Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Magtens sødme lader vente på sig til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Magtens sødme lader vente på sig

SF's drøm om regeringsmagten er indfriet, men hverdagen har været svær at vågne op til. Her ses formanden Villy Søvndal på valgaftenen 15. september 2011.

- Mads Nissen/Scanpix Denmark

Emneord for denne artikel

historie | partiet | regering | SF | barsk | Amalienborg | magten
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

På tirsdag er det dag 100, siden seks SF-ministre var med på Amalienborg den 3. oktober. Det er første gang i partiets 52-årige historie, at SF er i regering, og mødet med ministertaburetterne har været en barsk omgang

Som et blændet stykke råvildt på en mørk landevej løber SF i øjeblikket slalom mellem kritiske medlemmer, syrlige kommentatorer og elendige meningsmålinger. Partiets drøm om regeringsmagten er indfriet, men hverdagen har været svær at vågne op til. De første 100 dage i regering har været et klassisk lærestykke i, hvor vanskeligt det er for et parti at ”hoppe over på den anden side af katederet”.

LÆS OGSÅ: SF: Betalingsring er ikke fejlfri

”Det gør en meget stor forskel. I det øjeblik man overtager regeringsmagten, overtager man også et omfattende sæt af aftaler og forlig, som ikke bare kan ændres, fordi man har en anden holdning. Der skal omprioriteres, og der går lang tid, før resultaterne viser sig. Det tærer på tålmodigheden hos medlemmerne, som netop forventer forandringer. Det er især svært første gang, et parti går i regering, fordi det ikke har en historie at gribe tilbage til; en historie, der kan dokumentere, hvilke resultater man opnåede seneste gang,” siger Lars Bille, lektor i statskundskab ved Københavns Universitet med speciale i dansk politik.

Lars Bille fremhæver, at selvom processen med at omdanne SF til et parti, der kunne og turde tage regeringsansvar, har stået på gennem flere år og ført til ændringer både i partiets politik og dets organisation, er det kommet bag på SF’erne, hvor stor forandringen er.

Annonce
”Man skal huske, at SF allerede begyndte at forandre sin politik, inden partiet kom i regering – for at virke mere regeringsduelig. For de medlemmer, der troede, at de værste kameler dermed var slugt, har det været en slem overraskelse, at der stadig er brug for at hugge en hæl og klippe en tå.”

”Man opnåede det, man ville. Strategien lykkedes. Men var det så lykken, man fandt? Det er det, mange SF’ere nu spørger sig selv om,” siger Lars Bille.

I Jylland ved en lokal SF-formand alt om, hvor svært det er at bevare gejsten.

”Det er da anderledes at have magten, når man i 52 år har været vant til at kunne skyde på alt og alle, inklusive ministre, uden konsekvenser,” siger den lokale partiformand, som foretrækker at være anonym.

Ifølge ham dømmer de menige medlemmer kun regeringssamarbejdet på en ting: om SF fører SF-politik.

”Ude i landet er der ikke sådan en stolthed over at være kommet i regering, som gør, at man bærer over med tingene. Det med regeringen er ledelsens projekt,” siger han.

Hans håb er, at indstillingen ændrer sig, efterhånden som resultaterne kommer. Men det er et kapløb med uret. Rigtige resultater tager tid. Tid, SF måske ikke har, hvis utilfredsheden bliver ved med at vokse blandt medlemmerne. Partiformanden er ikke sikker på, at SF holder valgperioden ud.

”Jeg ved det ikke. Det afhænger helt af, hvor meget vi får igennem af vores politik,” siger han.

Senest et parti foretog samme rejse som SF var, da Kristeligt Folkeparti efter ni år i Folketinget i 1982 blev en del af Poul Schüters firkløverregering med Christian Christensen som miljøminister. Det samme gjorde Centrum-Demokraterne, som dog havde andre forudsætninger end Kristeligt Folkeparti i kraft af partileder Erhard Jakobsens lange socialdemokratiske forhistorie.

Flemming Kofod-Svendsen, tidligere sognepræst, folketingsmedlem og boligminister, var landsformand, da Kristeligt Folkeparti trådte i regering, og han forstår glimrende SF’s vanskeligheder.

”Jo mere idealistisk et parti er og har ført sig frem på principielle mærkesager, som både SF og Kristeligt Folkeparti har gjort, desto sværere er det for medlemmerne at forstå, at man ikke kan få sine ting igennem,” siger han.

”Baglandet tror, at man kan alt nu, hvor man er i regering – og man kan da også få mere igennem i en regering, men det tager tid, og det er ikke nær så synligt. Ofte vil det, man får igennem, være en del af en bredere politik, som regeringen samlet lægger frem,” siger han.

”Jeg har flere gange sagt, at der er mere de facto indflydelse ved at være i regering, men mindre mulighed for synlig markering. Det er et dilemma mellem indflydelse kontra fri profilering.”

Et dilemma, som for mange medlemmer bliver mindre svært, når og hvis de kan se resultater, men også et dilemma, som aldrig forsvinder helt efter Flemming Kofod-Svendsens mening.

”Nogle af Kristeligt Folkepartis medlemmer vil nok stadig mene, at vi ikke skulle have gjort det,” siger han og henviser til, at det måske også hænger lidt sammen med, hvilke mennesketyper et parti består af.

”Pragmatikerne vælger partier som Socialdemokraterne eller Venstre. De mere idealistiske tiltrækkes af partier som Kristeligt Folkeparti eller SF. Og så vil der altid være nogle, der kun er tilfredse, hvis 99 procent af partiets politik gennemføres,” siger han.

Adjunkt ved Aarhus Universitet Helene Helboe Pedersen har skrevet ph.d.-afhandling om partiers interne organisering og parlamentariske adfærd. Hun er enig med Kofod-Svendsen i, at det er sværere for partier, der har en stærk selvbevidsthed som protestparti, at gå i regering.

”De, der er bange for regeringsprojektet, er netop bange for, at SF mister identitet,” siger hun.

”I SF har det interne demokrati altid spillet en stor rolle. Man har lyttet til medlemmerne, og det er blevet værdsat, at man sagde, hvad man mente. Åbenhed og dialog var vigtig. Den kultur har fået trangere tider, fordi regeringsdeltagelsen betyder, at man pludselig skal forsvare også de beslutninger, man ikke er enig i. Det er nyt for SF, og det er en stor udfordring at holde styr på baglandet,” pointerer Helene Helboe Pedersen.

Ikke blot fordi partiets formand, Villy Søvndal, har hænderne fulde som udenrigsminister. Det samme har flere af de personer, der indtil efteråret udgjorde en stærk organisatorisk rygrad i partiet, men nu er ministre. Skatteminister Thor Möger Petersen for eksempel.

Claus Bryld, professor emeritus i historie ved Roskilde Universitet og tidligere venstrefløjspolitiker, peger på, at SF først nu har taget samme skridt, som Socialdemokratiet gjorde tilbage i 1924, da partiet besluttede at danne regering, selvom det ikke havde absolut flertal i befolkningen.

”Når man er et forholdsvis principielt parti som SF, bliver dilemmaet mellem frihed og magt større. Den store forskel er, at SF vil lave samfundet om. Derfor bliver svælget mellem deres mål og den aktuelle politik større,” siger han.

Partiet risikerer at få så mange tæsk af vælgerne, at der vil gå lang tid, før det igen tør forsøge sig i en regering, mener Claus Bryld.

”SF har ikke været god til at komme med fortællingen om, hvad de vil i regeringen. De har brug for en hurtig succes – og den er uhyre vanskelig at levere midt i en hård økonomisk krise,” pointerer han.

upoulsen@k.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​