Carsten Bach-Nielsen |
10. januar 2012
Hyldest til Afrika gennem beretning om danskere i verdensdelen, men der savnes en skarpere dagsorden
Det er en lidt underlig bog, Klaus Winkel har skrevet om danskerne i det tropiske Afrika. Selv har forfatteren gennem en lang karriere ved Danida arbejdet med udvikling i Afrika, og det kunne han sikkert let have skrevet en bog om. Endda en god bog.
Den bog, han så har skrevet, placerer sig mellem to hensyn. Dels vil Winkel anlægge et langt historisk perspektiv, der går tilbage til Christian IV og grundlæggelsen af kolonierne på Guldkysten, dels vil han beskrive de seneste 50-60 års indsats af danske i et helt forandret Afrika.
Slavehandleren L.F. Rømer, der arbejdede med køb og salg af mennesker i 1700-tallet, var nok forstandig, men hans beskæftigelse dog forkastelig. Læseren lærer et og andet om en snu mand og et sort kapitel i danmarkshistorien. Mindst lige så sort som kong Leopold af Belgiens håndfaste udnyttelse af Congostaten i kølvandet på Afrikas deling efter Berlinkonferencen i 1880’erne.
Det lille Belgien manglede officerer, og de kunne rekrutteres fra Danmark. Vi følger blot to af de mange danske officerer i belgisk tjeneste, og der lindes lidt på sløret, når det kommer til deres egen forståelse af det moralske i anliggendet. De var givetvis medvidende om, at de deltog i en årelang uretfærdig straffeekspedition mod et folk og udplyndring af et land. De danske Congo-farere var mange, og deres karrierer er ret godt beskrevet.
Frivillig hvervning var der ikke tale om, da den tyske hærledelse indkaldte de dansktalende nordslesvigere i Første Verdenskrig. Vi følger Nis Kochs skæbne i krigsdramaet, kolonikrigen i Østafrika. Den unge dansker slap for Flanderns mudder, men sled sig i stykker i det afrikanske felttog, der beskrives med sympatien på den tyske side. Krigen i Afrika var ønsket af englænderne, der aldrig nåede helt at besejre den tyske hær. Karen Blixen traf som bekendt dens beundrede leder, Lettow-Vorbeck, både før og længe efter krigen. Blixen er den sidste af den gamle skole, der biograferes. Forfatteren sår dog tvivl om, hvorvidt hun var en racistisk imperialist, en dum adelshugaf eller de facto på de indfødtes side. Her burde måske nok have været truffet et klarere valg i fremstillingen.
Med William Heilbuth begynder det nye, industrielle Afrika at tage form. Under fortsat kolonisering og oprør. Heilbuth revolutionerede frøavlen i Afrika; Jan Bonde Nielsen skabte et imperium med sine blomster og meget mere. Han fik et elendigt ry i Danmark, da man ikke kunne tiltro ham rent mel i posen, da han købte B&W. Bonde er en af de vigtigste iværksættere overhovedet i Afrika i dag. Med disse folk samt med ildsjælene og lægerne, hvoraf en begyndte som antropolog, tegnes et billede af enere, der tjener helheden.
Moralen er, at europæeren gennem en periode på 300 år lærte at se afrikaneren som et medmenneske. Sudanmissionen, der har sin danske historiker i provst Mogens Jensen, står som et centralt bindeled mellem bogens to dele. Det kan være nødvendigt med et samlende perspektiv, for bogen har trods den gode hensigt en tendens til at falde i lidt for afgrænsede afsnit, hvilket skyldes den biografiske fremstillingsform. Den synes at sejle i noget kompliceret farvand, når de nyere politiske tendenser og regimer skal inddrages. Hvor rene hænder kan man have i en afrikansk politisk virkelighed? Bogen er levende og især engageret fortalt, men lidt svingende i præcision og for spraglet i illustrationernes forskellighed.
Klaus Winkel: Danskere i tropisk Afrika – fra slavehandler til bistandsarbejder. 199 sider. 239 kroner. Klim.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad