Oldnordisk synd

Siden blev det lidt lettere, men synd har gennem tiderne især henvist til tanker, ytringer eller handlinger, der rummede overtrædelse af et guddommeligt eller i hvert fald moralsk bud. Det spejler sig i faste vendinger som at falde i synd, angre sin synd, fædrenes synder nedarves på børnene, dødelig synd, himmelråbende synd, være i syndens sold, gå i syndens lænker. Det er faste udtryk, som viser et højtideligt, alvorligt præg.

I det 20. århundrede er synden løsnet noget fra den tætte sammenhæng med det religiøse. Til gengæld fastholdes synd og det syndige desto stærkere på det seksuelle område. Der blev i første halvdel af 1900-tallet skrevet en syndflod af bøger, som tolkede det seksuelle i sære ord som selvbesmittelse, ødelæggelse af rygmarvsvæske, smitsomme sygdomme og anden dundertale. I disse fremstillinger henvises der ikke til kristendommen, men ofte til kropslige, pseudomedicinske fænomener og smitsom umoral, der, forstås, især trivedes blandt proletarers unger.

Men hvordan forholder dette synderegister sig til, at man siger, det var synd for barnet, at det slog sig? Forklaringen er, at der i løbet af 1800-tallet dukker en afsvækket betydning af ordet op. Adjektivet synd dannes til substantivet synd, og adjektivet er netop afsvækket ved at henvise til noget, man ynkes over eller føler medlidenhed med. Den måde at bruge ordet synd på er altså meget nyere end det bombastiske begreb om at leve i synd.

Man anvender altså adjektivet til at sige, at det er synd, den stakkel skal gå og sælge svovlstikker juleaften. Det er ikke tilfældigt, jeg hentyder til H.C. Andersen, for det er på hans tid, den afsvækkede betydning af synd dukker op, hvor det i højere grad henviser til menneskers medfølelse end til højere moralske love. Det var ikke synd og skam.