Rudolf Steiners ungdom

Steiner var i årene omkring ”Frihedens filosofi” beskæftiget med udgivelsen af Goethes naturvidenskabelige værker, og inspirationen herfra er mærkbar. Steiner er en ihærdig bekæmper af den dualistiske filosofiske tradition. Dette ærinde, som han deler med flere af samtidens filosofiske strømninger, fører ham til at formulere en ”monisme”, der afviser adskillelsen af ånd og materie og talrige andre af de opsplitninger, der sædvanligvis har præget den vestlige tanke.

Rødderne hos Goethe er her tydelige, og der er ingen tvivl om, at der er en direkte linje fra Goethes natursyn til Steiners monisme og den interesse i mystik, der prægede væsentlige dele af hans virke. Det religiøse er dog ikke noget dominerende tema i ”Frihedens filosofi”. Steiner fremhæver netop, at hans lære afviser at finde verdens sidste grunde uden for verden selv. Selv har han da også betegnet bogen som en ”dennesidighedslære”.

Den etiske del af ”Frihedens filosofi” gør ikke mindst op med Kants pligtetik, og Steiner søger i dette opgør at formulere et helt nyt grundlag for en etik. Pligten – mener Steiner modsat Kant – udelukker friheden, fordi den kræver individets underkastelse under en almen norm. I stedet ønsker Steiner en etik, der hviler på et individ, der ikke underkaster sig, men skaber sig selv som frit menneske. Det er ikke mindst i denne del af Steiners filosofi, at det bliver klart, at den ikke bare er et åndshistorisk sidespor, men stadig kan virke vedkommende.