Livet er et stort underligt poetisk digt

H.C. Andersens liv var et eventyr i sig selv. En fattig dreng fra Odense, der voksede op og blev verdensberømt.

Læs også

flexblock

Tema

Boganmeldelse

Dansk litteratur

flexblock

Emneord for denne artikel

kristendom | selvbiografi | poesi | H.C. Andersen

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Anders Juhl Rasmussen | 3. januar 2012

H.C. Andersens første selvbiografi fra 1832 er fængslende, sympatisk og udbytterig

H.C. Andersen er og bliver et fænomen i dansk litteratur. Børn hører hans eventyr, før de selv kan læse, voksne forundres over, hvad der også står i disse eventyr, når de læser dem højt, og unge analyserer hans eventyrlige prosa i skoler, på seminarier og universiteter. Selv for udenlandske forskere er hans forfatterskab en stadig udfordring.

Mennesket bag værket kender vi alle sammen igennem en række sejlivede klicheer. Andersen var selvoptaget og uden selvkritik, en næsten grinagtig fantast uden situationsfornemmelse og realitetssans. Kun de færreste har ulejliget sig med at læse hans selvbiografi eller rettere sagt selvbiografier, for der er hele tre af slagsen.

Den første selvbiografi skrev Andersen i 1832, kun 27 år gammel. Efter nutidens målestok er det en provokerende tidlig alder, men dengang var det gennemsnitlige liv meget kortere og langt mere usikkert. Selvbiografien er ufuldendt og overleveret som en renskrift af en kladde. Først i 1926 blev teksten fundet i et arkiv af Hans Brix og udgivet under titlen ”H.C. Andersens Levnedsbog”.

Annonce

Der er tale om et enestående dokument. Andersen giver i 1832 og på et tidspunkt, hvor han endnu ikke har fået sit gennembrud som eventyrdigter, et dybt fængslende og udbytterigt, for ikke at sige sympatisk billede af sig selv. Nok er den unge mand optaget af at forfine sit talent for poesi og dramatik, og nok er han stolt over at kunne klare sig på egen hånd i København, men er der noget forkert ved det? Andersen virker ikke mere selvoptaget end så mange andre, og han er faktisk ikke ubekendt med selvironi. Nogle vil hævde, at den ældre Andersens karakter tog skade af berømmelsen, men det skal ikke ligge den yngre Andersen til last.

Et gennemgående tema i levnedsbogen anslås i optakten:

”Dag for Dag bliver mere og mere Poesie for mig; Poesien træder ind i mit Liv, og mig synes, at selve Livet er et stort underligt poetisk Digt. Jeg føler en usynlig, kjærlig Haand styrer det Hele; at det ikke er et blindt Tilfælde der har ført mig frem, men at et usynligt Fader-Hjerte har banket for mig!”

Det poetiske og det kristelige er hele tiden to sider af samme sag for Andersen, og især er det poesien, som forfølges i det unge menneskes liv. Den fattige dreng i Odense vækker overalt opsigt ved at besidde en ualmindelig fantasi og en næsten ufejlbarlig hukommelse. Dannelse har han til gengæld ikke, han kan knap nok skrive et forståeligt dansk, før han sættes på latinskole i Slagelse hos den frygtelige Meisling. Den elendige bogstavering mærkes med al ønskelig tydelighed i levnedsbogens egen tekst, hvad der kun tilfører læsningen yderligere charme.

Levnedsbogen beretter kort sagt om Andersens liv fra fødslen i 1805 til den første forelskelse i 1831. Romantikere ville måske kalde forelskelsen for hans anden fødsel, selvom det ligner et tilfælde, at bogen slutter netop her, brat og på sit højeste intensitetsniveau. Den både inderlige og stormende forelskelse er tilsyneladende gengældt af den jævnaldrende Riborg Voigt, skønt Andersen nok ikke er det bedste vidne herpå, men hendes forlovelse med en anden i byen umuliggør et forhold. Det af lidenskab flammende brev, Andersen sender til hende og skriver af i sin selvbiografi, er efter min mening et højdepunkt i dansk romantik.

Levnedsbogen er desuden interessant ved sin skildring af datidens Danmark. En rejse til København over havet mellem Fyn og Sjælland var objektivt set en farefuld færd. Og den blev af alle opfattet som særdeles farlig. Andersens mor kom for eksempel aldrig på besøg hos sin søn i København. Man kunne dengang leje et værelse ud i byen uden vindue og kun med plads til en seng og to stole. Andersen boede hele sit liv til leje i kortere og længere tidsrum.

I 1820’erne var Bakkehuset på Frederiksberg et sted, man rejste ud til inde fra København, hvis grænse gik ved voldene. Ville en københavner bese Møns Klint, foregik rejsen med båd og kunne vare dage. Jylland, som Andersen rejser igennem i slutningen af 1820’erne for at samle stof til en ny roman, beskrives uden skumle bagtanker som et eksotisk fremmed land beboet af utilregnelige kæltringer.

kultur@k.dk

H.C. Andersen: H.C. Andersens Levnedsbog. Udkom første gang i 1832. Udgivet af H. Topsøe-Jensen. Det Schønbergske Forlag, 1988.

I klummen ”Genlæst” skriver et fast panel om klassikere fra litteraturens verden. Hvis du har en idé til en klassiker, som panelet kan genlæse, så skriv til kultur@k.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock