Fem bud til Braad Thomsen

De tre ældre auteurer er Jytte Rex, Lars von Trier og Nils Malmros. Personligt blev jeg overrasket over at finde Malmros på Braad Thomsens parnas, men hans analyse af Malmros’ værk er overbevisende, selvom det er svært at være enig i alle pointerne. De yngre instruktører er Simon Staho, Christoffer Boe og Pernille Fischer Christensen. Det tjener Braad Thomsen til ære, at han ikke er blind for, at selv disse på hver deres måde fremragende instruktører kan slå nogle gevaldige skæverter. Så selvom han kalder von Trier vores største filmkunstner, mener han samtidig, at hans ”Direktøren for det hele” hører til blandt Danmarks dårligste formodede kunstfilm.

Selvom flere af de analyserede instruktører ikke tidligere har været under Braad Thomsens pen, og flere af dem heller ikke tidligere har fået en tur på hans psykoanalytiske divan, er det en udpræget svaghed ved bogen, at man gentagne gange tager sig selv i at tænke: Braad Thomsen rider igen.

Han har sine kæpheste, sine helte (filminstruktørerne Fassbinder, Truffaut og Hitchcock, blandt andre) og sine prügelknaber – og de er i bund og grund de samme, som de har været i årtier. Det er træls igen at skulle læse om, at filminstituttet angiveligt skulle være befolket af filmfjendtlige bureaukrater; irriterende igen at møde hans aversion mod universitetsforskere.

Så selvom bogen med ildhu kaster sig over også nye instruktører, er der noget gammelkendt over den, noget altmodisch tilmed. Uanset om man er enig eller ej, er det irrelevant i sammenhængen at kalde George W. Bush for en afstumpet cowboypræsident med et John Wayne-kompleks og irriterende at se skarpretteren i funktion, når han kalder Susanne Biers film for ugebladsagtige. Den slags polemiske sidebemærkninger skæmmer en bog, der ellers glimrer ved sine analyser og sit åbenbare engagement.

I 2003 lavede Lars von Trier og Jørgen Leth filmen ”De fem benspænd”. Her udfordrede von Trier Leth: Han skulle med udgangspunkt i nogle regler, Trier formulerede, genskabe scener fra sin film ”Det perfekte menneske”. Trier arbejder selv med den slags benspænd i sine egne film, og han gør det for at undgå at komme til at køre i den samme rille hver gang. Braad Thomsen er hverken vild med Leth, med ”De fem benspænd” eller med selve idéen. Men måske han skulle prøve engang. Jeg ville meget gerne se en bog, hvor Braad Thomsen overholder fem benspænd, her i form af forbud:

1. Du må ikke nævne Rainer Werner Fassbinder.

2. Du må ikke føre polemik mod statslige støtteordninger og dem, der forvalter dem.

3. Du må ikke slippe dine idiosynkrasier ud mellem sidebenene.

4. Du må ikke skrive om film, der har solgt mindre end 100.000 billetter i danske biografer.

5. Du må ikke anvende auteur-teori og psykoanalyse.

Christian Braad Thomsen: Film med håndskrift. Inklusive dvd. 320 sider. 299 kroner. Tiderne Skifter.