Storbritanniens premierminister, David Cameron, har for nylig holdt en vigtig tale i Oxford, hvor han slog fast, at landets kristne historie rækker langt ind i nutiden. Her ses han i et håndtryk med EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, under Václav Havels begravelse lillejuleaften i Sankt Vitus-katedralen i Prag. –
- Petr David Josek/Scanpix.
Viggo Mortensen |
3. januar 2012
Den britiske premierminister David Camerons tale om Storbritannien som et kristent land udpeger en række kristne værdier, som passer eminent til krisetider
Det var David Cameron, den engelske premierminister, der kort før jul holdt en højt profileret tale i anledning af fejringen af King James-bibelens 400-års- jubilæum (omtalt i Kristeligt Dagblad den 21.12.2011), der slog dette fast om England: Vi er et kristent land. Han pegede på tre faktorer, som viser dette:
LÆS OGSÅ: Antallet af kristne briter er faldet med 10 procent• Bibelen har afgørende præget sprog og kultur. Det gælder lige fra hverdagsudtryk til de største litterære og kunstneriske værker.
• Det kristne syn har gennemsyret politikken, lige fra menneskerettigheder og lighed til monarkiet og det parlamentariske demokrati.
• Det er Bibelen, der har formet det sæt af værdier og moral, der præger landet. Cameron viger ikke tilbage for at benævne disse værdier, han kalder kristne: ansvarlighed, hårdt arbejde, godgørenhed, barmhjertighed, ydmyghed, selvopofrelse, kærlighed, stolthed over at arbejde for det fælles bedste.
Vort lands fremtid står ved en korsvej, slutter David Cameron og udtrykker ønsket om, at den engelske kirke kan være med til at sikre, at disse kristne værdier fortsat vil præge det britiske samfund. For, som han siger, ”kristendommen lever og har det godt i vort land”.
Som sagt: En højt profileret, stærkt ideologisk tale, der måske mere udtrykker en ønskedrøm end dækker over realiteter. For hvordan forholder dette normative synspunkt sig til den empiriske virkelighed, som samfundsvidenskaberne beskriver den? Man kan tage den engelske sociolog Callum Brown, der i sin bog fra 2001, ”The Death of Christian Britain” (Det kristne Storbritanniens død), påpeger den dramatiske tilbagegang, kristendommen og dens institutioner har været genstand for siden 1960’erne. Han påviser med temmelig overbevisende argumenter, at udviklingen i England i sidste halvdel af det 20. århundrede dokumenterer, hvordan en religion kan dø.
Hertil kan lægges iagttagelsen af, hvor usikker og famlende den anglikanske kirke har stået over for fremvæksten af en aggressiv ateisme og et bastant multireligiøst samfund. Ingen sætter spørgsmålstegn ved den anglikanske ærkebiskop, Rowan Williams, intellektuelle integritet og personlige fromhed, men hans oplæg til en diskussion om sharialovgivning var i bedste fald naiv. Internt i den anglikanske kirke er der selvfølgelig folk, der forsøger at tage udfordringen op; man kan tænke på de mange forsøg på at arbejde med kirkelig fornyelse inden for bevægelserne Nye Udtryk (Fresh Expressions) eller Kirker i Frembrud (Emerging Church). Men indtrykket, der bliver tilbage, er alligevel en rådvildhed over for, hvorledes man som den etablerede kirke i landet skal reagere på den ganske nye situation.
Her melder Cameron sig på banen for at give kirken og nationen et moralsk boost. Det skal hilses velkomment. Kig igen på rækken af ”værdier” eller dyder. Og se: De passer eminent til krisetiderne. Så måske er den underliggende dagsorden et forsvar for de gode konservative dyder: ansvarlighed, hårdt arbejde, godgørenhed, barmhjertighed, ydmyghed, selvopofrelse, kærlighed, stolthed over at arbejde for det fælles bedste.
Og Danmark? Næsten samtidig med Camerons tale kom de seneste tal fra Danmarks Statistik, der siger, at nu er hver femte dansker ikke medlem af folkekirken. 79,9 procent lyder det nøjagtige tal. Det fik straks religionssociolog Brian Arly og religionsforsker Tim Jensen til at tale om, at så kan folkekirken ikke længere kalde sig folkekirke. Skal vi ikke lige slå koldt vand i blodet og vente med at tage hatten af, til manden står i stuen?
I de seneste 20 år har folkekirken mistet mellem en halv og en hel procent af medlemsskaren om året. Grundene til denne udvikling er alt for mange til, at de kan omtales her i en kort klumme. Fortsætter den udvikling, varer det endnu mellem 30 og 40 år, før vi er nede på de 5o procent. Det giver Folkekirken god tid til at vise, at den fortsat kan gøre sig fortjent til hovedparten af befolkningens tillid. I mellemtiden kan Danmark fortsat omtales som et protestantisk kristent land. Kan vi regne med at vores statsminister holder en tale med det indhold i det nye år?
Viggo Mortensen er professor i teologi på Aarhus Universitet.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad