Tyskland er tilbage

Henvendt til Bush og Gorbatjov fortsatte hun: ”Præsident Mitterrand og jeg ved det. Vi har siddet ved forhandlingsbordet (med Tyskland) ofte nok. Tyskland vil benytte sin magt. De vil benytte det faktum, at de er den største bidragyder til Europa, til at sige: ’Se blot, vi lægger flere penge end nogen andre, så tingene skal være, som vi vil have det’. Jeg har hørt det flere gange. Og jeg har hørt de mindre lande være enige med Tyskland i håbet om at opnå tilskud. Det tyske parlament ville ikke underskrive Maastricht-traktaten, hvis ikke den fælles møntfods centralbank blev baseret der. Hvad sagde den Europæiske Union til det? ’I får det, som I vil have det’.”

Derpå sagde Thatcher det, der utvivlsomt ligger Cameron på sinde i dag: ”Alt det går lige lukt imod alle mine idealer. Der er folk, der siger, at man er nødt til at forankre Tyskland til Europa for at hindre, at disse træk træder frem igen. Nuvel, det er ikke Tyskland, man har forankret til Europa, men Europa, man har forankret til et Tyskland, som igen er dominerende. Det er derfor, jeg kalder det et tysk Europa.”

I debatten i 1995 delte hverken Bush eller Gorbatjov Thatchers uro. ”Jeg mente, at den tyske genforening grundlæggende ville være i Vestens interesse,” sagde Bush senior. ”Jeg mente, at tiden var inde til at stole mere på tyskerne på baggrund af, hvad de havde gjort siden afslutningen på Anden Verdenskrig.”

Til trods for Sovjetunionens oprindelige modstand mod tysk enhed endte også de med at gå med til det. Som Gorbatjov sagde: ”Præsident Bush havde ret med hensyn til Tyskland. Tyskerne har taget de demokratiske værdier til sig. De har opført sig ansvarligt. De har erkendt deres skyld. De har undskyldt for deres fortid, hvilket var yderst vigtigt. Så lige så svært det var at acceptere, lige så uundgåeligt var det, at det sovjetiske lederskab traf beslutninger i overensstemmelse med denne realitet.”

Senest har Polen taget til genmæle mod Thatchers historiske bekymring. Polen er det land, som har lidt mest under tyskerne. Landets nuværende udenrigsminister, Radoslaw Sikorski, ser den tyske styrke som et velkomment anker for Europa, fordi landet kan modstå både det globale aktiemarked og truslen om langsom vækst.

”Den største trussel mod Polens sikkerhed og velstand,” sagde Sikorski for nylig, ”er hverken terror eller Taleban, tyske tanks eller russiske missiler – men derimod et sammenbrud af eurozonen (...). Jeg er formentlig den første polske udenrigsminister i historien, der siger det, men her kommer det: Jeg er mindre bange for tysk magt end for tysk inaktivitet. I er blevet Europas uundværlige nation. I må ikke undlade at tage føringen”.

Såvel Thatcher som Sikorski har ret: Deres synspunkter er to sider af samme europæiske mønt. Et Europa, hvor Tyskland er den uundværlige nation, er vitterlig et tysk Europa. Men et Tyskland, der i dag bliver ledet af den form for demokratisk retskaffenhed, som Thatcher ville beundre, og ikke af ”das Reich”s maniske hensynsløshed, er præcis den form for anker, som Europa har brug for.

© 2011 Global Viewpoint Network

Oversat af Sara Høyrup