Fattige skal ses i øjnene

Kenyaneren Kennedy Odede beskriver i dagens avis, hvordan han første gang mødte en slumturist, da han stod uden for sit 10 kvadratmeter store hus og vaskede op i et af Nairobis fattigste kvarterer:

”Pludselig kom en hvid turist og fotograferede mig. Jeg følte mig som en tiger i et bur. Før jeg nåede at sige noget, var hun væk.”

LÆS OGSÅ: Den tredje verden råt for usødet

Situationen er ydmygende og uværdig. Den viser, hvor galt det kan gå, når man gør fattigdom til underholdning, som det af og til sker i den slumturisme, der har været i stigning i årevis. Denne turisme består kort fortalt i, at rejsende kører i busser ind i udsatte shantytowns i Afrika eller favelaen i Brasilien, hvor de i nogle timer møder livet, som det leves i den pureste elendighed.

Der er masser af argumenter imod slumturismen. Mange slumbeboere er ifølge et studie fra Pennsylvania Universitet ambivalente omkring den. De bryder sig ikke om turister, der bare fotograferer dem uden i øvrigt at indgå i nogen dialog. Et andet argument er, som en beboer formulerer det, at han hellere vil have handling end medlidenhedsbesøg. Samtidig er det en kendsgerning, at besøgene tilfører de hårdt ramte områder en økonomi, de ellers ikke ville have fået.

Det moralske synspunkt er for mange, at man skal afvise slumturismen og vente på, at ordentlig nødhjælp finder vej til de slumkvarterer, der forventes at vokse fra en til to milliarder indbyggere globalt inden for de næste 25 år.