Rasmussen hører til den klassiske type af lærde præster, der ved siden af deres daglige virke på mærkværdig vis kan finde tid til at bidrage til den videnskabelige litteratur. Rasmussen har efterhånden et helt forfatterskab bag sig om det 19. århundredes kirkehistorie, kendetegnet ved sin grundighed og ved at være bygget på omfattende kildestudier.

Man behøver ikke følge hans tolkninger for at værdsætte det arbejde, der ligger bag. De fleste kirkehistorikere er i virkeligheden blot teologihistorikere, og der er ofte en tendens til, at der fokuseres på Grundtvig og Kierkegaard, som i dag står i centrum af dansk teologi, men dengang var at regne som outsidere. Rasmussen har rettet blikket mod dem, der ikke alene teologisk, men også organisatorisk, politisk og ideologisk stod mere centralt i datidens samfundsliv, skikkelser som J.P. Mynster, H.N. Clausen, D.G. Monrad og H.L. Martensen. De er i dag mest kendt, fordi de stod i et modsætningsforhold til enten Kierke-gaard, Grundtvig eller dem begge, men de har i høj grad fortjent positiv opmærksomhed, ikke alene fordi de var meget betydningsfulde, men også fordi de slet ikke var så skeløjede, som eftertiden vil gøre dem til.

Et af de tidligste kirkeforfatningsforslag blev fremlagt af H.N. Clausen i hans bog om den protestantiske og katolske kirke fra 1825. Den kendes i dag stort set kun som den ydre anledning til Grundtvigs store opgør med universitetsteologiens eksegetiske pavedømme og hans deraf følgende såkaldte mageløse opdagelse.

Men faktisk var Clausens bog i sig selv ikke så lidt af et opgør, fordi den tegnede stregerne til en reform af den enevældige statskirke: ”Thi Kirken har hverken sin Tilværelse eller sin Anseelse Staten at takke; dens Maal er et ganske andet end Statens; dens Virksomhed ganske forskjellig fra dens.” Det kunne jo lyde helt grundtvigsk for den uhildede læser. Man genkender et tydeligt element af moderne sekularisme, for selvom Clausen ikke ville skille kirke og stat helt, var det ham meget om at skelne mellem kirkens indre og ydre anliggender, og at der i de indre anliggender skulle herske kirkelig selvbestemmelse.

Clausen fremlagde et omfattende forslag til en ordning af kirkens struktur. Det samme gjorde Grundlovens arkitekt og minister for kirkelige anliggender, D.G. Monrad, i 1848. Der var adskillige private forslag til kirkeforfatninger, og der blev nedsat officielle kirkelige kommissioner i både 1853 og 1868 samt et provisorisk kirkeråd i 1883. De spørgsmål, der var på dagsordenen, var kirkens organisation, graden af kirkelig selvbestemmelse, andelen af lægmænd i kirkens ledelse og ikke mindst, hvorvidt kirken skulle styres fra neden eller fra oven.

Flere bud fulgte i det 20. århundrede. Ingen af dem blev som bekendt til noget. Det er ikke, fordi politikerne ikke interesserer sig for kirken. Løfteparagraffen var i sin oprindelse tænkt som et grundlag for en selvstændiggørelse af kirken, men er i stedet blevet rammen om en stram politisk styring af kirken. Folkekirken er ikke ordnet ved lov, men til gengæld er antallet af love, der regulerer kirken, kun blevet flere og flere. ”Stadig topstyres kirken af staten – som i enevældens dage.”

Jens Rasmussen ser især grundtvigske kræfter som ansvarlige for denne udvikling, fordi de betragtede Rigsdagen som garant for friheden indenfor folkekirkens rammer og derfor ikke så nogen grund til at udarbejde alternativer. Statistikken har sådan set været på deres side. Helt frem til begyndelsen af det 20. århundrede var mere end 99 procent af vælgerbefolkningen også medlemmer af folkekirken, og Folketinget kunne derfor i praksis anses som kirkens myndige synode.

Denne tilstand af politisk styring er blevet permanent, mens opbakningen bag folkekirken nu er nede på 80 procent. En egentlig adskillelse af kirke og stat er stadig ikke på dagsordenen. Folkekirken er på papiret det begunstigede trossamfund i Danmark, men samtidig må den leve med, at den ikke er herre i eget hus. Kan Folketinget kræve, at Mosaisk Troessamfund skal vie homoseksuelle?

Jens Rasmussens bog er vigtig for forståelsen af folkekirkens status, og som sådan må den udgøre pligtstof for beslutningstagere på området i dag. Hans stof kunne godt være mere læservenligt tilrettelagt, og konklusionerne står naturligvis til debat, men der er ingen tvivl om, at der er væsentlige indsigter at hente her.

Noget af det mest interessante er nok hans påpegning af den betydning, man har tillagt forskellen mellem kirkens ydre og indre anliggender, uden at denne forskel har været særlig klart defineret. Det har vist sig, at magten i folkekirken afgøres af den, der har magten til at definere, hvor dette skel går. Denne magtkamp har længe været usynlig, fordi skiftende kirkeministre har forvaltet deres mandat i en indforstået sympati med kirkens anliggende, men det øjeblik man sætter en udenforstående til bestillingen, bliver spørgsmålet synligt igen. Det er måske på den anden side også netop denne situation, der kan føre til en fastlæggelse af demarkationslinjerne mellem kirke og stat.

Jens Rasmussen: Forholdet mellem kirke og stat i Danmark. Kirke­forfatnings­forslagene i sidste halvdel af det 19. århundrede. De kirkepolitiske perspektiver. 289 sider. 250 kroner. Syddansk Universitetsforlag.