”Jeg er selv en af de få tilbageværende nulevende med et fysisk handicap, der har boet på institution, og det var meget bizart at blive placeret et sted, fordi man dér tog sig af ’sådan nogle som mig’. Alle andre var der af samme årsag, men det var ikke, fordi vi havde et fællesskab, og undersøgelsen viser netop, at det ikke går,” siger han med henvisning til en anden af SL’s undersøgelses delresultater.

For jo flere af borgerne, der ikke selv har valgt deres bopæl, desto flere konflikter opstår der på botilbuddet. Og jo mindre er fællesskabet mellem borgerne, viser undersøgelsen.

Thomas Gruber, der er politisk konsulent i foreningen LEV, der repræsenterer udviklingshæmmede og deres pårørende, mener, at situationen ikke har forbedret sig i flere år.

En lignende undersøgelse fra SL i 2009 tegnede samme billede, og lige så gør andre undersøgelser. For selvom selve institutionsbegrebet blev afskaffet i 1998 med serviceloven, og idealer om hjælp i eget hjem blev formuleret, ser Thomas Gruber ”tendenser til en vis reinstitutionalisering i handicappolitikken”:

”Man har ændret sproget, så man taler om boformer og botilbud i stedet for institutioner, men et godt stykke hen ad vejen har man ikke ændret praksis. Det er klart, at sådan måtte det være i en overgangsperiode, men det bliver mere og mere absurd, jo længere tid der går.”

Anne Skov, der er programleder for indsatser på botilbudsområdet og står for projekter via Handicapenheden i Socialstyrelsen, mener dog, at der sker fremskridt.

”Jeg ved, at der er kommuner, der arbejder aktivt med selvbestemmelse og inddragelse af borgeren. Det er klart, at det er en faglig udfordring, men så må man prøve at sætte sig i borgerens sted og læse vedkommendes signaler. Det er min erfaring, at det kan lade sig gøre,” siger hun.