Europa på museum – en verdslig prædiken til helligtrekonger

Første udspil i 2012 bliver særudstillingen ”Europa møder Verden” i Egmonthallen fra i dag den 7. januar. Det er ingen tilfældighed, at en af udstillingsgenstandene i Europa-udstillingen er stakken af 28 tykke læderindbundne bind med den store franske encyklopædi fra 1751-1772. Målet for den europæiske oplysningstid i 1700-tallet var via nøgtern viden at frigøre mennesket fra den traditionelle og religiøst definerede ramme og give det frie muligheder.

Blandt resultaterne var den amerikanske uafhængighedserklæring i 1776 og i 1789 den franske erklæring om menneskerettighederne og den store franske revolution, der også affødte tanken om den type museer, der står vores nationalmuseum nær. Et og andet kan mangle her, synes man i dag, for kun for mænd af en vis status var deltagelse i det borgerlige, politiske liv en mulighed, og for blandt andet de sorte slaver i USA tog det endnu lang tid, før friheden kom.

Men hvad disse mangler angår, stod forfatterne af 1700-tallets frihedsbreve direkte på skuldrene af dem, som i det klassiske Athen udformede denne bys berømte demokrati. Kvinderne, slaverne og de tilflyttede nød ikke fulde borgerlige rettigheder. Det skal dog ikke forhindre os i på udstillingen at pege på det athenske demokrati som det fjerne ophav til vore dages folkestyre og den rationelle tanke i al dens skrøbelighed. Og hvordan er det nu med tilflyttere mange steder i dag – for ikke at tale om udlandsdanskere og deres rettigheder? Eller med ens rettigheder for folk af enhver slags køn til at blive gift, skilt og så videre?

Som bekendt udgør tro og religion og synet på alle de andre frem til vore dage betydelige faktorer i den europæiske historie. Netop i Athen blev indehaveren af en kritisk røst, en ulidelig spørgejørgen, dømt som ungdomsforfører og for foragt for guderne. Sokrates fik kolde fødder og hjertestop af den giftige skarntydedrik, og sådan slap magthaverne af med ham – troede de, for hans kritiske spørgen efter sandheden er så levende og påkrævede som nogensinde.

Lad os mindes Sokrates, når vi i disse dage holder helligtrekongersfest. Her trådte det nyfødte barns guddommelige karakter frem, da han blev tilbedt af de tre vise mænd, magerne fra Østerland – dem, man senere viderefortolkede som de hellige tre konger.

Som kongerne efterhånden blev skildret og afbildet i flere og flere detaljer, var den ene sort, og de to andre repræsenterede andre dele af den verden, man oprindelig kendte til, før Amerika kom med på kortet. Kongernes tilbedelse blev som et billede på den overlegne, europæiske, kristne kultur, udsprunget af Østen og tilbedt af alle verdensdele i erkendelse af kristendommens åbenbarede, universielle sandhed.

Men billedet skuffer i forhold til virkeligheden.

For Europas fremtrængen over hele resten af verden har ganske vist i høj grad budt på underkastelse fra de undertvungne folkeslags side, men guddommeligt endsige frivilligt som med de vise mænd fra Østen var det ikke, og til ærbødig tilbedelse var der vist noget af et spring.

Europæernes færd ud over verden, på korstogenes tid, og siden de store opdagelser tog fart i 1400-tallet, har været kendetegnet af ønsket om rigdom, guld og fortjeneste. Også selvom der i den europæiske søgen ud indgik stærke elementer af oplysning, forskning, uddannelse og forbedring – således i hvert fald i den europæiske selvforståelse, der dog også har haft det med at overse, at europæerne i udgangspunktet så langtfra var ene om at udvikle levedygtige samfundsopbygninger.

Tænk blot på de for længst knuste afrikanske storriger og på Kina, der nu er med til i globaliseringens galop at sige vort gamle Europa en tak for sidst! Dog må vi som europæere godt minde om, at vel er den græske opfindelse demokratiet som styreform fortsat både skrøbelig og mangelfuld, men hvad bedre har nogen trods alt egentlig at komme med?

Alligevel er det med Europa og dets politisk-religiøse legitimering sådan, som det i sin tid blev udtrykt af nyligt afdøde Václav Havel, da han fastslog, at helt de samme ord, nemlig kristendommens, har sat både det gode og det onde i værk. Se det illustreret i Europa-udstillingen om den europæiske, hvide mands møde med verden.

Men sæt også udstillingen i forbindelse med det faktum, at der går en linje, sine steder bugtet, men sammenhængende, fra oldtidens græske problemer til nutidens, symboliseret ved den uniform, som oberstløjtnant Lars R. Møller i 1994 bar på mission for FN i det opløste Jugoslavien.

Hverken oldtidens bystater, Romerriget, middelalderens kejsere, konger og paver, tyrkerne eller nyere tids nationale statssystem med baggrund i religionskrige og revolutioner har kunnet eller villet forhindre hverken borgerkrige, nationale eller internationale krige.

Også det i dag så lille land Danmark har været turen igennem, men udstillingen ”Europa møder Verden” er noget andet end en udstilling om danmarkshistorien. Også selvom alle dens genstande uden undtagelse og på helt dogmeagtig vis er Nationalmuseets egne, og dermed er blevet danske, så er rigtig mange oprindelig hentet hertil fra alle verdens egne og dermed også vidnesbyrd om den udveksling med omverdenen, som til alle tider har været et vilkår og en betingelse for Danmarks eksistens.

Til slut flettes temaerne i udstillingen sammen i to rækker pengesedler i en montre, begge serier med tegninger af broer. Det er nemlig dels eurosedlerne, dels de nuværende danske pengesedler, og altså dagligdags genstande, vi alle sammen kender.

Motivet med broerne er som sådan velvalgt i begge tilfælde. Broer forbinder landsdele og hele lande, og de skaber veje for kulturelle og økonomiske fremskridt i videste forstand, men også for forandringer, der er mere eller mindre velkomne. Ud over de pålydende værdier på de to rækker pengesedler er der imidlertid endnu mindst én markant forskel på dem – men den indbydes alle til selv at komme og få øje på!

Per Kristian Madsen er direktør på Nationalmuseet