En heltinde til alle tider

En stærkt romantiseret version af Jeanne d’Arc på bålet udført af den tyske maler Hermann Stilke (1803-60). Billedet hænger i dag på Vinterpaladset i Sankt Petersborg. – Arkivfoto.

Læs også

flexblock

Tema

Troens hovedpersoner

Engle

flexblock

Fakta

JEANNE D’ARC

Jeanne d’Arc blev født i landsbyen Domrémy i den franske region Lorraine i 1412 under...
Læs mere

flexblock

Emneord for denne artikel

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Rasmus Agertoft | 4. januar 2012

Universel Jeanne d’Arc er blevet brugt af kunstnere, kirkefolk og politikere, siden hun blev brændt på bålet i 1431. En af europæisk kulturhistories mest ikoniske figurer fylder 600 år

For 100 år siden dannede en polskfødt frisør i Paris hårmode, da han klippede sine kvindelige kunder korthårede.

Man var vant til, at ærbare damer havde så langt hår, at de kunne sidde på det, men monsieur Antoine lancerede en særlig slags glatfriseret pagehår, og det gik sin sejrsgang blandt vovede kvindfolk i de europæiske storbyer og blev et symbol på kvindernes frigjorthed i årene efter Første Verdenskrig.

LÆS OGSÅ: Dansk Jeanne D'arc er verdens bedste film

Den nye frisure hed coupe à la Jeanne d’Arc og var inspireret af den franske nationalheltinde, der 500 år tidligere havde ladet sine lokker falde, da hun på guddommelig befaling drog op fra sin landsby for at befri sit fædreland fra engelsk besættelse. Og frisuren er bare et enkelt eksempel på, hvor omfattende en indflydelse jomfruen fra Orléans, som hun også kaldes, har haft, siden hun blev brændt på bålet som kætter i 1431.

Annonce

I overmorgen fylder hun 600 år, og det er en god anledning til at gøre status over en af de mest ikoniske figurer i hele den europæiske kulturhistorie, der har fascineret forfattere fra Shakespeare og Schiller til Mark Twain og Régine Deforges, sangere fra Leonard Cohen til Elton John og filminstruktører fra Carl Th. Dreyer til Luc Besson. For nu blot at nævne et lille udpluk af den lange liste, der også inkluderer malere, billedhuggere, tegneserietegnere, klassiske komponister – og så naturligvis krønikeskrivere og forskere, der gennem århundrederne har forsøgt at give deres bud på, hvordan den rigtige historie om heltinden lyder.

På nogle punkter er der temmelig frit slag for fortolkning. Det gælder for eksempel de stemmer, Jeanne d’Arc begyndte at høre i 13-års-alderen, og som fortalte hende, at hun skulle befri den belejrede by Orléans og sørge for, at den franske tronarving blev kronet som Karl VII.

Selv opfattede hun stemmerne som sendt af Gud, mens man i en mere rationel eftertid har forsøgt at forklare dem som udslag af både epilepsi, skizofreni og en art tuberkulose, hun skulle have pådraget sig ved at drikke upasteuriseret mælk. Hvortil en fransk historiker tørt har bemærket, at hvis upasteuriseret mælk kan skabe så fordelagtige resultater for nationen, burde den franske regering straks forbyde pasteurisering.

At der virkelig var tale om fordelagtige resultater for nationen, er der imidlertid ingen tvivl om. Jeanne d’Arcs triumfer i spidsen for sin hær i løbet af nogle få hæsblæsende måneder i 1429 og den deraf følgende nationale begejstring anses almindeligvis for at være vendepunktet i Hundredårskrigen mellem Frankrig og England, der på det tidspunkt havde varet i mere end 90 år.

”Jeanne d’Arc bliver en folkelig helt allerede i 1400-tallet og bliver anset som det menneske, der reddede Frankrig,” siger Brian Patrick McGuire, der er dr.phil. og professor ved Roskilde Universitet med speciale i den europæiske middelalder.

Men hun bliver mere end det. Frankrig havde i middelalderen en særstatus i den katolske kirke og blev betragtet som kristendommens store forsvarer, så at redde Frankrig betød på en måde også at redde kristendommen, forklarer Brian Patrick McGuire.

”Jeanne d’Arc skal ses som en nøglefigur i kristendommens redning og fortsættelse i middelalderen,” siger han.

Ikke alle kristendommens repræsentanter virkede dog umiddelbart lige taknemmelige for hendes indsats dengang. Under et forsøg på at befri endnu en fransk by fra belejring blev hun taget til fange af burgundiske tropper og overgivet til deres engelske forbundsfæller i Frankrig, som satte hende for en gejstlig domstol anklaget for kætteri.

Det er blandt andet de bevarede akter fra denne retssag, der gør, at man ved temmelig meget om hende, når man tager i betragtning, at der står 1412 på hendes fødselsattest. Eller rettere sagt: Lige præcis det med hendes fødselsdag ved man faktisk ikke.

En samtidig kilde angiver den til den 6. januar, og det er der tradition for at holde fast i, men da hun selv blev spurgt under retssagen i 1431, nøjedes hun med at svare, at hun var ”omkring de 19 år, så vidt hun vidste”.

Resten af Jeanne d’Arcs svar under forhørene var imidlertid hverken upræcise eller enfoldige. Tværtimod viser de en ”dybsindig forståelse af kristendommens væsen”, mener Brian Patrick McGuire, der ikke tøver med at kalde bondepigen fra Lorraine ”en af kristendommens største helte”.

Men lige meget hjalp det. Jeanne d’Arc blev brændt på bålet, dømt for at klippe sit hår og bære mandetøj samt for at stå fast på, at hun fik sine ordrer direkte fra himlen, hvilket var et problem for en kirke, der mente, at den eneste vej til frelse gik gennem den.

Først og fremmest var retssagen dog en politisk skueproces bestilt af englænderne, som gerne ville af med deres modstander, og lige siden har Jeanne d’Arc-figuren kunnet bruges i et væld af politiske sammenhænge.

”Hun er knyttet til det franske kongerige, men bliver taget med over i republikken som nationalt symbol,” fortæller Inge Degn, dr.phil. og tidligere lektor ved Aalborg Universitet, og fortsætter:

”I den nationale selvforståelse i Frankrig kan man ikke undvære Jeanne d’Arc. Hun har en stærk, mobiliserende kraft, som er blevet genbrugt og genbrugt gennem tiden.”

Inge Degn giver eksempler på, hvordan Jeanne d’Arc-figuren igennem historien flere gange er blevet anvendt af indbyrdes modstridende grupperinger, for eksempel under Anden Verdenskrig, hvor både det Hitler-venlige Vichy-styre og general de Gaulles eksilregering i London påberåbte sig hende, sidstnævnte blandt andet ved at bruge det såkaldte Lorraine-kors i sit flag med tydelig reference til Jeanne d’Arc, der voksede op i den nordøstfranske region. I nyere tid har det højreekstreme franske parti Front National taget hende til hovedfigur i deres politiske symbolik, hvilket har fremkaldt bekymrede reaktioner hos det officielle Frankrig, hvor man samtidig bruger hende i samfundsfagsundervisningen.

Men Jeanne d’Arc kan tilsyneladende det hele, eller som det er blevet udtrykt: Enhver generation genskaber hende i sit eget billede. Således skulle der da heller ikke gå mere end 25 år, fra inkvisitionen havde brændt hende på bålet i Rouen, til hendes retssag blev genoptaget, og kendelsen omstødt.

I det lys kan det godt undre, at der til gengæld gik 500 år, før den katolske kirke fik taget skridtet fuldt ud og kåret hende som helgen, hvilket først skete i 1920 – og igen her for en stor dels vedkommende af politiske årsager.

”Dyrkelsen af hende som helgen er mest et fransk fænomen,” konstaterer Brian Patrick McGuire. Men interessen for hende som modsætningsfyldt menneske og komplekst symbol går over landegrænser og vil formentlig blive ved med at gøre det. For som Brian Patrick McGuire siger:

”Hun starter som en fransk figur, og i vores kultur er hun blevet en universel skikkelse.”

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock