Statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt (A) mødes med Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og steger valgflæsk i Go Morgen Danmark på TV2 under folketingsvalget i september 2011
- Mads Nissen/Scanpix
Sørine Gotfredsen |
5. januar 2012
- Jeg er ikke i tvivl. Jeg vil beholde TV2. Men kanalen ligger efterhånden så tæt op ad DR1, at man lige så kan spørge, om man kan undvære den, mener Sørine Gotfredsen.
Det må være en smule angstfremkaldende for TV 2 pludselig efter mange års fri tilgængelighed at skulle opkræve penge fra seerne. For der er jo tale om en slags sandhedens time, hvor det skal åbenbares, hvor meget man egentlig er påskønnet.
Nogle danskere skal fra årsskiftet betale særligt for TV 2 og må derfor spørge sig selv, om de overhovedet ønsker at beholde kanalen, der i 1988 brød DR’s monopol.
TV 2 var udset til at skulle skabe konkurrence og skærpe niveauet og har gennem årene manifesteret sig med bestemte ting. De regionale stationer, der dækker landet i alle hjørner, nyheder, sport, krimistof, quizzer, vejrudsigter i stride strømme og masser af programmer om mennesker, der skal overkomme livet.
Her i huset var tirsdag aften dedikeret til TV 2 for at undersøge, om der var tale om en aftenflade, der ville være svær at undvære. Og lad os se på det. Der var naturligvis nyheder til vanlig tid – med store mængder storm – og herpå fulgte blandt andet ”Årgang 0”. En dokumentarserie, der følger en række familier, der alle fik et nyt medlem i 2000. Efter dette blev bragt et eksperiment, hvor unge og gamle skulle bo sammen i en periode for at nedbryde gensidige fordomme, og senere kom ”Dags Dato” om en pige, der havde fået nye lunger.
Et klassisk miks af nyheder og blødt dokumentarisk stof, hvor danskerne kan genkende sig selv i livets små dramaer. Helt uproblematisk at vende med kollegerne dagen efter.
Man kan godt argumentere for, at TV 2 kan undværes på en sådan tirsdag, men pointen er, at det kan DR 1 også. Her blev der ud over ”TV-Avisen” sendt ”Aftenshowet”, ”Hammerslag” og endnu et Price-madprogram samt svensk krimi.
Hvis det endelig skal være, rummede TV 2 faktisk denne aften mere indhold end DR 1. Blød dokumentar opfordrer trods alt til mere omtanke end huspriser og madlavning, og når man overvejer, om man ville kunne undvære TV 2, kan man næsten lige så godt spørge, om man kan undvære DR 1.
De to kanaler ligger meget tæt op ad hinanden – senest understreget ved, at de for tiden sender hver sit synge-talent-show. De konkurrerer ofte i samme kommercielle surdej, hvilket jo fremstår en smule komisk, al den stund TV 2 kom til verden for at skabe mulighed for at vælge.
På lange stræk kan vi i dag vælge mellem stort set det samme, men alligevel er jeg ikke i tvivl. Hvis jeg var tvunget til at tage stilling, ville jeg beholde TV 2. På grund af fodboldlandskampene og slutrunderne i herrehåndbold – for eksempel EM i denne måned – da TV 2 generelt behandler sportsstoffet på et højere niveau end DR. På grund af ”Operation X” og Morten Spiegelhauers afsløring af kyniske svindlere og på grund af muligheden for at få nyheder ad to forskellige kanaler.
Jeg ville beholde TV 2 som kilde til at forstå mit land og mine landsmænd, da kanalen i Odense i dag er en så integreret del af dansk mediehistorie, at det synes forkert blot at skære den væk. Og så vil jeg i øvrigt huske at slukke for fjernsynet i alle de timer, hvor TV 2 er spild af tid.
Sørine Gotfredsen er forfatter, journalist og præst
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad