Asger Brandt |
9. januar 2012
Gode betragtninger om forstillelsen fra Ludwig Wittgenstein, der ikke selv kunne forstille sig
Der er næppe nogen filosof, der har været udsat for så meget akademisk gravrøveri som Ludwig Wittgenstein. Da Wittgenstein døde i 1951, bestod hele hans udgivne forfatterskab af et enkelt – lille – men bestemt ikke beskedent værk: ”Tractatus”. Ved siden af ”Tractatus” efterlod Wittgenstein sig, ud over sin legende, en mængde upublicerede skrifter.
LÆS OGSÅ: Wittgenstein: Selv den ikke-religiøse handler religiøstDet er disse skrifter, der efterfølgende har dannet baggrund for et stadig ekspanderende værk, hvoraf efterhånden også ganske meget er udgivet på dansk.
I en ny bog har Peter K. Westergaard stået for oversættelsen og udgivelsen af en række notater fra Wittgensteins sidste år, her samlet under titlen ”Sidste skrifter om den filosofiske psykologi II”.
I sit efterord gør Westergaard udførligt rede for de redaktionelle detaljer. Det er da også virkelig rimeligt at tage nogle forbehold, når de flittige udgivere har arbejdet sig så dybt ind i pulterkammeret, som tilfældet er her. For mens nogle af Wittgensteins efterladenskaber forelå rimeligt velorganiserede og parate til udgivelse, så er der andre dele, der bygger på meget spredte notater af vidt forskellig karakter.
Westergaard har i det store hele fulgt de internationale udgivelser, men gør redeligt opmærksom på, at disse på ingen måde er Wittgensteins egne uredigerede noter. Hvad der her udkommer i Wittgensteins navn, er nok skrevet af ham, men er ikke af ham tiltænkt en udgivelse i denne form.
Selvom man bestemt må have stor respekt for det filologiske arbejde, der er udført til glæde for offentligheden, må det på den anden side også være tilladt at forholde sig en smule skeptisk til den veritable helgenkult, der ligger til grund for denne type udgivelsesarbejde. I Wittgenstein-kulten får ethvert levn nemt karakter af et relikvie, og for den læser, der allerede føler sig i de hellige haller, når han holder bogen i hånden, er det lidt for let at finde uendelige orakeldybder i hver en dosmerseddel, Wittgenstein har efterladt.
Under alt det akademiske støv udviser disse udgivelser en tydelig lighed, ikke bare med katolsk relikviedyrkelse, men også med den type kult, der omgiver afdøde populærkulturelle ikoner som Elvis Presley. Logikken er i alle disse tilfælde, at i lyset af legenden antager selv de mest tilfældige levn en sakral karakter.
Hele denne højtidelige tilgang til Wittgenstein synes egentlig at være hans eget væsen dybt imod. Man skal faktisk lede længe efter en filosof, der er så ukrukket som Wittgenstein. Manerer er helt og aldeles fraværende hos ham. Det er i virkeligheden også dette tema, der – om noget – er det samlende i den nye Wittgenstein-bog. Begrebet ’forstillelse’ står centralt i mange af optegnelserne. Wittgenstein er ikke moralistisk fordømmende over for forstillelsen, men man mærker, at hans interesse for fænomenet hænger sammen med, at han selv mestrede denne kunst meget dårligt.
Det er givetvis en væsentlig grund til, at denne bog har tilstrækkeligt med gyldne øjeblikke til at blive ganske læseværdig. Man bør blot huske at læse den uden alt for meget ærbødighed.
Ludwig Wittgenstein: Sidste skrifter om den filosofiske psykologi II. Det indre og det ydre. Oversat af Peter K. Westergaard. 128 sider. 199 kroner. Forlaget Klim.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad