På Espevangen har brugerne medbestemmelse

Og nogle gange må man tænke kreativt. Eksempelvis har en af brugerne fuldt talesprog, men nægter kategorisk at tale direkte med pædagogerne, så han indtaler hver morgen på en diktafon, hvad han vil, og afspiller det.

Et andet sted i huset er en ung pige ved at pakke en gave ind til sin veninde. Denne dag har hun i det kreative værksted, hvor der produceres lys, tekstiler, smykker og andet, valgt at lave en perlekæde med store perler, for det kan hun ”bedre lide” – et udtryk for hendes egen vurdering af sine motoriske evner, der ikke helt rækker til de små perler med små huller, der er sværere at ramme, forklarer pædagog Susanne Hesthave.

”Vi arbejder ud fra brugernes ønsker, men engang imellem må vi også gøre noget for at motivere dem og gøre dem nysgerrige efter nye udfordringer, der kan være med til at udvikle dem. En del af normaliteten er jo også at have en tilværelse, der afspejler mangfoldighed,” siger hun og nævner, at de gerne tager på en spontan gå-, cykel- eller svømmetur, hvis det er det, der er stemning for en dag.

Et tredje sted er 32-årige Rune Rasmussen i gang med en af sine arbejdsopgaver. Han laver samlemuffer til elektriske installationer, der er en bestillingsopgave fra et firma. Indimellem bruger han hellere tiden på computeren lige ved siden af. I lokalet ved siden af lægges skruer og blindpropper i små poser. Overskuelige, rutineprægede opgaver, der alligevel giver en følelse af at udrette noget.

På etagen over værkstedet bliver der i hvert fald udrettet noget. Og Freed Sami, der er i gang deroppe, ser ud til, at det er noget stort. Glas med syltet tilbehør tages resolut ud af køleskabet, en skuffe ryger op, en gaffel fundet frem, en låge åbenbarer en skål. Pålæg placeres sirligt på tallerkner med små dertil-egnede-gafler. Han holder lidt øje med de nysgerrige, mens han sætter den hjemmelavede råkost frem. Og smiler stolt.