Esben Nyholm er forfatteren til historierne om drengen Fredrik, der i sin flyverdragt rejser tilbage i Bibelens fortællinger. Som lærer og underholder for børn bruger han en stor del af sit liv på at lade børn møde kristendommen. Han mener, at en bibelfortælling fortalt på den rigtige måde er lige så interessant for børn som Disneys fortællinger. Selv bruger han udklædning og en guitar for at fange børnenes interesse. –
- Lars Aarø/Fokus.
Anne Katrine Gottfred Jensen |
7. januar 2012
Esben Nyholm genopdagede troen, da han som voksen kreerede et univers med bibelfortællinger for børn, og han lever sig ind i børnenes verden, når han tager ud for at optræde med historierne
Er granatæbler og springbønner farlige? Hvordan kan man sidde i himlen, når man lige er puttet i jorden? Disciple – er det sådan en slags mænd? Og hvorfor kan man ikke flyve i en flyverdragt?
Sådanne spørgsmål har den 39-årige lærer Esben Nyholm funderet over. For med tre børn i huset i alderen fra 4 til 10 år er der nok spørgsmål at svare på.
Svarene er blevet til et univers, hvor den otteårige Fredrik kan flyve i sin flyverdragt, og turen går tilbage til de bibelske fortællinger.
LÆS OGSÅ:
Bankmand med Bibelen i hånd
I oktober sidste år blev det til en bog og en cd om Fredrik og hans flyveture, som er udgivet af Bibelselskabet.
Fredrik er dog ikke kun en person i en børnebog. Han virkeliggøres af Esben Nyholm, når han tager rundt i landets kirker og optræder med Fredriks oplevelser.
Esben Nyholm finder derfor stor inspiration i morgendagens prædiketekst, hvor Jesus belærer disciplene om ikke at holde børn væk fra ham. Det gør han med ordene:
”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.”
Bibelen var fra begyndelsen ikke en central del af historierne om Fredrik, ligesom den heller ikke altid har fyldt lige meget i Esben Nyholms hverdag. Fortællingerne om Fredrik var primært om hans undren over ord og ting, de voksne sagde og gjorde.
Men en dag overværede den lokale sognepræst en af Esben Nyholms optrædener.
Det blev startskuddet til et samarbejde om bogen ”Fredriks flyverdragt”, hvor sognepræst i Gammel Rye Henrik G. Lund er medforfatter. Mens Esben Nyholms kone, Camilla Fjermestad Lang, har illustreret siderne.
Esben Nyholm har selv et klart svar på, hvorfor han ikke nøjes med at give en forklaring til sine tre børn, når de undrer sig over noget.
”Det er barnet i mig selv, der gerne vil ud at optræde og udgive bøger og lave og spille musik,” siger han, og forklarer at han i gennemsnit er ude at optræde i landets kirker hver anden uge.
For Esben Nyholm er arbejdet med at skrive fortællingerne om Fredrik og sætte musik til blevet en ny vej ind i kristendommen.
”Fredrik skal hjælpe til med at få Børnebibelen ned fra hylden. Mine tre børn er døbt, og derfor står der tre børnebibler i reolen, men ofte bliver de der. Fredrik skal for mig og andre være en dåseåbner,” siger Esben Nyholm.
Han er vokset op i en familie, hvor de ofte gik i kirke sammen, og han gik også i søndagsskole. Herfra husker han bedst salmerne og lysten til at løbe rundt i den store kirke. Men ikke engang en fod måtte dengang komme uden for kirkebænken, og der var ikke plads til meget af det, som Fredrik gør i dag.
Kirkegangen fortsatte, indtil Esben Nyholm blev konfirmeret, hvor håndboldkampe om søndagen tog over. Senere kom han på en kristen efterskole, hvor han for første gang var ude at optræde med teater og musik i kirker. Efter efterskoleopholdet gled kristendommen igen i baggrunden, fordi musik, studier og familien tog tid.
For omkring fire år siden, da Fredrik blev opdaget af den lokale sognepræst, begyndte kristendommen imidlertid igen at fylde i Esben Nyholms liv.
”Fredrik har virkelig været en dåseåbner i mit eget liv,” fortæller han.
Under bogskrivningen døde hans svigerfar, og det er også grunden til, at Fredrik i bogen besøger sin morfar på kirkegården.
”Det at skrive bogen, tænke som Fredrik og tale med vores præst har for mig sat nogle ting på plads. Det var en stor hjælp at arbejde med bogen, for det hjalp mig til at kunne tale om for eksempel sorg og opstandelse med mine børn,” siger Esben Nyholm.
I samtaler med venner og andre har han flere gange oplevet forældre sige, at det kan være svært at bruge en børnebibel, for det får børn til at stille spørgsmål, som forældre ikke altid kan svare på. Og det afholder dem fra at åbne Bibelen.
Derfor har Esben Nyholm udtænkt fortællingerne om Fredrik sådan, at de er relateret til hverdagen. For eksempel gennemgås De Ti Bud, efter at Fredrik i en time i skolen sammen med sin klasse har skullet udforme et sæt spilleregler for, hvordan eleverne skal være sammen.
”Flere forældre har sagt til mig, at det er dejligt, at bibelhistorierne relateres til moderne familiers hverdag, for så bliver det ofte nemmere at tale med børnene om teksterne,” siger Esben Nyholm, som også selv bruger bogens referencer i snakke med sine tre børn.
Flere af bogens andre historier om Fredrik er også inspireret af Esben Nyholms eget liv.
En af dem handler om Fredrik, der netop er fløjet hjem efter at have set Jesus helbrede en blind ved at lægge mudder på hans øjne.
Hjemme på villavejen er Fredriks far ved at lægge en ny stor træterrasse, mens Fredrik cykler rundt og øver sig i at cykle uden hænder. Han tænker, at der ligesom i Bibelen skal ske et mirakel, for at han kan cykle uden at holde ved styret. Han kalder på sin far, der skal se ham køre, men faderen reagerer ikke.
Først da det endelig lykkes Fredrik at slippe styret, får han held til at fange faderens opmærksomhed, men kun fordi Fredrik vælter på sin cykel. Fredrik bliver sur over faderens manglende interesse, så han tager noget jord, spytter i det og smører det i ansigtet på sin far, for at han skal se ham og samtidig give ham sin fulde opmærksomhed. Dog kun med det resultat, at faderen bliver sur, fordi han ikke kan forstå, hvad Fredrik laver.
Esben Nyholm genfortæller historien, mens han peger ud mod vejen, hvor Fredrik kunne have cyklet rundt, og han henviser også til den store træterrasse, som omgiver hans eget hus.
Historierne er valgt, fordi Esben Nyholm mener, at voksne og herunder ham selv har en vigtig lektie at lære. Den minder Jesus om i prædiketeksten, og derfor er der også altid indlagt ”nogle spark over skinnebenet” til forældrene i Esben Nyholms optrædender.
”Fredriks forældre ser ikke altid de små mirakler i dagligdagen, for de har så travlt. Det har jeg også, og jeg tager mig tit i at tænke, at jeg er som Fredriks forældre. I bibelteksten hører vi, at vi skal blive som børn for at komme ind i Guds rige. Børn kan altså noget, som vi voksne ikke kan,” siger Esben Nyholm og fortsætter:
”Vi voksne har levet i mange år, og vi siger, at det er børnene, der skal vokse op og med alderen lære mange ting af os. Men vi skal også lære noget af dem.”
Esben Nyholm peger på, at børn er afhængige af deres forældre, og måske derfor tør de give slip, fordi der er en bagstopper. Også voksne skal ifølge ham turde det i vished om, at Gud er bagstopperen for både børn og voksne.
”Som voksne gør vi alt, hvad vi kan for at være uafhængige. Vi gør os i stedet afhængige af at leve det perfekte liv med en flot terrasse,” siger Esben Nyholm.
”Jeg føler, at jeg får lov til at lege, når jeg udvikler Fredriks univers. Der kan jeg blive som et barn igen,” siger han.
Hvis Fredrik overværede Jesus den dag, hvor han irettesatte disciplene, mener Esben Nyholm, at han ville lægge mærke til, at Jesus også kunne blive vred. At han ikke kun er et sødt barn i en krybbe.
”Vi kan lære at være nysgerrige og sanse ligesom børn,” siger Esben Nyholm og henviser til, at voksne på den måde kan opleve nye sider af Jesus og Bibelen.
anne.jensen@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad