine tænder i behold var et statussymbol. Adelen børstede tænder og forsøgte at holde dem ved lige, og det var også dem, der brugte alle mulige tandprodukter, som man kunne rense tænderne med.”

Mens almuen brugte en pegefinger og lidt groft salt til at skrubbe tænderne med, købte fine folk tandbørster med sølvskafter og svinehår og alskens cremer og pulvere. Det kan man blandt andet læse i den mest udbredte avis i 1700-tallets København: Adresseavisen.

”Her kan man finde annoncer for blandt andet tandpulver, creme og ting, man kan børste med. Det handlede ikke kun om at bevare tænderne, men også om ikke at have dårlig ånde. Man kan ikke se fra avisen, hvor udbredt det var, men der er ingen tvivl om, at overklassen gik op i deres tænder. Overklassen har jo altid gået op i deres udseende. Det er nemlig en statusmarkør at bruge tid på den slags,” siger Peter Henningsen og tilføjer: ”Nøjagtig som det er i dag.”

USA’s første præsident, George Washington (1732-1799), havde tabt tænderne, og han bar et gebis af elfenben, som han efter sigende selv havde skåret. Men selv for dem, der havde råd til det, var datidens gebisser ikke noget kønt syn.

”I 1600- og 1700-tallet var forsøg på at lave erstatninger for tænder meget, meget primitive. Man kunne ikke tage aftryk og lave modeller – et gebis skulle skæres til i træ eller ben efter øjemål. Og det har næppe været behageligt at gå med,” siger Ib Sewerin.

En af de personer, der var mest fremsynet i tandlægevirksomhed, var franskmanden og kirurgen Pierre Fauchard (1678-1761), som betragtes som odontologiens fader. Han forsøgte sig med både plombering, proteser og tandregulering og var en af de første til at opfinde gebisser. De var forsynet med fjedre, der tvang kæberne fra hinanden, når man havde bidt sammen. Men de var dog så kraftige, at mange af datidens velhavende parisere måtte gå med åben mund.

I en lang periode hørte tandlæger under kvaksalveriloven, som blev udstedt i 1794 af Christian VII, og som gjorde det ulovligt for ikke-læger ”at tage syge i kur.”

”Loven rettede sig imod kloge mænd og kloge koner, fordi man ønskede at komme den type kvaksalveri til livs, der byggede på overtro og urteekstrakter. Men der blev indført en paragraf om, at hvis der var nogen, der havde særlig kundskab inden for et område af lægekunsten, kunne de få lov til at udøve virksomhed inden for det lille område, de var kyndige i,” siger Ib Sewerin.

Visse tandlæger blev på denne måde fritaget for loven, og sådan fungerede det indtil 1888, hvor man oprettede den første tandlægeskole. Forinden havde tandlægerne organiseret sig i Dansk Tandlæge Forening i 1873 for at lægge afstand til barberer og andre, der fiflede med tænder.

Og så omkring århundredskiftet begyndte en række opfindelser at forbedre tandplejen: Boremaskinen blev forfinet, og lokalbedøvelsen kom til. Og i begyndelsen af 1900-tallet begyndte man at bruge aftryksmaterialer, som er forudsætningen for at kunne tilpasse et gebis til den enkeltes mund.

”Før man fik den tekniske udvikling og opfandt boremaskinen i 1871, var teknikken i tandpleje virkelig meget begrænset. Det er først i de seneste 150 år, at der virkelig er sket noget på området,” siger Ib Sewerin.

Samtidig begyndte fremsynede tandlæger at kere sig om almenbefolkningens tandsundhed. En af dem var tandlæge i Svendborg Marinus Kiær. Han undersøgte 1111 fynske børn, og det viste sig, at 83 procent af dem havde caries – altså huller i tænderne. For egen regning oprettede han derfor Danmarks første børnetandlægeklinik på Borgerskolen i Svendborg. I de følgende år dukkede private initiativer op overalt i landet. Og i 1918 nedsatte politikerne den såkaldte Carieskommission, der anbefalede, at kommunerne ydede gratis skoletandpleje, mod at staten betalte halvdelen af udgifterne. Samtidig sloges tandlægerne stadig for anerkendelse af deres fag.

”Der var en kontant kamp for akademisk anerkendelse på linje med lægerne. Faktisk fik man først i 1940’erne anerkendt Tandlægeskolen som en højere læreranstalt og tandlæger som akademikerne, der skulle have gymnasieeksamen for at blive optaget på skolen,” siger Ib Sewerin.

Under Anden Verdenskrig blev tandsundheden markant forbedret. Det skyldtes paradoksalt nok sukkerrationeringen, der gav færre huller i tænderne. Men den udvikling forsvandt efter krigen, da rationeringen efterhånden faldt væk. Og op gennem 1950’erne og 1960’erne blev det politisk klart, at man blev nødt til at sætte ind med forebyggelse. Flere tandlægekommisioner og ordninger banede herefter vejen for den skoletandpleje, vi kender i dag, hvor alle skolebørn er omfattet af børnetandplejen. Loven kom i 1972, og siden 1981 har også førskolebørn været inddraget.

Så på 100 år er danske børn gået fra næsten 100 procent til nul huller-generationerne, og tandlægen er samtidig steget i agtelse fra charlatan til en højtuddannet specialist, som er dyrere at uddanne end en læge.

Men der er stadig store sociale forskelle på danskernes tandsundhed, fastslår professor i odontologi Poul Erik Petersen. For når skoletandplejen slipper grebet om danskerne, sætter uligheden ind.

”Uanset at danskerne har fået meget bedre tandsundhed, er den sociale ulighed i tandsundhed konstant. Det er de dårligt stillede, som har de dårligste tænder. Der er stadig meget stor forskel på kong Salomon og Jørgen Hattemager,” siger han.

Kilder:

Forelæsninger i odontologens historie ved Ib Sewerin.

”Tandlægeskolen i København 1888-2000 – liv og historie” af Ib Sewerin, 2005.

Jubilæumsskrift 1917-1992 – Tandlægernes Nye Landsforening.

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock