Pejlemærket bør være kærlighedens magtesløse magt

Det, som stjernen i fortællingen, som hører denne helligtrekongersdag til, peger hen på og anviser os på, er kærlighedens magtesløse magt, som den i al sin suverænitet ofte sætter sig igennem i det ganske almindelige hverdagsagtige liv, vi lever med hinanden.

Man kunne så ønske, at den også ville være pejlemærket for dem, som vi har givet magt og mandat til at lede og styre herhjemme. Men det er åbenbart en anden magt, der er på færde her, og som i kældre, korridorer og kontorer på Christiansborg i de seneste måneder har vist sit sande ansigt.

Man kan ikke tænke magten ud af de forhold, vi lever i. Der er altid en eller anden form for magt til stede, og har man, som det er tilfældet med vore folkevalgte politikere, fået magt og mandat til at arbejde ihærdigt på at gennemføre det, der kan være til gavn for vores fælles liv med hinanden, ja, så skal man også bruge den magt og det mandat. Men der er himmelvid forskel på at tilkæmpe sig indflydelse for at gøre det gode liv bedre for hinanden og så til at gennemtrumfe noget for magtens egen skyld.

”LED OS IKKE i fristelse” hedder det i den bøn, de fleste danskere kender. Med det, vi gennem pressen og medierne har været vidne til i de seneste uger, kunne man med god ret bytte om på begreberne og lade bønnen lyde: ”Frist os ikke i ledelse”. For det er just, hvad der sker, når pejlemærket bliver magten for magtens egen skyld. At man fristes af magten ved at lede og dermed glemmer eller fortrænger, hvorfor man blev sat til at lede.

”Der er en brist i alting, og det er herigennem, at lyset slipper ind,” hedder det i den danske oversættelse af en af de Leonard Cohen-sange, som Pernille Højmark for tiden synger i den flot opsatte teaterkoncert på Aarhus Teater.

Der er også en brist i dansk folkestyre anno 2011. Men her er det er ikke lyset, der slipper ind, men mørket, der slipper ud, godt hjulpet på vej af ”mørkets fyrster”, som politikernes spindoktorer så rammende bliver kaldt, og hvis fornemste opgave er at sikre, at magten bliver gennemtrumfet.

Magtstræbet finder vi på begge sider i folketingssalen, både i ”rød og blå stue”, hvor den største politiske udfordring åbenbart er nedskrevet til: ”Find fem fejl – hos de andre”. Og kan man ikke selv finde dem, så er der nok af behjertede journalister, der kan lede en på rette vej. Og kan man ikke finde graverende fejl, så kan man altid gøre hinanden til grin. Spørgsmålet, som vi andre sidder tilbage med, når latteren er forstummet, er så dette: Hvad er vigtigst for den politiker, vi har givet magt og mandat? At lære at tale engelsk eller lære at tale sandt?

Kort før jul døde to politiske personer, der i nyere tid har raget op på den verdenspolitiske scene. Kim Jong-Il og Václav Havel. Begge var de indfældet i magtens sfære, men hvor den nordkoreanske leder med løgne udbasunerede magtens sprog for magtens egen skyld, og vil blive husket som sådan, talte den tidligere tjekkoslovakiske leder et andet sprog med ord, om ”den magtesløse magt”, som lejrede sig i hjertet hos folket, og som blev pejlemærket i kampen mod den undertrykkelse, som kommunismen havde påført det tjekkoslovakiske folk. Hans ord var en human italesættelse af kristendommens budskab om kærlighedens magtesløse magt, og som sådan vil han blive husket.

Sådan har der på historiens store scene gennem tiden optrådt personer og personligheder, der har sat sig spor, fordi de søgte ud over sig selv og en større sandhed end magtens. Men vi kender dem også på et andet plan, i de nære sammenhænge, vi færdes i.

JEG HAR I DE 33 ÅR, jeg har været præst, mødt adskillige larmende magtmennesker, som bare drøner derudad. På magtplanet fylder de rimelig meget, men de er som vandbakkelser. Prikker man hul, er der kun luft indeni, og på det medmenneskelige plan gør de overhovedet ingen forskel.

Nej, de, der for alvor gør en forskel, og som jeg også møder hver eneste dag, er de mange stille eksistenser, som udadtil ikke gør særligt væsen af sig, men som i deres ydmyge tilgang til livet og til fælleslivet bliver ordløse prædikener, levende pejlemærker og eksempler til efterfølgelse. De taler i andre termer end magtens, eller de stammer videre på det ord og den grundfortælling om ”en glæde, der skal være for hele folket”, som de har hørt.

Derfor er det det gode liv om at gøre, at den grundfortælling, som er julens, fortsat italesættes i vores hverdag med hinanden, at der her lyder og høres en anden stemme end magtens, at der peges på et andet pejlemærke end magten. Og den stemme skal blandt andet lyde over for de gamle og ensomme i landet, som på grund af nedskæringer er ramt på livsbasale områder, og som nu som det helt nye tilbydes en kold og summende robot, der af sparehensyn skal gøre det ud for et varmt og talende medmenneske.

Over for dem og andre, der bliver taberne i det store forkromede magtspil, er det livet om at gøre, at det glædelige budskab, som vi hørte i julen, bæres med ud og bliver til levet virkelighed i vores liv med hinanden nu, hvor det er blevet hverdag igen.

Dette liv er ikke nødvendigvis det strømlinede liv, det succesombruste liv og slet ikke det magtfulde liv. Nej, det er dagliglivet i al sin anonymitet. Det er her, kærligheden og omsorgen gror og vokser, som ”roserne vokse i dale”. I det skjulte, i det skrøbelige, i det sårbare. I det at tage vare på et barns livsmod og forventning. I det at bringe glæde til den, der har mistet glæden. I det at tænde lys for den, for hvem det blev mørkt. I det at have øje for den, der blev overset. Der, hvor den benhårde politiske hverdag hylder magten for de få for magtens skyld, skal den almindelige, medmenneskelige hverdag forkynde omsorgen for de mange for livets skyld. Det skal være pejlemærket.

Hvis den førte politik og det politiske program svigter den svage og udsatte, skal der lyde et korrektiv og en kritik. En sådant svigt, der dybest set bunder i magtbegær, skal modsiges.

Men det skal ikke modsiges med paroler eller politiske slagord. Nej, det skal modsiges på samme måde, som de vise mænd modsagde magten. Ved at gå en anden vej end magtens.

Ved at gå tilbage til hverdagen og hverdagens medmennesker og dér bringe den glæde videre, som ”skal være for hele folket”.

Ole Juul er sognepræst i Ødum-Hadbjerg