Kirstine Dalsgaard Larsen |
6. januar 2012
Det er ikke tilfredsstillende, at handicappede ikke har frihed til selv at vælge bolig, mener socialminister Karen Hækkerup (S)
I en række artikler har Kristeligt Dagblad sat fokus på hverdagen for voksne med handicap.
En undersøgelse foretaget af Socialpædagogernes Landsforbund (SL) peger på, at forholdene vedrørende bolig, selvbestemmelse i hverdagen og mulighed for aktiviteter uden for boligen ikke er optimale i forhold til FN’s Handicapkonvention, og socialminister Karen Hækkerup (S) vil nu løfte ambitionerne for området med en ny handlingsplan
SL’s undersøgelse af voksenhandicapområdet indikerer, at der stadig er mange voksne med handicap, der ikke har indflydelse på, hvor og med hvem de bor, hvilket skaber konflikter og mindre fællesskab beboerne imellem.
Samtidig bor mange på mindre værelse uden eget køkken og bad. Vurderer du det som tilfredsstillende?
LÆS OGSÅ: Handicappede får ikke lovpligtig ledsagelse
Nej, det kan man ikke kalde det. Målet er, at vi alle har et sted at bo, hvor vi trives, uanset om vi har handicap eller ej. Man må bare være helt ærlig og sige, at vi har noget gammelt byggeri, der er utidssvarende, og ikke alle med handicap har mulighed for at bo, som de gerne ville. Og det skal man ikke stille sig tilfreds med.Derfor er jeg også glad, når eksempelvis Københavns Kommune gør noget ved det og lige har sat penge af til at bygge nyt. Selv gør jeg det, at jeg og de andre relevante ministerier er ved at skulle lave en handlingsplan for handicapområdet, fordi vi i regeringsgrundlaget har skrevet, at vi vil sætte en retning for udviklingen på området og understøtte den videre implementering af FN’s Handicapkonvention. Det er nødvendigt, og man kan med ro i sindet sige, at vi ikke gør det godt nok i dag, og derfor må vi have en ambition om at gøre det bedre for mennesker med handicap, så de også oplever en højere grad af frihed.
SL’s undersøgelse viser også, at de voksne med handicap på individuelt plan generelt ikke inddrages i beslutninger om deres egen dagligdag, mens bruger- og beboerråd mange steder enten ikke eksisterer eller ingen reel indflydelse har. Er det også et område, der skal arbejdes mere med?
Ja. Når jeg går i gang med at lave en handicaphandlingsplan, så er det, fordi den, vi har, er mange år gammel og ikke tidssvarende. Jeg har haft kontakt med mange handicaporganisationer, der peger på områder, der ikke er gode nok, og det skriver jeg mig bag øret og lader det indgå i det videre arbejde med, hvordan vi kan løfte den indsats, vi tilbyder mennesker med handicap, så den altid vil opleves som værende værdig. For det er et mål, man ikke må slække på, og når jeg taler om værdighed for mennesker med handicap, så taler jeg også om medbestemmelse og indflydelse på eget liv. Ting, som vi andre tager for givet, og som vi aldrig ville drømme om blev taget fra os, uden at vi ville føle os krænkede. Og netop at understøtte folk i selv at træffe valg og føre dem ud i livet og stille valgmuligheder til rådighed for dem, synes jeg, er en praktisk og pædagogisk opgave, som vi skal løse bedre.
Hvad kommer den omtalte handlingsplan til at gå ud på, og hvad er tidshorisonten?
Med en ny handlingsplan kommer der mere fokus på, at vi i forskellige tiltag altid skal huske, at mulighederne for handicappede ikke skal begrænses. Så for mig handler handlingsplanen om, hvordan vi koordinerer og styrker den tværgående prioritering af området. Det handler både om kulturliv, uddannelse, botilbud, arbejdsmarked og i det hele taget om, hvordan vi sørger for, at det, at man har et handicap, ikke betyder, at man begrænses i sine muligheder. Der vil altid være nogle begrænsninger qua det handicap, man har, men vi må som samfund sørge for, at den begrænsning bliver så minimal og skånsom som overhovedet muligt. Inklusionstankegangen skal højere op på dagsordenen, så vi kan kaldes et land med høje ambitioner på de handicappedes vegne. Jeg regner med, at vi dels kan tiltræde tillægsprotokollen til FN’s Handicapkonvention, der giver mulighed for at klage over behandlingen i Danmark til en uvildig, international instans, og at vi kan præsentere en ny handlingsplan for handicapområdet i den første halvdel af regeringsperioden. Nærmere kan jeg ikke komme det.
SL’s undersøgelse viser også, at en stor del af de voksne med handicap ikke får de 15 timers ledsagelse ud af hjemmet, som de efter servicelovens paragraf 97 har krav på. Vil du gøre noget for at rette op på det?
Jeg har gjort det, at jeg har indgået et partnerskab med kommunerne, som begyndte med at handle om anbragte børn og plejefamilier, men som jeg er ved at udbygge med mange flere områder. For jeg har den holdning, at det ikke nytter noget, at regeringen skælder ud på kommunerne for ikke at gøre det godt nok, mens kommunerne svarer igen med, at de ikke har nok penge, og at det så også bare er regeringens egen skyld. Og så får vi aldrig løst problemet. Min ambition er netop at få løst problemerne, og derfor har jeg indgået det her partnerskab, hvor jeg løbende tager ting op med Kommunernes Landsforening, så de kan tage fat i deres medlemmer. Og når det handler om ting, som kommunerne skal, så vil jeg bare sige, at der ikke er noget at komme efter. Man skal levere den hjælp, som man er forpligtet til, og det kan man ikke gradbøje på nogen som helst måde.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad