Brækkede ben repareres gratis, men huller i tænderne koster

”Vi har en meget udbredt dokumentation for den sociale ulighed i tandsundhed. Man skulle tro, at uligheden i tandsundheden forsvinder ved den generelle forbedring i danskernes tandsundhed, men nej: Den sociale ulighed har cementeret sig i Danmark gennem de seneste mange, mange år. Faktisk lige siden man første gang gennemførte undersøgelse af det her fænomen lige efter Anden Verdenskrig,” siger Poul Erik Petersen.

Opdelingen i offentlig sygesikring og brugerbetaling har rødder helt tilbage i 1890’erne, og dengang fyldte medicin og tandlægebehandling ikke særligt meget. Og langt hen ad vejen har tændernes tilstand været betragtet som et kosmetisk og dermed privat problem, forklarer Birthe Cortsen.

For hundrede år siden havde stort set alle i befolkningen huller i tænderne, og tandløshed var udbredt i voksenalderen. Men i dag bevarer langt flere danskere deres tænder, og den meget dårlige tandsundhed rammer primært specifikke befolkningsgrupper. Og den skævhed er et stort samfundsproblem, mener Børge Hede, overtandlæge i Københavns Kommune.

”Tænk, hvis man indrettede sygehusvæsnet på samme måde som tilskudsordninger inden for tandsundhed: At man fik gratis konsultation på forebyggende tiltag som spisevaner og helbredsundersøgelser, mens dem, der havde brug for en dobbelt bypass, skulle betale det selv,” siger Børge Hede.

Han henviser til, at danskerne faktisk får offentligt tilskud til almindelige forebyggende tandlægetjek, mens regningen for alvorlige problemer med tandsundheden som paradentose eller kroner og implantater ender hos patienterne. Og det er en helt forkert prioritering, mener Børge Hede.

”Det system, vi har i dag, tilgodeser i alt for høj grad den almene befolkning frem for de mennesker, der bærer sygdomsbyrderne, nemlig de socialt marginaliserede, de ældre eller dem der bliver ramt af paradentose. Jeg mener, vi i langt højere grad skal kanalisere midlerne hen til dem, der fejler noget i munden, frem for at hele befolkningen kan få pudset deres tobaksbelægninger og rødvinstænder med offentligt tilskud,” mener Børge Hede.

Trods den åbenlyse sociale slagside er den høje brugerbetaling ikke noget, som politikerne hidtil har været særlig optaget af at få ændret. Under valgkampen i september 2011 luftede partiformænd for både De Radikale og Konservative godt nok, at man burde se nærmere på den høje brugerbetaling på tandbehandling. Men det er en kompleks manøvre, indrømmer sundhedsorfører for De Radikale Camilla Hersom.

”Vi mener, at man samlet set skal kigge på brugerbetaling i sundhedsvæsnet, for det er jo mere tilfældigt, end det er gennemtænkt. Vi så meget gerne en overordnet diskussion af, hvor i systemet, der skal være brugerbetaling og ud fra hvilke principper. Og hvordan man får skåret det til på en måde, så det er retfærdigt og gennemtænkt,” siger Camilla Hersom, men indrømmer, at det ikke er en del af det nye regeringsgrundlag. ”Og at det politisk ligger noget ude i fremtiden,” som hun formulerer det.

Det skyldes blandt andet, at Socialdemokraterne helst ikke ser, at brugerbetalingen for eksempel lander hos lægen, siger sundhedsordfører Sophie Hæstorp:

”Vi synes ikke, at høj brugerbetaling på tænder skal være en undskyldning for at indføre brugerbetaling på praktiserende læger. Men vi vil gerne være med til at se på, hvordan man kan nedbringe brugerbetaling de steder, hvor det skaber uacceptabel ulighed i sundhed,” siger hun.

Hos oppositionspartiet Venstre vil sundhedsordfører Sophie Løhde også gerne se på en omlægning af brugerbetalingen – men vel at mærke kun, hvis det lever op til Venstres slogan om, at ”det ikke skal være dyrere at være dansker”.

”Brugerbetalingen i sundhedsvæsnet er historisk betinget og tilfældig. Den tilfældighed kunne man godt se på ved at foretage et serviceeftersyn af området,” siger Sophie Løhde.

Så øvelsen må altså ikke koste danskerne mere – helst mindre. Men samtidig bliver det svært at finde pengene i det offentlige system, erkender politikerne. Selv Stine Brix fra Enhedslisten, der gennem de seneste år har fremlagt stribevis af forslag om mindre brugerbetaling på tænder, siger:

”Det koster jo rigtig mange penge at afvikle brugerbetaling med et trylleslag. Jeg tror kun, det er muligt at nå det mål med en strategi for gradvis afvikling af brugerbetaling. Man kunne jo starte med at udvide skoletandplejen, så de unge kunne fortsætte et par år ekstra,” siger Stine Brix.

En mere fair eller i hvert fald anderledes fordeling af tandlægeregningen vil altså formodentlig kræve, at hele brugerbetalingen i sundhedsvæsnet får et politisk eftersyn. Og det er, hvad professor i sundhedsøkonomi Jes Sø-gaard fra Dansk Sundhedsinstitut kalder ”politisk farligt”.

”Selvom det virker mindre voldsomt at sige, at man vil omlægge brugerbetalingen end at øge den, så ville det i realiteten gøre politisk ondt at begynde at pille ved det. Mange politikere mener, at det er en del af vores demokratiske system, at man kan gå gratis til læge, og at reducere brugerbetaling på tandlæge, fysioterapeut og de andre områder med høj brugerbetaling får man ikke så meget politisk goodwill for. Så når man år efter år kan konstatere, at der ikke sker noget på det her område, er det, fordi det politisk er for besværligt og omkostningstungt,” siger han.

Netop den høje egenbetaling på tænder er med til at Danmark opgjort i procenter rent faktisk har en lige så høj brugerbetaling som mange andre europæiske lande – nemlig omkring 16 procent, hvis man definerer det som de penge, danskerne betaler ud af egen lomme. Så selvom vi har gratis adgang til lægen og sygehuset, kan vi riskere at blive meget belastet på pengepungen, når vi bærer briller, har dårlige tænder, problemer med ryggen eller har et højt medicinforbrug.

Men kan professoren forestille sig, at det nogensinde bliver anderledes? Poul Erik Petersen siger:

”Der skal politisk velvilje til at lave det om. Jeg har forsket i det her i en menneskealder, og vi har gennem årene lavet talrige undersøgelser, og det virker, som om de bliver negligeret politisk. Jeg forstår faktisk ikke, hvordan man som sundhedsansvarlig kan se på, at der er så åbenlys forskel uden at gøre noget ved det. Det er uetisk og bund-uretfærdigt, at man ikke udligner den ulighed. Men vi lever i en tid, hvor man i forvejen flytter ydelser fra det offentlige til privat regi, så der er nok ikke rigtig politisk medvind til det,” siger Poul Erik Petersen.

De Konservatives sundhedsordfører, Benedikte Kjær, mener dog ikke, at man skal opgive tanken om en større revision af brugerbetalingsområdet:

”Man sagde det samme om efterlønnen engang: Det ville ingen nogensinde røre ved. Jeg tror, det skal modnes. For det er da ulogisk, sådan som det er strikket sammen. Så det ville være det mest fornuftige, og nogle gange er der også behov for fornuft i politik.”

vaaben@k.dkOffentlig gratis tandpleje op til 30 år – hvad vil det koste?

Tandlægebehandling er vederlagsfri for børn og unge op til 18 år. Et af de forslag, der har været diskuteret politisk, har været en udvidelse af tilbuddet til at omfatte personer op til henholdsvis 20, 25 og 30 år.

Ifølge et udgiftsskøn vil det medføre årlige offentlige nettoudgifter i denne størrelsesorden:

Op til 20 år: 137 millioner kroner.

Op til 25 år: 461 millioner kroner.

Op til 30 år: 768 millioner kroner.

Kilde: Udgiftsskønnet er udarbejdet i november 2011 af Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Økonomi- og Indenrigsministeriet og Sundhedsstyrelsen