Hans kandidatur visnede dengang hurtigt ved de efterfølgende primærvalg, og vil det samme nu ske igen? Næste uge i New Hampshire bliver formentlig et skridt i denne retning. Delstaten er mindre konservativ, og tro og religion spiller ikke så fremtrædende en rolle. Romney står da også meget stærkt her.

Men derefter bevæger primærvalgene sig ind i sydstaterne, hvor værdipolitikken igen bliver central. Mange republikanske vælgere vil være tilbageholdende med at støtte den blankpolerede erhvervsmand Mitt Romney, der som guvernør mente ét på flere værdipolitiske områder og i dag mener det stik modsatte.

Hertil kommer, at han som mormon har svært ved at vinde tillid blandt mange kristne vælgere, som er rent ud sagt skeptiske over for hans religiøse ståsted. De betragter mormonerne som en sekt og sætter spørgsmålstegn ved deres kristendom.

DEN GAMLE garde i det republikanske parti, støttet af erhvervslivet og bankverdenen, arbejder målbevidst for Romney. Man har blik for, at den egentlige valgkamp mod Obama vil blive afgjort af vælgerne inde på midten, og man er i en bredere forstand nervøs for, at Tea Party-bevægelsens succes og pres på partiet skal radikalisere og marginalisere det.

Ikke mindst de situationer, der har været, hvor republikanske kongresmedlemmer stod så hårdt fast på deres politik, at tilliden til amerikansk økonomi blev bragt i fare, har i toppen af det republikanske parti skabt frygt for, at en højrekandidat med stærke værdipolitiske synspunkter i første omgang skal gøre det muligt for Obama at sætte sig på midten af amerikansk politik og på længere sigt forvise partiet til en position som yderligtgående.

Derfor vil det tunge skyts blive kørt i stilling for at sikre, at partiet på et passende tidspunkt kan samle sig bag Romney, koncentrere sig om hovedopgaven om at udnytte den svage økonomiske udvikling og generobre Det Hvide Hus.

MEN HVORNÅR vil være et passende tidspunkt? Sker det for hurtigt og med for voldsomme angreb på de øvrige kandidater, uden at Romney forsøger at komme højrefløjen i møde, risikerer man blot at fastfryse splittelsen.

Det kan enten føre til, at vælgere på højrefløjen lader være med at stemme på præsidentkandidat Romney ved at blive hjemme på valgdagen. Eller endnu værre: at man opstiller en tredje kandidat uden for partierne, eksempelvis Ron Paul. Dermed splittes de republikanske stemmer, og Obamas genvalg sikres.

Ingen af disse to scenarier kan udelukkes i en tid, hvor Tea Party-bevægelsen har fået blod på tanden og mener, at amerikansk politik er blevet forandret, hvilket man har ret i. Tonen er skærpet, og polariseringen er taget til. Scenen er ganske enkelt ikke som for fire år siden.

Trækkes processen med at samle partiet omvendt ud for at hele sårene, vil det kræve, at Romney imødekommer højrefløjen ved at betone en del af dens politik som sin egen. Men dermed risikerer han ved valget til efteråret at miste sin attraktion inde på midten.

Dilemmaet er åbenlyst. Amerikansk landspolitik handler om at kunne samle koalitioner blandt forskellige etniske, sociale, religiøse og geografiske grupper med mere. Dén kandidat, hvis profil på et givet tidspunkt passer bedst til den bredest mulige koalition, vinder.

Denne gamle grundregel i amerikansk politik, som kun sjældent fraviges, har Romney hidtil forsøgt at efterleve ved at føre en valgkamp, hvor der stort set ikke er blevet givet ved dørene til de konservative på højrefløjen. Han taler sjældent om værdipolitik.

Resultatet viste sig i Iowa. Selvom delstaten ikke tilhører gennemsnittet i USA, var det alligevel påfaldende, at Romney kun var i stand til at høste en fjerdedel af de republikanske stemmer. Rick Santorum og Ron Paul fik næsten lige så mange hver for sig.

Der kan meget vel være lang vej igen, før det republikanske parti får kastet grøfterne til og samler sig bag en ny leder.