Anders Ellebæk Madsen |
6. januar 2012
Slumturisme kan spændes for fattigdomsbekæmpelsens vogn
Kenyaneren Kennedy Odede beskriver i dagens avis, hvordan han første gang mødte en slumturist, da han stod uden for sit 10 kvadratmeter store hus og vaskede op i et af Nairobis fattigste kvarterer:
”Pludselig kom en hvid turist og fotograferede mig. Jeg følte mig som en tiger i et bur. Før jeg nåede at sige noget, var hun væk.”
LÆS OGSÅ: Den tredje verden råt for usødetSituationen er ydmygende og uværdig. Den viser, hvor galt det kan gå, når man gør fattigdom til underholdning, som det af og til sker i den slumturisme, der har været i stigning i årevis. Denne turisme består kort fortalt i, at rejsende kører i busser ind i udsatte shantytowns i Afrika eller favelaen i Brasilien, hvor de i nogle timer møder livet, som det leves i den pureste elendighed.
Der er masser af argumenter imod slumturismen. Mange slumbeboere er ifølge et studie fra Pennsylvania Universitet ambivalente omkring den. De bryder sig ikke om turister, der bare fotograferer dem uden i øvrigt at indgå i nogen dialog. Et andet argument er, som en beboer formulerer det, at han hellere vil have handling end medlidenhedsbesøg. Samtidig er det en kendsgerning, at besøgene tilfører de hårdt ramte områder en økonomi, de ellers ikke ville have fået.
Det moralske synspunkt er for mange, at man skal afvise slumturismen og vente på, at ordentlig nødhjælp finder vej til de slumkvarterer, der forventes at vokse fra en til to milliarder indbyggere globalt inden for de næste 25 år.
Men at vende ryggen til slumkvartererne i respekt for fattige mennesker, man aldrig kommer til at se i øjnene, er ikke svaret. Man må i stedet bygge en ny turistkultur på den store interesse, der er for de ildestedte.
I sidste ende er det afgørende spørgsmål, hvad der gavner beboerne i slumbyerne. Er turismen således imod deres ønske, skal man holde sig væk. Men kan der omvendt findes former, som slumbeboerne tager til sig, er der en vej ind i nogle kvarterer, som ellers er svære og farlige at operere i for både nødhjælpsarbejdere og handelsfolk. En af de store indsigter fra globaliseringens årtier er lige netop, at handel og dermed økonomisk vækst kan løfte mennesker ud af fattigdom.
Et eksempel på, hvordan det kan gøres, viser en mexicansk kirkegruppe i byen Mazatlan. Her laves ture til den lokale losseplads, hvor mennesker lever af de efterladenskaber, de kan finde. Arrangørerne tager ikke penge for turene, men de kræver, at alle deltager aktivt i at hjælpe de lokale, for eksempel ved at lave sandwich og fylde flasker med rent vand.
Forhåbentlig vil fremtiden byde på mange af den slags former for turisme, der både ser slumbeboerne som mennesker og leder til fremskridt gennem handel.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad