Hackere støtter det arabiske forår på nettet

Præcis hvor mange de er, er uvist, fortæller Telecomix-hackeren, der ved siden af sin skyggetilværelse som hacktivist arbejder for Piratpartiet i det regionale berlinske parlament:

”Vi er måske en 20-50 stykker, der er meget aktive. Vi ved det ikke selv, ikke engang, hvor i verden de alle sammen sidder.”

Med oprørene i de arabiske lande, som tog deres begyndelse december 2010, fik Telecomix for alvor en opbyggelig politisk mission. Allerede i de tunesiske protester stillede netværket sig klar som nyhedsformidler og samlingspunkt for kritiske bloggere, fortæller Stephan Urbach:

”Det er essentielt at kunne bringe nyheder og reportager ud af landet. Vi har gode kontakter til pressen, men redaktørerne er forståeligt nok meget kritiske. Vores kilder er sjældent verificerbare, fordi de ikke tør stå frem med navn og ansigt.”

I slutningen af januar 2011 gik det stærkt for Telecomix-hackerne, da de egyptiske myndigheder i panik over den ulmende opstand lukkede for al netadgang i en lille uge.

”Vi arbejdede på højtryk og fik oprettet såkaldte pools af modemmer via europæiske udbydere,” siger Stephan Urbach og giver sig til at bippe og skratte som de efterhånden uddøde modemmer, der logger på det almindelige telefonnet.

”Vi faxede vores numre og de tekniske detaljer til universiteter, internetcaféer og kontorer og med lidt gammeldags teknologi fik vi skabt forbindelse for de egyptiske aktivister, der ellers ikke kunne bringe information ud af landet,” siger Stephan Urbach.

”Dermed viste vi: ’I kan måske kappe forbindelsen, men vi skal nok sørge for, at der atter kommer hul igennem.’ Vi holdt op mod 300 linjer åbne, men vi ved ikke, hvor mange der brugte vores tunneller. Efterfølgende har vi dog fået mail fra flere, der taknemmeligt har brugt systemet,” siger han og skeler til sin smartphone, der netop har leveret en Twitter-update.

”Telecomix er en slags internettets Greenpeace. Vores hav er nettet, og vores gummibåde er gamle modemforbindelser,” siger han med et grin og sænker stemmen.

”Vi kæmper i den grad mod overmagter, der vil hindre udveksling af informationer. Men efter bedste evne kaster vi sten mod disse Goliat’er og prøver at slå små huller i panseret, så der kan sive budskaber og informationer ud.”

Med de syriske protester fik Telecomix mere end nok at se til, og flere hacktivister måtte udmattede og deprimerede smide håndklædet i ringen. Alligevel lykkedes en række spektakulære aktioner mod Bashar al-Assads regime, der ikke bare har censureret enkelte gruppers hjemmesider eller internetkommunikation, men også har filtreret helt basale sider som Youtube, hvor alle aktivister kan oploade hjemme-drejede videoer fra for eksempel demonstrationer og tortur.

I september lykkedes det for Telecomix at lade syriske internetbrugeres browsere afløse af en hvid skærm med budskaberne ”We are Telecomix, we come in peace” og ”Din aktivitet på internettet overvåges.” Herefter fulgte på engelsk og arabisk en række råd til, hvordan man med simple forholdsregler og gratis tilgængelig software kan omgå både overvågning og censur på nettet.Det største scoop opstod, da netværket i oktober hackede sig til enorme datamængder fra de syriske myndigheder – herunder en lang række overvågnings-log-filer. De viste sig at være baseret på teknologi fra det amerikanske sikkerhedsfirma Blue Coat, der udvikler sikkerhedshardware til firmaer. I en pressemeddelelse fra Blue Coat hed det, at man var ”bekymret” over opdagelsen, men at firmaet selvsagt ikke sælger sine produkter til diktaturer som det syriske, der har været underlagt en amerikansk embargo siden 2004. Den udmelding giver Stephan Urbach ikke meget for:

”Deres produkter bliver selvfølgelig solgt til disse stater over en tredje part, men de kræver licenser og updates, som skal autoriseres af producenten. For dem er det bare penge,” siger Stephan Urbach og henviser til, at der også er brugt produkter fra tyske programudviklere som firmaet Fortinet i eksempelvis Egypten.

”Eksportkontrollen med overvågningsprogrammer burde være lige så skrap som for våben, så vi præcis ved, hvad der leveres hvorhen. Hermed kan vi også lægge pres på de firmaer, der mod bedre vidende sælger til disse stater. Men jeg er bange for, at det ikke vil ske. Inter-esserne er for store.”

At fri internetadgang vil blive en af fremtidens vigtigste kamppladser står efterhånden klart for de fleste – ikke kun i den arabiske verden.

”I december var Telecomix i udrykning på det kasakh-stanske net,” fortæller Stephan Urbach med henvisning til et oprør i oliebyen Zhanaozen, hvor 10 mennesker mistede livet.

”Myndighederne lukkede lokalt for netadgangen, så vi brugte atter vores tunnel-taktik. Heller ikke her har vi overblik over resultatet, men som gruppe har vi efterhånden den fordel, at vi er kendt blandt internetnørder og politiske aktivistgrupper rundt i verden. Vi har et navn, så vi nyder tillid fra aktivisterne i for eksempel Mellemøsten.”

At Telecomix er ude i et opslidende ærinde, har også Stephan Urbach mærket på sin egen krop. Alligevel er ”kærligheden til data” og ”trangen til at hjælpe de netcensurerede” for stor til at lade være.

”Selvfølgelig tænker jeg i ny og næ også på, om Assads mænd pludselig banker på døren. Men generelt er jeg rolig og stoler på, at vi har en god efterretningstjeneste her i Tyskland. Desuden ville der være 15 mennesker, der ville slå alarm i løbet af meget kort tid, hvis jeg pludselig var væk. Jeg er jo bare et lille hjul i den maskine, der hedder Telecomix,” siger han og skæver til laptop’en på bordet.

”Undskyld... Kina, siger du? Det vil jeg ikke kommentere. I hvert fald ikke endnu,” lyder det hemmelighedsfuldt bag skærmen.

Stephan Urbachs smart-phone ringer, og med et undskyldende smil når han at trykke enter på computeren, før han kort svarer opkaldet og vender tilbage til den oprindelig samtale.

”Jeg har et interview igen om lidt. Vi hackere er den digitale tidsalders rockstjerner,” siger han med et stort grin.

”Nej, jeg tror faktisk på, at hacktivismen gør en forskel. Derfor vil vi også gerne sprede budskabet i medierne,” siger han og skynder sig at tilføje, at alt, hvad Telecomix laver, er lovligt i Europa.

Er deres ”hacktivisme” så ikke engang civil ulydighed?

”Nej. Det er i mine øjne civil lydighed. At skabe netværk er en menneskeret, og det er den, vi kæmper for uden vold og blodsudgydelser. Vi vil oplyse og hjælpe med fredelige midler, kommunikationsmidler. Vi kan ikke gøre meget, men vi kan gøre noget. Det er stort, synes jeg.”

udland@k.dk