Granit bliver til ånd og letter ubesværet

Og dog er det noget i den retning, de fire kunstnere Laila Westergaard, Steffen Tast, Hjördis Haack og Bjarke Regn Svendsen forsøger. Med værkerne, hvoraf hovedparten er skabt direkte til udstillingen, har de sat sig for at give billeder af, hvad der sker ved menneskets møde med det åndelige. Og dermed med en virkelighed, der er større end det selv. En erkendelse, som synes fælles for bidragyderne. For i hvert fald de tre af dem fører undersøgelsen ind i religionens verden, først og fremmest den kristne og den hinduistiske. Men det, der er interesserer dem, er ikke dogmatikken, men hvordan de religiøse holdninger ytrer sig – som åndelighed.

En udtømmende udstilling? Naturligvis ikke. Temaet er uudtømmeligt. Netop hvad de bedste af værkerne demonstrerer. Samtidig med at de er noget i sig selv, henviser de til noget ud over sig selv. Noget ubegribeligt – som imidlertid er begribelig vigtigt. Vi kredser om det som insekter om lyset.

”Familieskabet” mellem de involverede kunstnere, der tidligere har haft fælles udstillinger inden for sammenslutningen Den gyldne, består blandt andet i ”forkærligheden for materialet”, påpeger museumsleder Gerd Rathje i kataloget, som hun har skrevet sammen med universitetslektor i kunsthistorie Hans Jørgen Frederiksen, der foretager den officielle åbning af udstillingen.

Kataloget består ikke af over alle bredder strømmende tekster, men koncentrerer sig om det fornødne og udgør dermed et troværdigt kompas for den, der skal orientere sig i en sammenhæng, hvor tabet af orientering måske ellers ligefrem kan være en pointe.

Hvem kan for eksempel orientere sig mellem stjerner? Spørgsmålet kunne vist være stillet af Steffen Tast, der med åndelighed forbinder en storhed, som mennesket må forholde sig til, ofte uden at forstå. Han bidrager med lysskulpturer, hvor han efterligner naturens rytme og – som formuleret af Gerd Rathje – forsøger ”at skabe tilstedeværelsen af en ren og uberørt naturoplevelse”.

Ved Kristeligt Dagblads besøg blev der endnu arbejdet på opstillingen af hans værk. Men det lod sig da blandt andet gøre at opleve et regnvejr, hvor de faldende dråber er glasskår af forskellig form og størrelse. En stilhedens gennemsigtige symfoni. Nok kan vi se os sure på regnvejr. Men regn fra det høje er også liv fra det høje. Dråberne er af Tast forstørret op til de glimtende finurligheder, som de i grunden er.

Skønt udgangspunktet er det samme, er værkerne, som det fører frem til, vidt forskellige. Som Gerd Rathje skriver: ”For nogle af kunstnerne er det åndelige indlejret i processen omkring arbejdet med materialet, for andre repræsenteres det som en søgen i selve værket, og en af kunstnerne vælger en position som betragter af andres forsøg på at tilnærme sig det åndelige”. Med det sidste må hun tænke på Bjarke Regn Svendsen, der i fotografi, maleri og video stiller skarpt på religiøse processioner og kirkegårde i en lille italiensk bjergby.

Svendsen begyndte i nyrealismen og betjente sig af en fotografisk realisme, hvor han gjorde en dyd ud af at fjerne alle spor af ophavsmanden. Ganske anderledes arbejder han i de billeder, som han viser på den aktuelle udstilling. I disse vedkender han sig, at kunstværkerne kommer til os via en mellemmand. Motiverne er påfaldende banale og kan for eksempel blot bestå af et skovparti, hvis forlæg er et fotografi taget fra en bus. Værket virker da også en smule rystet og har yderligere et præg af tilfældighed – hvilket understreger dets karakter af øjebliksbillede. Et sind er til stede. Man kan også sige: åndelighed – her som i det hele taget fastholdt i en umiddelbar og nærværende forbundethed med hverdagen.

Betagende er det at være i Indien sammen med Hjördis Haack, der præsenterer sine motiver dels i oliebilleder, dels på video: to veje til det samme mål. Man hensættes i en meditativ tilstand, når man betragter de sejlende og bedende pilgrimme på Ganges, som i skæret fra den opgående sol bliver til en flod af helligt, gyldent lys.

Man undrer sig over de spejlinger af stearinlys, der bryder billedfladen. Som om vi betragter floden inde fra et rum og gennem et vindue. Men rummet bliver borte i den virkelighed, der bliver åbenbaret for os. Haack synliggør en for det meste skjult verden hinsides den materielle. At det sker i en hinduistisk kontekst, er ikke afgørende. Hun vil ikke omvende beskueren til en bestemt religion, men formidle en indsigt i den dybdedimension, som også er det åndeliges dimension.

Det tunge og det lette. Kontrasterne mødes på forunderlig vis hos Laila Westergaard – og bliver til åndelighed. Hun skaber skulpturer og relieffer i granit, men hendes overfladebehandling ophæver tyngden og får værkerne til at lette. De kan sagtens – får hun os til at tro. For eksempel når hun arbejder med kniplingemønstre, sådan som hun gør på et alterbord, et sort rektangel i granit, som hun kalder ”Urolig dug”. Det indarbejdede mønster på bordfladen kunne være en hørdug, der i kanten er stramt disciplineret, men længere inde ligesom gribes af uro. Med dette vil Westergaard fremhæve, at kristendommen ikke alene bringer mennesket trøst og ro, men også en vis grad netop af uro.

Hvad er det åndelige? Jeg nøjes med at konstatere, at på udstillingen i Lemvig er det til stede. Så definer det selv!

grymer@k.dk

Hvad Mere er ... Med Blik på det Åndelige. Museet for Religiøs Kunst, Lemvig. Åbner i dag og vises indtil den 4. marts.