Vi skal ikke bare være artister i dekanens cirkus, når teologisk fakultet lukkes, skriver tre studerende
- Birgit Reitz-Hofmann/Colourbox
Bo Jensen, Jens Nicolai Gräs og Mattias Skat Sommer |
10. januar 2012
Vi skal ikke bare være artister i dekanens cirkus, når teologisk fakultet lukkes, skriver tre studerende
DEN 28. DECEMBER skrev dekan Mette Thunø her i avisen om, hvordan flytningen af religionsvidenskab og teologi fra det gamle teologiske fakultet gav nye muligheder – men glemte at nævne blot én af disse.
Opgaven er derimod overladt til de studerende, som snart står i ruinerne af deres tidligere studiemiljø. Forvirrede, uden indflydelse og nærmest bevidst marginaliserede skal de genopbygge hverdagen.
LÆS OGSÅ: Protestbevægelse kæmper mod flytning af teologisk fakultetDeres oprigtige protester og krav om indflydelse reduceres til henvisninger om, at deres nye sted blot er 50 meter fra det gamle, og at et studiemiljø, som det tog 10 år at opbygge, uden videre kan genskabes. Mette Thunø mener tilsyneladende, at de studerende skal slå deres kritiske sans – universitetets kendetegn – fra og indstille sig på at blive artister på Arts.
Dekanen river ned, de studerende genopbygger. Alt sammen på grund af en besparelse på fire millioner om året. På trods af ledelsens fine hensigter og visioner for Arts reduceres det hele til et spørgsmål om økonomi, for den kan åbenbart kun drømme så langt, som pengene rækker. Er fagligheden mon sikret efter denne besparelse, der betyder en hverdag med 7700 studerende i bygninger, som allerede med 4300 studerende har massive pladsproblemer?
VI FRYGTER, at fagligheden drukner i et hav af tværfaglighed, som udvisker snarere end forstærker de enkelte fagtraditioner. Dertil kommer en reel frygt for, at de studerendes nærmiljø, hvor biblioteket, kantinen og studenterrummene danner en kerne, sprænges ud til mange forskellige fysiske beliggenheder. Det vil føre til øget frafald, fordi de studerende ikke kan opnå et lignende tilhørsforhold, som nu findes til Tåsingegade 3.
Mette Thunø er ikke i tvivl: ”... flytningen til de nye bygninger i Nobelparken, der huser beslægtede fag som historie, de klassiske fag, filosofi, idéhistorie og antropologi vil skabe nye muligheder for teologi.” Og religionsvidenskab, som tilsyneladende glemmes af dekanen selv (!).Ledelsen har dog aldrig kunnet nævne nogle af disse muligheder, men forventer tilsyneladende, at de studerende og ansatte kan udvise større kreativitet end dekanatet selv.
De studerende og ansatte loves stor inddragelse i en flytning, der er dem påtvunget – for at skabe et studie- og arbejdsmiljø, som ikke er nærmere defineret, end at det skal være ”godt” og ”stærkt” inden for nogle ukendte økonomiske rammer – hvor længe skal dette vare ved? Et svar ønskes!
Det er uanstændigt og udemokratisk at indbyde studerende, foruden hvem der ikke ville være et universitet, til en dialog, som ikke må være kritisk, men blot afleder opmærksomheden fra et fastlåst system af udefinerede ideer, der ikke er tænkt til ende og nådesløst trælbundet af en hæmmende økonomi.
Idet kritik afvises som ikke-konstruktiv, og studenterindflydelsen på trods af dekanens forvisninger om det modsatte ikke er at finde på Aarhus Universitet, tvinges oprigtigt engagerede studerende, der fortsat marginaliseres af ledelsen, ud i protester, da det er den eneste mulige udtryksform på disse betingelser. Den måde, hvorpå kritikken fra dem, der skal have deres daglige gang på Arts, håndteres, vidner om en næsten uoverskuelig distance mellem ledelsen på den ene side og de studerende og ansatte på den anden.
Desværre tyder det på, at dekanens bureaukratiske cirkus ikke er omrejsende, men rent faktisk har tænkt sig at slå pløkkerne dybt i jorden og dermed gøre de studerende til artister. Sker dette, vil hendes manege med al dens useriøsitet, som de studerende skal gøgle under, blive identitetsmarkøren for fremtidens universitet i Aarhus.
Vi vil ikke være artister i dekanens cirkus.
Bo Jensen, stud.mag. (historie/religionsvidenskab) Willemoesgade 41, Aarhus N. Jens Nicolai Gräs, stud.theol., Vesterengvej 14, Aarhus N.
Mattias Skat Sommer, stud.theol., Karl Verners Vej 8, 1., Aarhus C
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad