De første 100 dage

Rusland og Østrig gjorde også erobringer netop der og satte Napoleon på porten. Men han kom igen over Alperne, medbringende malere til forevigelse af sine sejre.

Brugte han spindoktorer? Da han satte en hær ind i Egypten for ad denne vej at ramme det britiske imperiums kronjuvel, Indien, kneb det med sejrene. Men begejstrede meldinger om det modsatte slap fint igennem i hjemlandet uden at blive gennemskuet. Sandheden var, at Englands admiral Nelson med sejren ved Abukir havde knust den franske flåde.

En stor videnskabelig sejr blev derimod vundet under felttoget, da en fransk officer i 1799 fandt Rosettestenen nær Nilens vestlige mundingsarm. Den bar en indskrift med samme tekst på egyptisk, i hieroglyffer og på græsk. Den blev udgangspunkt for Champollions tolkning af hieroglyfferne i 1812. En verdenshistorisk kode var knækket.

Napoleon lod sig i 1802 vælge til førstekonsul – for livstid. Hans militære sejre over Østrig, Preussen og Rusland gav for en tid Frankrig den ubestridte førerstilling i Europa. I 1804 gjorde han sig til Frankrigs kejser og satte selv kronen på sit hoved.

Det kom til at koste ham den ubetingede beundring, som en af Europas førende komponister, den tyske Ludwig van Beethoven, havde næret for ham. Beethoven var stærkt optaget af revolutionære bevægelser og anså Napoleon for en ægte revolutionær. Et af sine hovedværker, den tredje symfoni, Eroica-symfonien, tilegnede han Napoleon. Det fik brat ende, da Beethoven hørte om Napoleons selvophøjelse til kejser. I raseri fjernede komponisten tilegnelsen fra partituret.

I 1811 opstod uenighed mellem zar Alexander af Rusland og Napoleon. Den franske kejser mente endnu en gang, at tvister løses på slagmarken, og rykkede ind i Rusland i 1812. Svaret var den brændte jords taktik – før den franske hær rykkede ind, havde russerne sat ild blandt andet til Moskva og gjort erobringen nytteløs.

Zar Alexanders udmattelseskrig blev katastrofal for franskmændene, der ikke havde udstyr til den russiske vinter. I oktober måtte Napoleon give ordre til et tilbagetog med kun 100.000 tilbage af den oprindelige ruslandshær på 600.000 mand.

Den franske katastrofe i Rusland havde vakt forhåbninger om, at Napoleon kunne styrtes. En koalition af England, Rusland, Preussen og Sverige besejrede ham i ”det store folkeslag” ved Leipzig, og de sejrrige allierede marcherede ind i Paris. Senatet besluttede at afsætte kejseren, som derefter abdicerede betingelsesløst.

Han fik tilkendt øen Elba ud for den italienske vestkyst som fyrstendømme.

Frankrig blev derefter regeret af en slægtning til den henrettede Ludvig XVI. Det hele blev lidt blegt sammenlignet med Napoleons storhedstid, der forekom folket mere og mere ærerig.

Den 1. marts 1815 vendte Napoleon pludselig tilbage og gik i land ved Cannes på Rivieraen. Hans gamle soldater sluttede op omkring ham. Om det så var marskal Neys regiment, der i sin tid blev sendt ud for at tage ham til fange, sluttede det sig til triumftoget. Napoleon rykkede ind i Paris den 20. marts. De næste 100 dage forberedte han ny krig, først med Belgien.

Så var målet fuldt for Frankrigs fjender blandt Europas stormagter. Den britiske feltherre, hertugen af Wellington, sir Arthur Wellesley, organiserede sammen med den tyske general Blücher slaget ved Waterloo, Napoleons sidste.

Nu internerede briterne ham på den særdeles fjerne ø Sankt Helena, ud for Afrikas kyst, hvor han døde i 1821. Hans jordiske rester blev hentet til Invalidekirken i Paris, hvor de ligger i dag.

Wienerkongressen, som fik langvarigt arbejde med at revidere grænser, bragte fred i Europa i 100 år.

Og hvor var så Danmark i det store europa­billede? Spærret inde i et hjørne af fjendskab med England, der i 1801 havde påført os slaget på Rheden, bombarderet København i 1807 og bortført flåden. Danmark blev Napoleons mest trofaste allierede. Det kostede os Norge. I 1810 valgtes som ny svensk tronfølger en af Napoleons marskaller, Jean Baptiste Bernadotte. Som kronprins Karl Johan skulle det blive ham, der realiserede Vasa-slægtens gamle drøm: sprængningen af det danske monarki – afslutningen på 400 års forbund mellem Norge og Danmark.

Det var krigeren Napoleon, børnene sang om, og krigeren, der omsider måtte nedkæmpes. Men hans varme interesse for civilsamfundets ve og vel kom til udtryk i en lovsamling, som han tog initiativ til.

”Min sande hæder er ikke at have vundet 40 slag. Waterloo vil udviske mindet om så mange sejre. Men det, som intet vil ødelægge, det som vil leve evigt, er min Code Civil,” sagde Napoleon. Lovsamlingen, der oprindelig hed Code Napoleon, er i hovedsagen stadig gældende fransk civilret. Den har dannet mønster for lovgivning i blandt andet Belgien og Holland.

Ove Sten Rasmussen er journalist og historiker