De tider, der skal komme og henrulle

Når man kigger i en ny kalender, fremstår hver dag som et under af muligheder. –

- Scanpix.

Læs også

flexblock

Tema

Boganmeldelse

Nytår

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Lars Handesten | 4. januar 2012

Ingen bog er som kalenderen her ved årets begyndelse: en bog fuld af fremtid og kommende liv

Jeg hører til dem, som endnu ikke er gået over til digital kalender, men som stadigvæk har en gammeldags spiralkalender af papir. Her på årets første dag sidder jeg med den og kikker på alle de blanke sider. En for hver dag i året. 365 i alt. Et næsten uendeligt antal, når jeg bladrer den igennem.

LÆS OGSÅ: Hele verden ved, hvad klokken er slået i Vesten

Det er en bog fuld af fremtid, fuld af kommende liv. Når jeg tænker tilbage på året, der gik, virker det så kort. Når jeg ser frem på det næste år, virker det så langt. Der er forjættende god tid til at leve, i hvert fald så længe jeg ikke har fyldt siderne ud.

Hver dag fremstår som et under af muligheder. Tanken strejfer mig, at dagene også kunne åbenbare sig som et skrækindjagende mareridt af ulykker, død og fordærv. Men jeg er ikke en rigtig sortseer, selvom jeg på den anden side heller ikke er helt blåøjet. Dagene er der, og jeg ser dem hellere som en chance end som en risiko.

Annonce

Jeg nyder i nogle øjeblikke den blanke kalender, men indser også, at rigtig blank er den selvfølgelig heller ikke. Tiden er delt op i hverdage, søndage og helligdag. Der har været nogen før mig, når kalenderen skal fyldes ud. I morgen er det hverdag, og jeg skal på arbejde. Vækkeuret vil ringe klokken seks. Jeg skal i bad, lave morgenmad og af sted. Det ligger fast.

Og så begynder jeg at skrive mit fremtids liv ind i kalenderen. For det er jo dét, den er til. Det er ikke meningen, at kalenderen skal være blank. Kalenderen skal fyldes ud. Ikke for meget, men heller ikke for lidt. En overfyldt kalender ville give mig stress på forhånd, hjertebanken og åndenød. Det værste, jeg kan forestille mig, er en af de gammeldags Time Maneger-kalenderere, der ikke bare er fyldt ud dag for dag, men også time for time. For nogle mennesker er det prestigefyldt med sådan en kalender, fordi den vidner om deres betydningsfuldhed. For mig ville det være et helvede.

Omvendt ville en blank kalender fortælle om et tomt liv uden begivenheder og forpligtelser. Et liv i ensomhed og menneskelig isolation. Eller også ville den fortælle om et ganske anderledes liv end det, jeg lever. Hvis jeg efter et år sad med en tom kalender, ville jeg da enten være død eller befinde mig i Nirvana? Jeg ville i hvert fald have været uden for tiden, uden for det menneskelige fællesskab, som, så vidt jeg ved, altid bygger på en eller anden fælles strukturering af tid og liv i dage, måneder og år.

Jeg sidder med min gamle kalender ved siden af og fører fødselsdage og mærkedage over i den nye. Der er meget, der skal huskes, og der er dage, som på forhånd er reserveret til fest og ferie. Jeg glæder mig allerede til en 30-års fødselsdag den 4. august. Jeg glæder mig til en ferie på La Gomera med familien i februar og en fugletur til Extremadura i første uge af juni med mine venner. Jeg frygter et tandlægebesøg den 10. januar og ser med blandet fornøjelse frem til et væld af faste møder på mit arbejde. Jeg ser med glad forventning frem til de mange uspecificerede arbejdsdage, hvor jeg skal skrive på min nye bog om de allermest læste bøger gennem de sidste 30 år.

Siderne i kalenderen tager farve af min blå kuglepen. Året er allerede ved at få karakter, selvom der endnu er mange, dejlige blanke sider tilbage. Endnu er mit liv og min kalender en åben bog. Siderne skal fyldes ud, og på trods af, at der allerede er lidt form på nogle af dem, og at ingen kender dagen i morgen og ved, hvad den bringer med sig af skibskatastrofer og pludselig død, så er det dog i sidste ende en skriv-med-opgave. Jeg har en slags medindflydelse. Jeg har lidt at skulle have sagt, lidt at skulle have skrevet.

Den første side er næsten allerede fyldt ud. Fremtiden har forvandlet sig til fortid. Jeg kan rive den lille perforerede snip af nederst på siden og markere, at denne dag er uigenkaldeligt forbi og allerede kun tilbage i min erindring og som et spor på de linjer, jeg nu kan læse her.

Men i morgen er der endnu en side i kalenderen. Og i overmorgen og i overmorgen igen. Endnu tør jeg sorgløst og håbefuldt kalde dagene til mig og beruse mig i forventningen om alt det liv, de vil bringe, og om de tider der skal komme og henrulle.

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock