|
6. januar 2012
Olsen-bandens bil har det skidt
Et stykke dansk kulturhistorie, der har transporteret koryfæer som Egon, Keld, Benny og Børge, er ved at ende som en rustbunke. Olsen-bandens bil fra de første film – en Chevrolet Bel Air fra 1959 – står i dag i en garage på Aalholm Slot og er kun en rusten skygge af sig selv fra de festlige bilscener i de allerførste Olsen-banden-film. Formanden for Lolland Falsters Veteranklub, Carsten Andersen, er ærgerlig over tilstanden, som han kalder ”sørgelig”. ”Den har det rigtig, rigtig skidt. Den ligner noget, der bør hentes af en produkthandler. Alt er ødelagt på den. Jeg kan ikke engang huske, om der er motor i den, siger Carsten Andersen til DR Sjælland. Bilen er ved at blive gjort klar til at være del af en støtte-bilauktion, hvor 224 biler fra det nu lukkede Aalholm Bilmuseum skal sælges til højestbydende.
Og På Teknisk Museum i Helsingør siger direktør Jens Breinegaard, at man rigtignok er interesseret i at få fat i Olsen-bandens første bil, men ikke hvis den er en skrotbunke. ”Det må ikke være et rent vrag, for skal man først til at genopbygge en amerikanerbil fra den tid, så bliver det frygtelig kostbart, og så mange penge har vi ikke,” siger han.
99-årig italiener vil skilles efter 77 år
Efter 77 års ægteskab har en 99-årig italiener krævet øjeblikkelig skilsmisse på grund af konens utroskab i 1940’erne, skriver metro.uk. Kort før jul fandt manden i en kiste på loftet afslørende skriftlige beviser for den noget støvede uroskab. Parret, der har fem børn, en halv snes børnebørn og et oldebarn, har angiveligt haft samlivsproblemer de seneste 10 år, men mandens afsløring var det, der fik det 77 år lange ægteskab til at revne.
Voldsomt vildsvin angreb skovrider
Da skovrider Magnus Roth var ude i det svenske Johannishus Gods’ skove i Blekinge for at danne sig et overblik over stormens ødelæggelser, blev han pludselig angrebet af et rasende vildsvin. Han forsvarede sig med et solidt knytnæveslag, som ramte dyret over det ene øje, hvorpå vildsvinet forsvandt ind blandt skovens træer igen, skriver Blekinge Läns Tidning. Da vildsvinet virkede skadet, sendte Johannishus Gods jægere ud for at aflive det. Da det 60-70 kilo tunge dyr angreb igen, faldt det for jægernes kugler.