De fornemme frøkeners tidslomme

Det turkisgrønne køkken på første sal, hvor fadeburets godt brugte skuffer stadig rummer to slags bagepulver, et med og et uden vaniljesukker, har nok været lærerindens. Førstesalens sindrige system af værelser, adskilt med tarvelige bræddevægge uden megen chance for privatliv, var ellers forbeholdt de fine frøkener, de såkaldte konventualinder, som klosterstiftelsen var tiltænkt, da den blev oprettet i 1716. Dengang var der plads til otte adelige jomfruer, senere fik også døtre af mænd i de tre højeste rangklasser adgang. Men allerede i 1800-tallet var det sparsomt med unge piger, og i store dele af det 20. århundrede boede der kun en eller to klosterfrøkener her. Den sidste, baronesse Bille Brahe, der langt ude var i familie med stifteren, flyttede midt i 1950’erne. Allerede på det tidspunkt må stedet have virket som en tidslomme.

Det var Odense Kommune, der overtog bygningen, da den sidste aldrende adelsdame forsvandt. Egentlig ville kommunen indrette den til museum, men det mislykkedes, ligesom både planer om at lave restaurant i den hvælvede kælder og omdanne hele herligheden til permanent kvindekulturhus inspireret af Karen Brahe er strandet. For nogle år siden købte ejendomsselskabet Realdania Byg så jomfruklostret og er nu i gang med at restaurere det for et tocifret millionbeløb. Når den omfattende restaurering er færdig om et års tid, får Syddansk Universitet lov til at leje det spændende hus, der bogstaveligt talt rummer lag på lag af kulturhistorie. Men inden da har Kristeligt Dagblad fået lov til at kigge indenfor sammen med ph.d. i historie Barbara Zalewski, der er i gang med at afdække bygningens historie til en bog om jomfruklostret og har beskæftiget sig med de protestantiske klostre, som hun kalder dem, i både bøger og foredrag.

Jomfruklostret i Odense er nemlig ikke det eneste af sin slags. Tværtimod var der en bølge af oprettelser af den slags stiftelser fra slutningen af 1600-tallet og et halvt århundrede frem. Men faktisk går historien endnu længere tilbage.

For at forstå baggrunden for de protestantiske klostre skal man nemlig kigge på, hvordan de katolske klostre fungerede i tiden før Reformationen, fortæller Barbara Zalewski. Det var en tid, hvor adelen var en indflydelsesrig og selvbevidst klasse, og hvor det var vigtigt at besidde de rette standsmæssige færdigheder og kunne dokumentere sine 16 adelige aner. Også for adelens unge piger, der blev sendt af sted til kvindelige slægtninge for at lære nødvendige dyder som at brodere og kende deres stamtavle.

”Man byttede børn. Man antog, at de blev opdraget bedre ude – ligesom på engelske kostskoler,” forklarer Barbara Zalewski.

Nogle af pigerne blev opdraget på herregårdene, andre ved hoffet, og en del kom under vingerne hos slægtninge, der enten var nonner eller havde købt sig ind som pensionærer i et katolsk kloster. Og som levede et fornemt liv, der bestemt ikke kun bød på nøgne klosterceller og skånekost.

”De var simpelthen flyttet på luksushotel og blev vartet op resten af deres liv,” fortæller Barbara Zalewski.

Overgangen til protestantismen var langt mere glidende, end man normalt går og forestiller sig. Adelsdamerne blev nemlig ved med at købe sig ind i klostrene, reformation eller ej, og fortsatte deres hidtidige liv, for eksempel i Maribo Kloster på Lolland, som først lukkede i 1620, mere end 100 år efter at Luther opslog sine teser i Wittenberg.

Med lukningen af Maribo Kloster er der med Barbara Zalewskis ord et ”uforklarligt hul” til slutningen af 1600-tallet, hvor de protestantiske klostre så småt begyndte at skyde op, fordi den voksende embedsadel og militærstand ikke havde plads til at have ugifte slægtninge boende i deres embedsboliger og i øvrigt ikke var særlig godt lønnet.

Villet eller ikke villet kom de nye klostre i den pietistiske periode til at ligne de gamle. For eksempel overtog man betegnelsen priorinde til den adelige enkefrue, der skulle prøve at holde styr på de unge piger, og der blev lagt vægt på, at jomfruerne – som dengang var den almindelige betegnelse for ugifte adelsfrøkener – skulle opføre sig ærbart og gudfrygtigt, så længe de boede der. De måtte ikke klæde sig for fornemt, ikke leve over evne og ikke forlade klostret uden priorindens tilladelse – og så skulle de passe deres kirkegang og den fælles daglige morgen- og aftenbøn, der i Odense Adelige Jomfrukloster foregik i det samme rum, hvor jomfruerne kunne fordybe sig i den bogsamling, som Karen Brahe skænkede stiftelsen.

Klosterlivet var dog ikke så strengt, at klosterfrøkenerne ikke måtte gifte sig, bare de ikke forlovede sig hemmeligt og i øvrigt holdt sig til ægtefæller af deres egen stand. For mange var tiden i klostret simpelthen en måde at fordrive ventetiden indtil ægteskabet på. Ambrosius Stub har for eksempel skrevet et lejlighedsdigt om en frøken de la Mare, som kun nåede at bo i jomfruklostret i et halvt års tid, før hun blev gift med en major.

Men så heldige var det ikke alle, der var. Efterhånden bliver jomfruerne til gammeljomfruer, og fra at være en uddannelsesanstalt antager klostret mere og mere karakter af forsørgelsesanstalt. Selvom der stadig i ny og næ kommer en yngre beboer til, er aldersgennemsnittet højt blandt den lille håndfuld kvinder, beboerne efterhånden bliver reduceret til.

Det kunne økonomien ikke holde til i længden. I 1860’erne var pengene så små, at man helt overvejede at nedlægge klostret, men man nøjedes med at spænde livremmen ind ved blandt andet at reducere det beløb, som indskrevne frøkener, også de, der ikke havde bolig i klostret, kunne hæve årligt.

Klostret bestod, men der har i en lang periode ikke været ret meget at gøre godt med. I 1953 nævnes det for eksempel i en kronik i Fyens Stiftstidende, at priorinden gerne vil sikre et af stiftelsens klenodier, et broderet vægtæppe fra den fynske herregård Nakkebølle, ved at dække det med en glasplade, men sådan en er dyr, så ”skulle der ske nogen skade på en stor butiksrude i byen, da var der måske mulighed for at overtage resten på lempelige vilkår”.

Hvordan det gik med Nakkebølle-tæppet dengang, fremgår ikke, men i dag befinder det sig – sikkert afskærmet – på Roskilde Kloster. Da priorinden havde lukket og slukket i Odense, blev Odense Adelige Jomfrukloster nemlig lagt sammen med det adelige jomfrukloster i Roskilde, hvor inventaret fra Odense i dag opbevares, og hvor der stadig optages enlige kvinder, der er medlemmer af folkekirken – men i dag også ægtepar og mænd. Så på det punkt er tiden i det mindste ikke gået i stå.

Der er en sjælden mulighed for at kigge indenfor i Odense Adelige Jomfrukloster den 9. maj 2012 klokken 16.00, når Realdania Byg Klubben inviterer både medlemmer og ikke-medlemmer til restaureringsrundvisning. Flere oplysninger og billetter på www.realdaniabyg.dk.