Samer al-Atrush skriver fra Egypten skriver fra Egypten |
4. januar 2012
Islamisternes succes ved de første to valgrunder bekymrer fortalere for borgerrettigheder og religionsfrihed. Valget kan også påvirke den lukrative turistsektor
Omkring 15 millioner vælgere i Egypten begyndte i går at afgive deres stemmer i den tredje og afsluttende runde af det første parlamentsvalg efter revolutionen, der førte til den mangeårige præsident Hosni Mubaraks fald i begyndelsen af 2011. Valget slutter i dag.
De første to runder af det tredelte valg viste en markant opbakning til de store islamistiske partier, Det Muslimske Broderskabs Friheds- og Retfærdighedsparti samt det endnu mere radikale al-Nour.
LÆS OGSÅ: Dagen derpå i EgyptenVed både den første og den anden valgrunde sikrede de to partier sig omkring 65 procent af stemmerne, mens modstanderne i form af Egyptens ældste parti, al-Wafd, og den liberale koalition Den Egyptiske Blok tilsammen opnåede under 17 procent af stemmerne.
Der er dermed ingen tvivl om, at de islamistiske partier får mest at sige, når underhuset for første gang samles i parlamentet den 23. februar efter de knusende sejre.
Men især den voksende opbakning til al-Nour vækker bekymring blandt dele af vælgerne.
”Fremgangen til Al-Nour, der repræsenterer den mest konservative retning inden for islam, salafisterne, har blandt de i stigende grad marginaliserede liberalister skabt frygt for borgerrettighederne og religionsfrihedens fremtid,” skriver nyhedsbureauet AFP.
Islamisternes sejr, der afspejler et mønster i regionen, siden opstandene kendt som Det Arabiske forår væltede flere regimer, skaber også bekymringer med hensyn til fremtiden for Egyptens store, lukrative turistindustri, ifølge AFP.