Guldkorn fra Søren Kierkegaards papirkurv

Som helhed er SKS kun delvis kronologisk organiseret. De første mange bind er viet det trykte forfatterskab. Herefter følger gradvis mere og mere apokryfe tekster kulminerende med de senest udgivne ”Løse papirer”, der indeholder en række meget forskelligartede optegnelser på mere eller mindre løse ark fra hele perioden fra 1830 til 1855.

Med denne organisering af en værkudgave kan det naturligvis ikke undgås, at de senere bind – selvom de er tykke nok i omfang – alligevel bliver en hel del tyndere i indhold end de tidligere bind. Der findes trods alt ingen forfatter, der er så guddommelig, at enhver blækklat fra hans hånd har orakelkarakter.

Men i Kierkegaards tilfælde er der dog meget at hente, selv når man som her i bind 27 er så langt fra de hellige haller, som tænkes kan. I den helt unge Kirkegaards papirer sporer man tidligt en stor stilist, men også Søren Kierkegaard deler tydeligt nok de fleste forfatterspirers begrænsning: Selvom han ved, hvordan man skal skrive, er det tydeligt, at han endnu ikke har så meget at skrive om. Men selvfølgelig har også disse ungdommelige øvelser deres særlige charme, der er helt umulig at skelne fra det forhold, at man jo ved, at det er Kierkegaard, som er deres forfatter.

Der er dog mangt og meget i denne samling af løse papirer, som er særdeles læseværdigt i sig selv. Interessant er ”den ældre” (det vil sige 40-årige) Kierkegaards refleksioner over forholdet mellem katolicisme og protestantisme, som Kierke­gaard forsøgsvis fremstiller som forholdet mellem en kirke og en stræbepille, hvor ingen af dem kan stå alene, men hvor de begge kun holder sig opretstående ved at læne sig mod hinanden. Alene ville katolicismen nemlig føre til skinhellighed, mens protestantismen alene, vover Kierkegaard at foreslå, ville føre til, ”at Verdsligheden æres og højagtes som – Gudelighed”.

De fleste af de løse papirer har dog mest værdi i kraft af det lys, de kan kaste på de egentlige værker, men det kan til gengæld indimellem være et ganske afgørende og nyt lys. I SKS bind 27 findes således også en lille gruppe papirer, der betegnes som ”Ubenyttede enkeltheder til Enten-Eller”. Heri finder man også et ”Brev fra den Forførte”, der giver stemme til den Cordelia, der er den forførte i ”Forførerens dagbog”. Mens vi i den autoriserede udgave, hvor Johannes Forføreren alene får lov at beskrive affæren, efterlades med det indtryk, at Johannes er historiens instruktør og Cordelia hans offer, synes dette lille ”Brev fra den forførte” i betydelig grad at nuancere forholdet. ”Han var,” siger Cordelia her, ”et mageløst Instrument, blød og elastisk kunde man altid spille paa ham ...”. Her må det være tilladt at sige: Dette brev skulle Kierkegaard ikke have udeladt af ”Forførerens dagbog”. Det havde forbedret historien, og gensidighedens spil havde givet en helt anden fylde til hans forførelsesbegreb. Nu kan vi så i stedet glæde os over, at skraldespanden aldrig blev tømt, for der findes virkelig større værdier i Kierkegaards skraldespand end i de fleste skatkamre.

STORT TEMA: Søren Kierkegaard
Søren Kierkegaards skrifter. Bind 27: Løse papirer. Samt K27: Kommentarer til bind 27. 702 + 1166 sider. 525 kroner. Gads Forlag.