Tidehvervsmanden og tiden

Johannes Horstmann (1915-1999) var præst og i en række år medudgiver af tidsskriftet Tidehverv. I 2009 blev hans store dogmatik udgivet, og nu foreligger så ”Den kristne etik”, der blev til som studiekredsforedrag 1989-1990.

LÆS OGSÅ: Tidehverv og missionsfolkene: Gamle fjender har fundet hinanden

Udgiveren, Henrik Frost, oplyser i sit forord, at forelæsningerne blev fulgt af 10 deltagere, så det var ikke noget tilløbsstykke, men hvis antallet af tilhørere var afgørende i religiøse spørgsmål, skulle Moses jo også have sluttet sig til dansen om guldkalven, da han kom ned fra bjerget og præsenterede De Ti Bud for israelitterne.

Johannes Horstmann var en umådelig flittig skribent, der holdt maratonlange foredrag, og selvom det ikke sikrede ham astral navnkundighed, så forbliver han ikke desto mindre en af det 20. århundredes betydeligste teologer. Og skønt hans sprogbrug var altmodisch, så var han i sin tænkning og teologi forud for sin tid.

I 1977 udgav han således pjecen ”Den socialistiske æras dødskamp og menneskets fremtid og håb”, der ikke blot konkluderede, at sovjetsocialismen er en håbløst afdanket ideologi, men som også på genial vis forudså Berlinmurens snarlige fald.

I ”Den kristne etik” er optrykt et 60 år gammelt foredrag om kristendom og moral, hvori Horstmann finder anledning til at kommentere tidens tåbeligheder, hvoraf der jo altid er mange. Horstmann nævner præsters optagethed af sommerfuglejagt, psykoanalyse og kommunalpolitik (!), men ulige vigtigere er det, at han tager bladet fra munden og tyren ved hornene og kalder antinomismen for folkekirkens største trussel. Nomos betyder lov, og antinomismen er bestræbelsen på at kappe forbindelsen mellem kristendom og etik, og et kvart århundrede senere stod det klart, at Horstmann havde haft snuden i sporet og peget på noget afgørende i sit foredrag fra 1952.