Havfugle over hele verden stiller samme krav

Da den norske sildebestand kollapsede i slutningen af 1960’erne, blev følgerne dramatiske for søpapegøjerne på Lofoten.

Bestanden dykkede i nogle år som følge af overfiskning og ændringer af temperaturer i havet.

Den kom sig ikke igen før to tiår senere, og antallet af ynglende søpapegøjer på Lofoten er alligevel fortsat betydeligt under niveauet i 1979.

Tilsvarende nedgang findes i mange havområder. Forskerne har fundet ud af, at når bestanden af fisk falder til under en tredjedel af det historiske maksimum for bestanden, så svigter også havfuglenes reproduktion. Det vil sige, at de ikke for-mår at sætte levedygtige fugleunger ud i verden.

Havfuglene er tilpasset et liv med store udsving i madtilførslen, påpeger forskerne. Men en langvarig nedgang i fiskebestanden kan de ikke klare. Hvis forældrene over en lang periode ikke kan få levedygtige unger, er det kritisk for størrelsen på bestanden.

Det opsigtsvækkende er, at mønstret med samme smertetærskel gentager sig i data fra så forskellige havområder som Norskehavet, Nordsøen, Sydatlanten, Stillehavet og farvandet ud for Sydafrika og New Zealand.

Mønstret er også det samme for forskellige slags havfugle, såsom pingviner, alkefugle og måger.

Studiet omfatter fugle, som er afhængige af bestande af fisk, der går i stimer såsom sild og sardiner.

Forskerne var uforberedte på at finde så store lighedstræk på tværs af forskellige økosystemer og forskellige arter.

Fænomenet er så konsekvent, at man kan spekulere på, om havfugleforskerne er på sporet af generelle sammenhænge, som kan gælde for andre arter i økosystemet, som for eksempel forholdet mellem havpattedyr og deres byttedyr eller rovfisk og de arter, som de spiser.

Den nye viden om havfugle og fisk kan bruges i fiskeriforvaltningen.

”Det gode ved denne nyhed er, at det er et princip, som kan bruges i forvaltningen af fiskeressourcer i lande, som har et dårligere kundskabsgrundlag end i Norge,” siger Anker-Nilssen.