For S-R-SF-regeringen har i sit regeringsgrundlag beskrevet, at den vil ”sikre lige muligheder og lige rettigheder for alle danske borgere” og ”tage skridt til at ratificere tillægsprotokollen til FN’s Handicapkonvention”. Det vil betyde, at Danmark ikke bare tilkendegiver god vilje med konventionen, men også giver mulighed for, at danskere med handicap kan klage over statens behandling til en uvildig, international komite. Og hvis man mener, at man skal kunne kigges efter i sømmene, så kan man passende starte med selv at rydde op, mener Benny Andersen. Han har selv nogle bud. Først og fremmest må vi tage konventionen alvorligt:

”Vi taler om mennesker med handicap som en gruppe og kalder dem som oftest udviklingshæmmede eller voksne handicappede, hvilket de også er, men man må tage det samme udgangspunkt som FN’s Handicapkonvention: De er først og fremmest mennesker med rettigheder og basale behov som alle andre for selv at bestemme, hvor de skal bo, hvad de skal lave, hvad de skal have at spise og så videre. Tager man det udgangspunkt, så må man dernæst se på, hvad der skal til i deres særlige situation, for at de også kan føle sig som førsterangsmennesker,” siger han.

Men der er netop tale om mennesker med særlige udfordringer. Er der ikke grænser for, hvor godt man kan gøre det?

”Jo, det er der selvfølgelig, og heller ikke denne gruppe borgere kan få den bedste af alle verdener. Men det er et spørgsmål om menneskesyn og politiske holdninger, for vi har med tilslutningen til konventionen ytret, at vi mener det alvorligt. Vi har givet til kende, at vi godt ved, at hvis disse mennesker skal have det bare nogenlunde så godt som du og jeg, så skal de have en særlig støtte og behandling. Og det er det grundlæggende spørgsmål, man må stille sig: Hvorfor tilslutter vi os som folk og nation de tanker, der er i handicapkonventionen og formentlig nu også tillægsprotokollen? Jo, det gør vi i en erkendelse af, at de, der er født ind i nogle særlige omstændigheder, også skal have nogle særlige forhold for at kunne træffe de valg, som alle vi andre træffer,” siger han.

SL’s undersøgelse viser ud fra de adspurgte 1565 socialpædagogers vurderinger, at en stor gruppe borgere med handicap ikke selv har valgt, hvor og med hvem de bor, og en del af dem bor på små værelser uden eget bad og køkken. Mange af dem har ikke selv indflydelse på, hvad de laver på eksempelvis et beskæftigelsestilbud eller hvilke aktiviteter, de kan deltage i på deres bosted. Og når man spørger socialpædagogerne om, hvorfor borgerne ikke har mere med- og selvbestemmelse, lyder svaret ofte, at beboerne ikke evner det. Men den går ikke, mener Benny Andsersen.

”Hvis man vurderer, at nogle ikke kan noget, fordi de ikke evner det, så må man spørge sig selv, om det er, fordi der ikke er de nødvendige rammer til stede. Som fagpersoner og socialpædagoger handler det om at flytte et menneske udviklingsmæssigt, så vores opgave er netop at få dem til at evne det.

Så undersøgelsen giver også anledning til selvrefleksion: Arbejder vi tilstrækkeligt bevidst med den tankegang, at der skal være et udviklingsperspektiv, har vi de nødvendige kompetencer til det, har vi de nødvendige faglige diskussioner? Det kan både føre til diskussioner af ressourcer og vores uddannelse, men dybest set peger undersøgelsen på, at vi alle i samfundet har et ansvar for disse menneskers livssituation,” siger han og slår fast:

”Vi må aldrig stoppe op og sige, at nu er det godt nok.”