Lotte Kirkeby Hansen |
4. januar 2012
Nænsom fortælling om en ung kvinde med kernefamilie og kræft – og en helt usædvanlig stærk tro på Gud
”Du er her faktisk endnu,” siger hendes mand, da hun har grædt og grædt over, at hendes børn måske skal vokse op uden en mor. Og han har ret. Verden står endnu – også flere år efter, at Lone Nørgaard Jensen fik en terminalerklæring stukket i hånden.
Lone Nørgaard Jensen har et helt igennem fint liv med en dejlig mand og tre små børn, da hun får konstateret brystkræft og serveret beskeden om, at helbredelse er udelukket.
LÆS OGSÅ: "Vi skal ikke gå modløse ind i et nyt år"Hun er 37, og det eneste, lægevidenskaben kan tilbyde hende, er livsforlængende behandling. Det er nu seks år siden. Men Lone Nørgaard Jensen er her endnu. Og ”Tro, håb og kærlighed” er hendes fortælling om et liv med sygdom – og et liv med en tro så stærk, at hun kan stå det umulige igennem uden at miste modet.
Der er en stor forskel på, om man lever sit liv, eller om man blot venter på at dø. Og Lone Nørgaard Jensen lever. Med sin livstruende sygdom. Hendes fortælling viser, at man godt kan have et udmærket liv, selvom man er syg. Hvis sygdommen vel at mærke ikke bliver en selv. Og den øvelse er det ikke alle, der mestrer.
For Lone Nørgaard Jensen, der er indremissionsk præstedatter, kommer styrken fra Gud; fra visheden om, at der er en, der holder hånden over hende. Under hele sygdomsforløbet har det været naturligt for hende at vende sig mod Gud, blandt andet ved de forbønsmøder, hun tager til i forskellige frimenigheder. Her beder man for de syge, der bliver opfordret til at fastholde troen og smide frygt, bekymring og tvivl på porten. Og det hjælper for Lone, der vender hjem fra møderne med håb, liv og glæde. Det er troen, der overhovedet gør tanken om at skulle forlade sine små børn, udholdelig, og derfor forsøger hun at give sin tro videre til dem: ”Jeg synes, jeg kan bruge troen til at trøste i forhold til, at man skal dø. Det er jo det kristne håb, at der venter et fællesskab senere, der er bedre. Det er også det, at vi skal mødes igen, men ventetiden for de efterladte på jorden er jo svær.”
Historien er fortalt til Birgit Juel Martinsen, en veninde fra skoletiden, der i en nænsom og nogle gange næsten for loyal tone, renset for sensation og sentimentalitet, fortæller om en kvinde, der går mentalt og fysisk på line, og som aldrig ved, hvornår nye metastaser blæser hende omkuld.
Bogen leverer dels en klinisk og kronologisk fremstilling af sygdomsforløbet, dels en personlig, men aldrig privat, beretning om en kvinde, hvis tro – måske – giver hende nogle ekstra år med de børn og den mand, som hun så nødig vil forlade. I hvert fald giver troen hende en følelse af ikke at være alene – og et håb om at blive helbredt – og både sygdom og tro er med til at skærpe hendes fokus: Den tid, hun har, skal være god – uanset hvor lang den måtte være. Og det budskab kan beretningen om Lone Nørgaard Jensens usædvanlige sygdomsforløb give videre til andre, der lever med livstruende sygdomme. Troende eller ej.
Birgit Juel Martinsen: Tro, håb og kærlighed – en historie om kræft. 148 sider. 199 kroner. Unitas Forlag.