Tænksom og selv-forelsket

Maja Magdalena Swiderska (født 1976) har allerede vakt opsigt i de snævre litterære cirkler med sin første udgivelse i 2008 på Borgen. Nu følger hun op med en muntert legesyg kortroman på Peoples’Press. Det er en bog, som vil uendelig meget, men som samtidig ikke gør ret meget.

LÆS OGSÅ: Der er gået Freud i ny dansk litteratur

Maja Magdalena Swiderska skriver med selvfølgelighed om Dante og T.S. Eliot, om de udødelige græske myter og om det basale behov for at skrive litteratur. Stederne i bogen er storbyerne København, Warszawa, Berlin og Rom, mest af alt Rom, hvor jeg-fortælleren opholder sig i en længere periode for at komme til rette med sig selv og skrive en roman.

Der er ingen tvivl om, at forfatteren er tænksom, belæst og bevidst om sit sprog. Bogen har titlen ”Brudstykke”, hvilket dels tematiserer det brud med hverdagens kontinuitet, der sætter fortællingen i gang, dels tematiserer legen med en genre, nemlig et (teater)stykke. De forskellige instanser af bevidstheden jeg, mig selv og en anden, befinder sig i stadig dialog med hinanden. Ved siden af dialogen med sig selv er bogen en lang, slynget refleksion i prosa uden begyndelse og ende, altså et brudstykke af en større helhed, et fragment.

Lige fra første side er det påfaldende, hvor meget jeg-fortælleren kredser om sig selv, og så hjælper det ikke meget, at denne er ironiserer over sin selvoptagethed:

”Nej, fra nu af skal det handle mest om mig. Hell yeah! Allermest om mig, jeg selv, og ganske lidt om en anden. Og en smule om min søster også, men hun er død, så det ved jeg ikke, hvordan tæller (det tæller nok slet ikke).”

Andetsteds hedder det, at søsteren er død af leukæmi. Tabet af andre nærtstående får dog ikke jeg-fortælleren til at blive sentimental, tværtimod er fortællingen præget af en kæk og overlegen tone. Man forstår, at bedstemoderen, der ynder at genfortælle gamle myter, er vigtig for jeg-fortællerens selvforståelse. Hun er en polsk jøde, der fornægtede sin jødiske afstamning, uden at det reddede hende fra rædslerne under Anden Verdenskrig. Det er i relationen til familien, jeg-fortællerens egen identitet skal findes og opfindes, for nu at bruge et af de ordspil, teksten er så rig på.

Når bogen på trods af betydningstætheden alligevel virker luftig, skyldes det, at der ikke er nogen tydelig vægtning af, hvad der er værdifuldt, og hvad der er værdiløst. Det er er, som om alting løber ud i ingenting. Man ender med at spørge sig selv, om bogen er andet end en virtuos udfoldelse af skriftens og tankens muligheder.

Desuden virker Maja Magdalena Swiderska lidt for hengiven over for selve forfatteridentiteten. Ganske vist er det jeg-fortælleren, ikke forfatteren, der ustandseligt masserer sin kunstneridentitet, men der spores slet ingen distance til denne selvnydelse. Derfor endte jeg, trods stedvis begejstring, med at sidde tilbage med en kun mellemfornøjet mine.

Maja Magdalena Swiderska: Brudstykke. 123 sider. 199 kroner. People’sPress.