Forældre til børn med ADHD har ofte store udfordringer med at få hverdagen til at hænge sammen. Men det kan et nyt kursus være med til at afhjælpe. Karsten Mikkelsen med sine drenge Aleksander og Mads har fået en mere struktureret og optimistisk hverdag efter at have deltaget i kurset. Her er mere friluftsliv og planlægning en del af løsningen. – Privatfoto.
-
Jonas Fruensgaard |
3. januar 2012
Et unikt 12-ugers kursus har givet familier med ADHD-børn en tryggere og bedre hverdag. Og samfundet kan spare mange penge på at udbrede kurset i kommunerne, mener ekspert
”Før oplevede vi ofte, at en helt almindelig ting som at tage ud og købe ind kunnet give store problemer. Min søn råbte og skreg og blev nemt utryg ved at gå fra en situation til en anden”.
Sådan fortæller Karsten Mikkelsen, der er far til 8-årige Aleksander, som har ADHD.
LÆS OGSÅ: Forskere ved for lidt om ADHD-medicinHer har hverdagen ofte været præget af uro og konflikter, når Karsten Mikkelsen og hans kone har forsøgt at få dagen til at hænge sammen for deres to drenge.
Men det har kurset ”Kærlighed i Kaos”, som ADHD-foreningen står bag, lavet om på.
Kurset er det første af sin slags herhjemme og blev gennemført fra januar til marts i år. Her deltog 22 familier.
Virkningen af kurset er netop blevet evalueret Center for Folkesundhed og Kvalitetsudvikling. Familierne udfyldte spørgeskemaer både ved kursets start, afslutning og her et halvt år efter og har deltaget i fokusgrupper.
Ifølge besvarelserne har det været en stor succes, fortæller Anna Furbo Rewitz, der er udviklingskonsulent og projektleder i ADHD-foreningen.
”Det har hjulpet rigtig mange familier. De har fået nogle konkrete redskaber, som de virkelig har kunnet bruge, og som er en stor hjælp i deres hverdag,” siger hun.
Svarene viser, at andelen af forældre, som synes, de klarer hverdagen dårligt, er faldet fra 67 procent til 22 procent. Og andelen af forældre, som mener, ”at min relation til mit barn er præget af kaos og negativitet frem for glæde,” er faldet fra 44 til 4 procent.
For Karsten Mikkelsen har kurset været en stor hjælp til at få organiseret familielivet.
”Vi planlægger os ud af problemerne nu. Vi bruger en husketavle, der viser, hvad der skal ske i løbet af dagen, fra børnene står op. Det giver tryghed og ro for både børnene og os selv,” siger han.
Børn med ADHD har ofte en dårlig tidsfornemmelse og har svært ved at håndtere uventede situationer. Derfor kan en helt almindelig omstilling fra at være hjemme og til at skulle til fødselsdag være et stort problem, fortæller Karsten Mikkelsen.
”Selvom de her redskaber ikke er raketvidenskab, er det noget man ikke tænker over til daglig. Og her har det været guld værd at lære om adfærd hos ADHD-børn, tale med andre forældre og høre deres erfaringer og få masser praktiske tips,” siger han.
Da Aleksander fik konstateret ADHD for tre år siden, følte Karsten Mikkelsen, at det var svært at få hjælp til, hvordan man skal forholde sig til udfordringen som forældre. Og mange forældre oplever, at de er alene, når barnet får stillet diagnosen, fortæller Anna Furbo Rewitz.
”Ofte får forældrene blot en recept i hånden. Der er sjældent pædagogisk hjælp at hente i forhold til, hvordan man skal opdrage og hjælpe et barn med ADHD,” siger hun.
Derfor håber hun, at kommunerne vil tage godt imod kurset, så det kan blive udbredt i hele landet. Det koster 28.000 kroner at sende syv forældrepar på 12 ugers kursus.
Og de penge er givet godt ud, mener Jan Jørgensen, som er overlæge og formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab.
”Generelt har vi rigtig gode erfaringer med forældrekurser til psykisk syge. Det giver forældrene redskaber til at give børnene en bedre og tryggere hverdag. Og pengene tjener hurtigt sig selv hjem. Hvis et barn først dropper ud af skolen og skal til at have en kontaktperson og særlige aktiveringstilbud, kan det nemt koste op mod en million kroner,” siger han.
Han mener, at der mangler tilbud og en samlet plan for, hvordan forældre kan give deres barn med ADHD de bedste rammer:
”I dag findes der astmaskoler og diabetesskoler, men ikke nogen ADHD-skoler, hvor forældre og børn kan få mere viden om, hvad det er for en sygdom, hvad der kan gøres, og hvordan det kan afhjælpes”.
Karsten Mikkelsen sætter stor pris på den optimisme, som præger familien efter kurset. Han håber, at andre forældre kan få den samme hjælp.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad