Niels Degn er en af 30 voksne brugere med autisme, der alle hverdage arbejder på værkstedscentret Espevangen i Rødovre ved København. I køkkenet står han blandt andet for frokosten og holder styr på sine gøremål via den lille håndholdte computer. –
- Søren Staal.
Kirstine Dalsgaard Larsen |
5. januar 2012
Langtfra alle danskere med et handicap har indflydelse på, hvad deres dag skal gå med. Men på værkstedscentret Espevangen i Rødovre gør kreativ kommunikation med brugerne medbestemmelse mulig
Gemt væk bag et industrikvarter ligger en lang indkørsel med grønt til begge sider. Vejen deler sig til en rundkørsel om en græsplæne og fører op til en trelænget, næsten herskabelig murstensbygning fra starten af sidste århundrede.
Engang var den opdragelseshjem for småkriminelle og uvorne drenge. I dag er der ingen hegn, og en voksen, tydeligt genert, smilende mand småløber med løse led fra hovedbygningen til et af de tilhørende huse.
LÆS OGSÅ: Borgere med handicap har ringe indflydelse på egen dagligdagInde i husets store køkken tager Niels Degn imod. Storsmilende småløber han gennem lokalet, rækker hånden frem, nikker energisk, men med øjnene rettet væk.
”Kom, se!” udbryder han og trækker gæsterne med ind i et tilstødende lokale for at vise den lille elektroniske kalender, der fortæller ham, hvilke opgaver han har i dag: vaske hænder, bage rugbrød, skære grøntsager og servere frokost.
Espevangen er i dag værksteds-center for 30 voksne udviklingshæmmede med autisme. Seks værksteder tilbyder kreative sysler og små praktiske opgaver som beskæftigelses- og samværstilbud administreret af 14 ansatte. Men en stor del af dagens program er op til brugerne selv, forklarer centerets leder, Monica Knutsson.
”Hvilke værksteder, brugerne er tilknyttet, er dels op til deres evner, men i høj grad også deres interesser og lyster. Og hvis de ikke har et klart sprog, må vi løbende vurdere deres reaktioner på aktiviteterne og prøve os frem, indtil vi finder det, der passer dem,” siger hun.
Og nogle gange må man tænke kreativt. Eksempelvis har en af brugerne fuldt talesprog, men nægter kategorisk at tale direkte med pædagogerne, så han indtaler hver morgen på en diktafon, hvad han vil, og afspiller det.
Et andet sted i huset er en ung pige ved at pakke en gave ind til sin veninde. Denne dag har hun i det kreative værksted, hvor der produceres lys, tekstiler, smykker og andet, valgt at lave en perlekæde med store perler, for det kan hun ”bedre lide” – et udtryk for hendes egen vurdering af sine motoriske evner, der ikke helt rækker til de små perler med små huller, der er sværere at ramme, forklarer pædagog Susanne Hesthave.
”Vi arbejder ud fra brugernes ønsker, men engang imellem må vi også gøre noget for at motivere dem og gøre dem nysgerrige efter nye udfordringer, der kan være med til at udvikle dem. En del af normaliteten er jo også at have en tilværelse, der afspejler mangfoldighed,” siger hun og nævner, at de gerne tager på en spontan gå-, cykel- eller svømmetur, hvis det er det, der er stemning for en dag.
Et tredje sted er 32-årige Rune Rasmussen i gang med en af sine arbejdsopgaver. Han laver samlemuffer til elektriske installationer, der er en bestillingsopgave fra et firma. Indimellem bruger han hellere tiden på computeren lige ved siden af. I lokalet ved siden af lægges skruer og blindpropper i små poser. Overskuelige, rutineprægede opgaver, der alligevel giver en følelse af at udrette noget.
På etagen over værkstedet bliver der i hvert fald udrettet noget. Og Freed Sami, der er i gang deroppe, ser ud til, at det er noget stort. Glas med syltet tilbehør tages resolut ud af køleskabet, en skuffe ryger op, en gaffel fundet frem, en låge åbenbarer en skål. Pålæg placeres sirligt på tallerkner med små dertil-egnede-gafler. Han holder lidt øje med de nysgerrige, mens han sætter den hjemmelavede råkost frem. Og smiler stolt.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad