Var årets nytårstale virkelig så dårlig, som de fleste kommentatorer har dømt den til, eller er der tale om endnu et eksempel på en stigende og uhensigtsmæssig tendens til politisk voksenmobning? Professor Nils Gunder Hansen fra Syddansk Universitet slog i gårsdagens avis til lyd for det sidste. Vi har spurgt en mobbeekspert, en tidligere politiker, en kommentator og en medieekspert

LÆS OGSÅ: Dansk politik er blevet mobning fra morgen til aften

Mobning nej, chikane ja
Helle Rabøl Hansen, mobbeekspert ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU):

”Jeg vil ikke kalde det for voksenmobning, for egentlig mobning sker i sammenhænge, hvor der er formelt social tilknytningsforhold mellem deltagerne såsom en skoleklasse og i kollegagrupper. Men jeg vil gerne kalde både kritikken af nytårstalen, latterliggørelsen af Villy Søvndals engelskkundskaber og hele sagen om Lene Espersens ferie for eksempler på systematisk politikerchikane. Det er chikane, fordi man i den grad går efter personen mere end sagen, og hvor der i direkte som i overført betydning bliver rodet i skraldespande.”

Er den form for chikane blevet mere udbredt?

”Ja, det mener jeg klart, den er. Der sket et værdighedsskred i mediernes dækning af politikere som personer. Det kan være en afsmitning fra amerikanske valgmedienormer, som jo har et særligt moralsk-puritansk tilsnit.”


Medierne går mere efter personer
Christian Mejdahl (V), tidligere formand for Folketinget og MF 1987-2007:

”Klummeskriveren har ret i, at medierne i højere grad går efter personer end tidligere. Det er mere og mere almindeligt, at pressen sætter spotlys på det, politikeren gør, fremfor på den politik, der føres. Men jeg opfatter nu ikke kritikken af Helle Thorning-Schmidts nytårstale som et angreb på selve talen. Kritikerne havde forventet, at statsministeren kom med nogle bud på løsninger af samfundets problemer. Men der har været en række andre sager som for eksempel Lars Løkke Rasmussens (V) bilagssag og Lene Espersens (K) ferierejse under mødet i Arktisk Råd, hvor pressen hænger sig for længe i mindre detaljer. Det skygger for debatten af den egentlige politik og kan opleves som mobning af dem, det går ud over.”

Er den tendens blevet mere udbredt?

”Ja, udviklingen accelererer, fordi der er flere kommentatorer og medier end nogensinde. Det er en tendens i tiden, som jeg helst ville have været foruden, men jeg tror ikke, det er muligt at ændre udviklingen.”


Sagen er, at statsministeren holdt en dårlig tale
Hans Engell, kommentator og tidligere konservativ minister:

”Det er noget forrygende sludder. Uanset om det er Dansk Industri, fagforeninger eller medier, så er der ikke nogen, som koordinerer deres mening om nytårstalen. Det er klart, at forventningerne til nytårstalen i år handlede om, at Helle Thorning-Schmidt efter det dårligste socialdemokratiske valg i 100 år og en kompliceret regeringsdannelse skulle løfte regeringens projekt. Sagen er, at statsministeren leverede en dårlig tale. Der er ikke tale om fælles mobning. På samme måde som udenrigsminister Villy Søvndal (SF) ikke har styr på sit parti, så lider Helle Thorning-Schmidt (S) under, at hendes projekt ikke er lykkedes. Der skal være en balance i bedømmelsen af politik. I et langt forløb under valgkampen var der få, som havde så lidt modspil som Helle Thorning-Schmidt (S). Pressen var nok for ukritisk.”

Er der blevet mere mobning af politikere de senere år?

”Tonen er blevet skarpere i medierne og internt blandt politikere. Det skyldes, at personerne fylder mere, fordi ideologien er gledet i baggrunden.”


Kommentatorer ensretter vores holdninger
Mark Ørsten, lektor i journalistik på Roskilde Universitet:

”Nils Gunder Hansen har en pointe så langt, at når kommentatorer mener noget, så mener de typisk det samme. Alle er negative over for SF, ingen siger noget dårligt om De Radikale. Alle rakker nytårstalen ned. Der er en stærk lemmingeeffekt, som har gjort dækningen af nytårstalen meget unuanceret. At kalde det mobning passer dog bedre på kritikken af Villy Søvndals engelsk, fordi kritikken af nytårstalen udelukkende går på indholdet, ikke formen.

Er lemmingeeffekten blevet værre de senere år?

”Ja, helt klart. De mest brugte kommentatorer er ikke længere kun på ét medie, men breder sig til mange, så når eksempelvis Hans Engell og Henrik Qvortrup kritiserer nytårstalen, så bliver den holdning enormt eksponeret og skygger for andre vinkler på emnet. På den måde er udviklingen med til at ensrette vores forestilling om, hvad der er godt eller skidt, rigtigt eller forkert. Og det er selvfølgelig stærkt problematisk. Kommentatorernes rolle er netop det modsatte: At brede en dagsorden ud.