"Der skal herske en anden alvor inde i kirken," understreger hun.

Men præster, der argumenterer på den måde, har en arrogant holdning til de kirkesøgende, lyder det i Katrine Lilleørs indlæg:

"For magtforholdet er nu engang sådan i mødet mellem den sørgende familie og præsten, at præsten er den stærke. Præsten har i den situation kirken, skriften og hele traditionen på sin side, og det er derfor mere end hårdt, hvis en familie møder et ”nej”."

Sørine Gotfredsen er enig med Lilleør i, at præster kan risikere at være arrogante, hvis de i udgangspunktet er skrappe og afvisende over for de pårørende.

"Men det er en præsts pligt at bruge sin erfaring om, hvad der fungerer i en kirke, og hvad de involverede eventuelt vil komme til at fortryde bagefter. Jeg skal kunne stå inde for, at ceremonien foregår i en tone, der ærer begivenheden og respekterer kirkerummet," siger Sørine Gotfredsen.

Hun oplever det dog ikke som et konkret problem, at der er et modsætningsforhold mellem, hvad kirken kan stå inde for, og hvad folk ønsker.

"Det er en kunstig konflikt, som nogle præster prøver at køre op. Mens jeg har været præst, har jeg kun oplevet en håndfuld gange, at folk har haft forslag, jeg ikke syntes var en god idé i kirken," siger hun og understreger, at hun altid møder forståelse hos folk, hvis hun prøver at tale dem fra en bestemt idé.

"Det er at overdrive at tale om alle de folk, der kommer og vil bruge kirkerummet til deres eget show med upassende ting. Jeg oplever folk som utrolig respektfulde. Jeg tror, man kører problemstillingen op, fordi præsten så kan overdrive med alle sine skøre oplevelser," siger hun.