Men hvorfor skal nogle skriftsteder fortolkes, og andre ikke? Hvorfor gælder troskaben kun udvalgte temaer som netop homoseksualitet, skilsmisse og kvindelige præster?

Ikke for det: Jeg kan faktisk godt forstå synspunktet, at Bibelen er Guds ord. For hvordan skal vi ellers vide, hvad kristendom er? Ender det så ikke med, at vi bestemmer, hvad der er kristendom?

For at tage det sidste spørgsmål først: Vi slipper aldrig for at fortolke de bibelske skrifter; alene at læse en bibelsk tekst højt rummer en fortolkning i kraft af betoninger. Men der er fortolkninger, der er bedre end andre. Selvom den eneste sande fortolkning ikke findes, er nogle fortolkninger mere sandsynlige end andre. Vi slipper ikke for at være medbestemmende om, hvad kristendom er, men vi bestemmer det ikke alene!

Vi kan også godt vide noget om, hvad kristendom er, selvom Bibelen opfattes som et menneskeværk. Ikke alene fordi Bibelen er skrevet ud af menneskers tro til tro for os andre. Men også fordi – som Grundtvig indså efter en lang kamp med netop spørgsmålet om, hvad sand kristendom er – kristendommen først og fremmest er noget, der sker, når mennesker samles til gudstjeneste. Vil man vide, hvad kristendom er, skal man gå i kirke, for dér – særligt i dåb og nadver og udtrykt i trosbekendelsen – sker kristendommen: Gud kommer til os, gør os til sine børn, nærer troen og giver os håb og mod til at gå ud i livet igen.

Så måske kan både kirke og kristendom bestå, selvom Bibelen må fortolkes. Og det er vel også en slags bibeltroskab: det møjsommelige arbejde med at adskille det centrale i Bibelen fra det periferie, det langtidsholdbare fra det, der har overskredet sidste salgsdato – i respekt for et enestående værk om Guds og menneskers historie med hinanden.

Kristian Bøcker,

Sognepræst i Randbøl,

Hærvejen 47,

Randbøl