Morten Mikkelsen |
10. januar 2012
Udbetalingen af i alt 44 millioner kroner fra tipsmidlerne til 300 humanitære og almennyttige foreninger er knap to måneder forsinket. Det rammer de mennesker, foreningerne skal hjælpe
En lang række foreninger, hvis formål er at hjælpe andre, må i disse dage anstrenge sig for at strække pengene lidt længere. Omkring 300 humanitære organisationer, frikirker, kirkelige foreninger og andre almennyttige foreninger har nemlig tilsammen 44 millioner kroner til gode, som er strandet i computeren hos Kulturstyrelsen.
LÆS OGSÅ: Lottorekord er guld for organisationerDer er tale om den såkaldte TLAN-pulje, puljen til landsdækkende almennyttige organisationer, som er en af puljerne under tips- og lottomidlerne. Puljen udbetales en gang om året, og almindeligvis plejer foreningerne at have adgang til pengene sidst i november. Men på grund af tekniske vanskeligheder er det endnu ikke lykkedes at overføre 2011-puljen til de foreninger, som har søgt og fået bevilget midler.
For fire store organisationers vedkommende – Børnefonden, Folkekirkens Nødhjælp, SOS Børnebyerne og Unicef – er det over to millioner kroner, der mangler at gå ind på kontoen hvert sted. For mindre frikirker og foreninger er det typisk mellem 50.000 og 100.000 kroner.
”For mange af vores medlemmer er det et synligt problem, at pengene mangler. Selvom vi godt ved, problemet ikke skyldes manglende vilje til at betale, er vi er meget kede af situationen. Ikke mindst fordi forsinkelsen rammer de mennesker, som foreningerne bruger pengene til at hjælpe,” siger Robert Hinnerskov, generalsekretær i Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, Isobro, som repræsenterer en stor del af de 300 foreninger.
Han tilføjer, at medlemsorganisationerne især er kede af, at de ikke har fået præcis information om, hvornår de tekniske vanskeligheder forventes løst. Kulturstyrelsens eneste besked har været: ”Vi håber, at pengene kan tilgå modtagernes konti snarest muligt.”
Hos Kulturstyrelsen, som administrerer den del af tipsmidlerne, som hører under Kulturministeriets område, beklager konsulent Lene Iversen de manglende udbetalinger.
”Vi har fået at vide fra vores IT-folk, at der har været vanskeligheder med at få vores tilskuds-administrationssystem til at tale sammen med vores bogholderi-system. Men den seneste melding er, at problemet nu skulle være løst. Nu tager det bare en uge at få alle betalingerne kørt igennem til modtagernes bankkonti,” forklarer konsulenten.
Hun understreger, at der er tale om et rent computerproblem, og at der således ikke er nogen sammenhæng imellem de manglende udbetalinger og at tre styrelser, Kulturarvsstyrelsen, Kunststyrelsen og Styrelsen for Bibliotek og Medier, pr. 1. januar er samlet i den nye enhed Kulturstyrelsen. Heller ikke de øvrige puljer for tipsmidlerne – herunder puljerne til sociale foreninger, folkeoplysning, idræt og friluftsliv – skulle være berørt af problemet.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad