Kan vi, som ønsker, at skriften skal have en autoritet, og som har en luthersk lære-forståelse, have lov til at benytte os af kirkens bygninger til samlinger og gudstjenester, uden at det er en biskoppelig ordineret person, som leder gudstjenesterne? Kan vi få en form for retskrav til brug af kirkebygningerne til Ordets forkyndelse uden en folkekirkepræsts medvirken?
Jeg har svært ved at se problemet.
For det første er en fjerdedel af præsterne af præsterne imod, og da de ikke vil blive tvunget, vil de naturligvis fortsætte med ikke at vie to personer af samme køn. Det er vist endda sådan at disse præsters fordeling over landet nok svarer sådan nogenlunde til modstanden. Der jo bliver større, jo ældre mennesker der er tale om, og desto fjernere fra København og de større provinsbyer, de bor.
For det andet kører folkekirken med et alment præstedømme. Jeg er dog ikke helt sikker på om man rent faktisk vil lade ikke-præsteviede forvalte sakramenterne, men almindelige bønnemøder, som er en af de ting, Kaas efterlyser, afholdes da regelmæssigt uden præstelig medvirken.
Endelig hører jeg i Kaas ønske et donatistisk kætteri. Donatisterne troede således at præsternes sakramenter (som dåb og nadver) blev ugyldige, hvis de havde utilbørlige tanker under udøvelsen af sakramenterne.
Mener Kaas virkelig at en præst, der har viet to mænd til rette ægtefolk, ikke bagefter gyldigt kan forvalte sakramenterne? Så må han jo heller ikke mene at et barnebarn, der er døbt af en sådan præst, reelt er døbt.
Jeg synes at det bibelfundamentalistiske segment, han repræsenterer, er ude på dyb grund her.








































